Prøv avisen

Det er altid de andres skyld

Yderliggående politiske ideologier har en indre struktur til fælles centreret omkring det at være et offer

SKRÆKKENS MÆND kom under kærlig behandling af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i klummen Kirkeligt set i Kristeligt Dagblad fredag den 4. juli, og tak for det.

Der er imidlertid en pointe, som Rønn Hornbech ikke har fat i, og det er, at det centrale for Hans Magnus Enzensbergers essay om skrækkens mænd er begrebet den radikale taber. Med den radikale taber gør Enzensberger opmærksom på, at politisk ekstremisme typisk bygger på en ufravigelig forestilling om et tab, og at ekstremistens mål er at tage revanche og genvinde det tabte.

Taber betyder altså hverken, at den pågældende bevægelse er en fiasko i sig selv, eller at den vil blive det, men at ekstremisterne oplever sig selv som et offer, der uretmæssigt er blevet påtvunget et afgørende tab.

Enzensberger fremhæver islamisterne som et aktuelt eksempel på den radikale taber, men han nævner også andre eksempler for eksempel de tyske nazister, hvis ideologi byggede på dolkestødslegenden og et folkeligt kulturtab som følge af modernisme, socialisme og jødisk indflydelse.

ISLAMISTERNE BYGGER på parallelle fortællinger om vestlig kolonialisme, påtvunget modernisme og deraf følgende nedbrydning af samfundets moral. Den radikale taber betegner den organiserede mindreværdsfølelse, som i kampen for social og politisk genoprejsning skyder skylden for sit tab på omverdenen.

I dansk politik er den radikale taber repræsenteret ved Dansk Folkeparti, hvis version af dolkestødslegenden er vedtagelsen af udlændingeloven af 1983. Her svigtede politikerne ifølge Dansk Folkeparti det danske folk ved at pantsætte landets selvstændighed af hensyn til politisk korrekthed og godhedsindustrien. Politikerne åbnede dørene på vid gab for islam, som nu i følge Dansk Folkeparti truer gamle Danmark, dansk kultur og selve det danske menneske. En klar parallel til nazisternes fordømmelse af tyske politikeres betingelsesløse kapitulation under Versaillesfreden, som i følge nazisterne slavebandt og ødelagde landet.

PÅ SAMME MÅDE har islamister dæmoniseret magthavere som Anwar Sadat i Egypten, som indgik Camp David-aftalen, og shahen i Iran, Reza Pahlawi, som støttede sig til det amerikanske militær. Den radikale taber kaster skylden på en overklasse, der har forrådt det jævne folk.

I Danmark er det den kulturradikale elite, som anklages for at sidde på magten og lukke munden på det tavse flertal. Peter Rindal blev symbol på oprøret mod denne elite, og han blev senere et fremtrædende medlem i Fremskridtspartiet, som Dansk Folkeparti udgik fra. Det er ikke svært for den radikale taber at lokalisere elitens medlemmer. Sædvanligvis drejer det sig om socialister, kulturradikale, præster og andre akademikere, pædagoger, Danmarks Radio og så videre.

Alle disse grupper betragtes som såkaldt selvgode propagandister for politisk korrekthed. Den radikale taber er nemlig besat af en sammenligning, der aldrig falder ud i egen favør. Man svælger i offertænkning om, hvordan man i boligområder, på arbejdspladser og i det politiske arbejde hetzes og udsættes for uretfærdig behandling. Målestokken er aldrig dem, der har det værre, men kun en selv. Taberselvforståelsen bliver skærpet af en kulturel faktor et krav om særlig universel forrang og overhøjhed til den kultur, man selv udgår af.

HOS ISLAMISTERNE er det især den arabiske kulturs bedrifter, men også den selvproklamerede renhed blandt Koranens folk. I Dansk Folkepartis optik er det den uskyldige, ligefremme og jævne danskhed og sunde fornuft, som er på vej til at blive kvalt af ugræs, der er føget ind over hegnet. Det elementære princip om gensidighed, der ellers er så vigtigt i samfundet, er elimineret. Egne følelser og andres følelser betragtes som to helt usammenlignelige størrelser. At såre andres dyrebare symboler er en dagligdags øvelse og opfattes af Dansk Folkeparti som en nødvendighed i forsvaret for det danske.

Yderliggående politiske ideologier har altså en indre struktur til fælles centreret omkring det at være et offer og i den forstand en taber, uanset om de betragter hinanden som modsætninger, og det er det, som Enzensberger så fint anskueliggør med sit essay.

Kristian Larsen,
cand.scient.pol.,
Sennepshaven 26, st. th.,
Herlev