Der er det ene Tyskland. Det solide demokrati. Den økonomiske stormagt i hjertet af Europa, som under kansler Angela Merkel har været garant for stabilitet i et Vesten præget af politisk tumult. Og som til stor lettelse for demokratisk sindede politikere og medier verden over sikkert vil blive ledet af en kansler lige så solid, saglig og tør som den afgående Merkel: socialdemokraten Olaf Scholz, der som vinder af det tyske valg den 26. september nu forsøger at samle en regering.
Men der er også et andet Tyskland, som står i grel kontrast til det internationale image som stabilitetens anker. Et Tyskland så splittet, at man til tider kan blive i tvivl om, hvorvidt genforeningen for 30 år siden har fundet sted. Hvor det højrenationale Alternativ for Tyskland (AfD) i det tidligere DDR har cementeret sin magt som nyt folkeparti. Mens de gamle partier og vesttyske medier udviser så lidt interesse for udviklingen i øst, at det indimellem kunne ligne kollektiv fortrængning.
Denne splittelse kan dog være i opbrud, mener den 36-årige tysk-engelske historiker Katja Hoyer, som er født i DDR og skriver på bogen ”Beyond the Wall” (Hinsides Muren), der udkommer i 2023. Efter flere års katastrofale valg har det socialdemokratiske SPD opnået et vendepunkt ved at tilkæmpe sig store vælgerskarer i det tidligere DDR.
”Trods AfD’s popularitet har Østtyskland ikke vendt SPD ryggen. Hvis socialdemokraterne griber chancen og investerer mere i infrastruktur og genopbygning, kan det være med til at forbedre situationen,” siger Katja Hoyer.
”Jeg kender en masse mennesker i øst, der stemte på Olaf Scholz, og de siger, at det ikke bare handlede om den populære kanslerkandidat, men om SPD,” siger historikeren.
Hun henviser til, at SPD samme dag som forbundsdagsvalget fik et godt valg i Berlin og især i den nordøstlige delstat Mecklenburg-Vorpommern.
Olaf Scholz opnåede succes ved at gå til valg på klassisk socialdemkratisk velfærdspolitik. Opbygningen af det forsømte og mange steder nedslidte øst står dog ikke øverst på listen for en kommende koalition, mener Hoyer. Hun påpeger, at De Grønne, som forhandler om en koalition med SPD, er upopulære i landområderne i øst.
”Hvis du bor langt ude på landet og er afhængig af din bil og ikke har råd til at købe en elbil og heller ikke kan tage offentlig tranport, fordi den ikke findes, så stemmer du ikke på et parti, som fører politik mod biltrafik.”
SPD formåede blandt andet at vinde stemmer tilbage fra AfD, som samlet set klarede sig dårligere ved det tyske valg end for fire år siden. Men i de østtyske delstater Thüringen og Sachsen blev AfD det største parti, til trods for at partiet ifølge efterretningstjenesten delvis er højreekstremistisk.
Hvorfor er AfD blevet så stort i øst?
”I Østtyskland har mange en følelse af at blive latterliggjort og ikke taget alvorligt af de øvrige partier. Derfor søger de alternativer og går til AfD og alle mulige små partier og uafhængige kandidater, som profilerer sig som forkæmpere for lokalbefolkningen. Altid med det budskab, at ‘die da oben’, dem oppe i toppen, ikke interesserer sig for den lille mand. AfD udgør ikke en samlet front, men er snarere en fragmenteret bevægelse, som har det tilfælles, at man forkaster det etablerede politiske system, men hvor den enkelte kandidat ofte har en helt anden mening end kandidaten i nabobyen,” siger Hoyer.
Hun minder om, at den tyske valgdeltagelse altid har været meget højere end for eksempel den britiske.
”Mens utilfredse mennesker i Storbritannien snarere bliver hjemme end stemmer, går de utilfredse tyskere i stort tal til stemmeurnerne og stemmer på protestpartier som AfD,” siger hun.
Der er ikke kun tale om et øst-vest-fænomen, men også et land-by-fænomen, betoner Hoyer.
”I delstater som Sachsen og Brandenburg er der en tilstrømning til byerne, og levestandarden er her blevet bedre, men i landdistrikterne flytter folk væk, fordi arbejdsløsheden er høj, og infrastrukturen mangler. Det er en vittighed i Brandenburg, hvor jeg kommer fra, at delstaten er ved at blive et fredet naturreservat, fordi alle flytter væk.”
Hvorfor står splittelsen mellem øst og vest ikke højere på den politiske dagsorden i Tyskland?
”Det er aldrig rigtigt trængt ind i hovedet på folk, at der er et problem. Det hænger sammen med, at de øvrige partier ikke opfatter AfD som et seriøst parti og ikke vil samarbejde med det. Så behøver man ikke beskæftige sig mere med det, lader man til at tænke.”
Katja Hoyer fandt det for eksempel forbløffende, hvor useriøs den kristendemokratiske CDU-formand Armin Laschet forekom, da der ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt i foråret var ret tæt løb mellem AfD og CDU.
”Laschet kunne ikke beslutte sig for, om han skulle møde op eller ej, men lod sig til sidst slæbe med. Mange i den politiske elite har afskrevet øst-regionen og siger, at menneskerne her på grund af fortiden under et diktatur ikke er i stand til at blive demokratiske.”
Det spiller også en stor rolle, at omstillingen fra planøkonomi til markedsøkonomi efter Tysklands genforening ikke var smertefri. De ”blomstrende landskaber”, som genforeningskansler Helmut Kohl optimistisk spåede om, er mestendels ukrudt på tomme fabrikker og ejendomme.
Forkætret er institutionen Treuhand, som stod for omstillingen af DDR’s cirka 8000 nedslidte og ofte stærkt forgældede statslige virksomheder til privat eje med vesttyskere i spidsen. Det har ført til en slags negativ grundlæggelsesmyte i Østtyskland.
”Der er stadig en følelse af, at man blev udnyttet og opkøbt af Vesten. I arbejdet med min nye bog taler jeg med mange samtidsvidner, og jeg hører igen og igen denne forbitrelse over, at man efter Murens fald var fuld af håb, men at det i sidste ende førte til uretfærdighed og en følelse af magtesløshed,” siger hun og tilføjer, at Treuhand oprindeligt skulle privatisere på et meget mindre niveau og blev overvældet over at skulle privatisere en hel stat.
”Der var en masse korruption og symbolske frasalg af DDR-virksomheder til folk i Vesten for en D-mark. Mange har stadig følelsen af at være blevet snydt.”
Tysklands mentale grænse går imidlertid meget længere tilbage end de 40 år under delingen. I århundreder har der eksisteret en grænse langs floden Elben mellem det preussiske og overvejende protestantiske øst og det overvejende katolske syd og vest, siger Hoyer. Rhinlandet i vest var ikke en del af militærmagten Preussen før 1815, da det på Wienerkongressen blev besluttet, at det skulle tildeles Preussen efter den preussiske indsats i Napoleonskrigene.
Var de vesttyske områder mere orienteret mod vestlige værdier, mens områderne øst for Elben var potentielt autoritære?
”Det er for simpel en logik. Det røde Berlin ville i så fald være en kæmpestor undtagelse. Berlin var en torn i øjet på Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels. Der var mange socialdemokratiske højborge i øst. Desuden er Rhinlandet i vest katolsk og traditionelt ret konservativt, og det ændrede sig først, da regionen med kulminerne i Ruhr-området efter krigen blev tæt befolket, og arbejderbevægelsen voksede frem. Den egentlige nazistiske idé opstod ikke i Preussen, men i Østrig og sydtyske Bayern, og at sælge den som en preussisk idé er en efterrationalisering.”
Så der går ikke en mere eller mindre lige linje fra det preussisk-ledede tyske kejserrige i 1871 til det nazistiske Tyskland i 1933, sådan som nogle mener?
”Ikke efter min mening. Otto von Bismarck (kansleren, som samlede det tyske kejserrige, red.) satte sig ikke ned i 1871 og skrev en forfatning for at udløse Første eller Anden Verdenskrig. Tysklands samling var et resultat af pres fra de nationalistiske strømninger i Europa, som Bismarck måtte give efter for. Han indbyggede stærke demokratiske elementer i forfatningen såsom valgret for alle mænd over 25 år, hvilket var meget demokratisk efter datidens standarder. Han skabte det demokratiske parlament i Berlin, og hvis man besøger rigsdagsbygningen, vil man se, at det er et enormt statussymbol for demokratiet. Kejser Wilhelm II var frustreret over parlamentet. Han kaldte det for et ’abehus’ og lod, som om det ikke havde vægt,” siger Hoyer, men peger dog på, at der er forbindelser mellem 1871 og 1933.
”For eksempel var antisemitisme et meget stort problem i kejserriget, men det var det også i det katolske Frankrig og i andre lande. Urkatastrofen for Tyskland er for mig at se Første Verdenskrig, hvor samfundet og staten brutaliseredes, og hvor de ekstreme strømninger og den politiske vold vandt frem i en grad, at det lagde en grundsten til nazisternes magtovertagelse.”