Prøv avisen
Debat

Billedet af det døde barn på stranden kan ændre historien

Abdullah Kurdi, faderen til Aylan Kurdi, forlader et lighus i Tyrkiet, hvor han netop har set sin afdøde søns lig.

Det er en krænkelse af drengens død ikke at vise, hvad man har gjort mod ham. Det skriver sognepræst, der derfor mener, at medierne bør bringe billedet af det døde barn, da billeder kan ændre historien

Kristeligt Dagblad har protesteret mod, at billedet af den druknede syriske dreng Aylan er blevet offentliggjort. Det hedder hos Kristeligt Dagblad: ”Skal der lig på bordet? Vi forhærdes! Krænkelse af drengen.” Og slutteligt fra Kristeligt Dagblad: ”Så er det det sikreste at lade være!”.

1) Ja, der skal lig på bordet! Det er en meget trist, men et ofte erfaret forhold, at der i alle forhold, der er utilstedelige, skal lig på bordet, før der sker noget.

2) Vi er allerede forhærdede. Jeg har tænkt over, hvorfor netop Aylan gjorde mere for mig, mod mig og i mig, end andre billeder har gjort. Hvorfor dette billede er anderledes, end de billeder, vi har fået smidt i hovedet igen og igen fra det forsultede Afrika. Her vil jeg også indskyde, at selvom vi siger, at billeder af børn fra Afrika har forrået os, så udløste de omfattende hjælpeaktioner!

Billeder kan ændre ting. Billeder skaber historie. Hvem har glemt billedet af den vietnamesiske pige, brændt af napalm under Vietnamkrigen? Det er et vigtigt billede. Det gjorde en forskel. Og det minder os om, hvem og hvad vi er og gør.

Der er flere grunde til, at billedet bevirker noget, andre billeder ikke gør: Billedet er ikke opstillet og taget med henblik på at appellere/manipulere mine følelser. Det er et ægte billede.

Der er en anden grund, jeg skammes over mig selv ved. Den er håbløs og som sådan menneskelig: Aylan er ikke mørkhudet. Han er lys og ligner min egen dreng.

Billedet af Aylan er det mest forfærdende billede, jeg har set efter billederne af holocoust. Hvad ville holocoust være for os, hvis vi kun kendte det som tal?

3) Jeg betragter Aylans død som et ”abstrakt mord”, og jeg mener ikke, det er hans forældre, der er gerningsmændene, Nej, jeg vil ikke diskutere, hvem der så har blod på hænderne. Det vil alt for nemt udarte til en uværdig diskussion af noget helligt og ganske forfærdeligt.

Det et dybt forkert at forbigå drengens død i tavshed. Det er en krænkelse af drengens død ikke at vise, hvad man har gjort mod ham. At lade også ham drukne ikke kun i bogstavelig, men også i overført betydning blandt det uhyrlige tal af ukendte ofre.

Vi skylder ofrene det absolut eneste, vi kan give dem: at anerkende, at det er sket. Og det værste, vi kan gøre mod dem, er det modsatte: at lade deres skæbne drukne i anonymitet og forblive ukendt i historien.

Jeg betragter Kristeligt Dagblads argument om, at billeder af trafikofre så også burde smækkes på forsiden for at sænke hastigheden, og ”hvad bliver det næste” for direkte usmagelig og et udtryk for ansvarsforfladigelse.

Trafikulykker er forfærdelige. Men de indtræffer ikke som udslag af kynisk vold, og der er paralleluniverser mellem antallet af trafikofre og mængden af døde børn, der skyller op på stranden.

Mange vil være voldsomt uenig i betegnelsen ”abstakt mord”. Jeg betragter billedet af Aylan som det mest forfærdende vidnesbyrd om et abtrakt mord og som det mest forfærdende billede, jeg har set siden holocoust. Men Kristeligt Dagblad kan jo nøjes med at sende en krans som ”det sikreste”.

Anne Regitze Nieling, sognepræst, cand.theol. og bachelor i assyriologi, Søren Møllersgade 4a, st.th., Randers C