Så kan man jo ikke gå til skrifte mere, sagde min trosfælle til mig. Hvorfor ikke, spurgte jeg. Jo, svarede han, for nu forlanger politikerne, at præsten skal indberette til kommunen, hvad jeg skrifter ?
Det forlanger de naturligvis ikke. Det er noget vrøvl, kunne jeg betro ham – men han havde alligevel fat i noget, som ikke bare interesserer katolikker, der faktisk går til skrifte, men også mange andre, som taler fortroligt med deres præst, selv om de måske ikke kalder det at skrifte.
At en præst – uanset trossamfund – skal holde hermetisk tæt med, hvad han får fortalt under sjælesørgeriske omstændigheder, står for de fleste som noget selvfølgeligt, men faktisk begyndte udvandingen allerede med Christian V's Danske Lov fra 1683.
Præsten skulle stadig holde tæt – endda med risiko for at miste sit embede, hvis han ikke gjorde det. Men der kom et par undtagelser ind i loven, hvoraf den første – typisk for enevælden – var, at præsten uanset sin tavshedspligt skulle anmelde forræderi. Statsmagtens interesser havde invaderet kirken?
I dag kan det blandt andet handle om pligten til at indberette til kommunen, hvis et barn er udsat for vanrøgt eller bliver misbrugt, og jeg gad se den, der ikke anser denne pligt som helt og aldeles berettiget i et samfund, der ønsker at lægge fortidens svigt og synder bag sig.
Men nægtes kan det alligevel ikke, at han havde ret, min trosfælle, når han – i øvrigt helt på linje med medlemmer og præster i landets folkekirke – peger på, at der er gået hul på skriftehemmelighedens pose.
Og er et lille hul først anerkendt, så varer det i reglen ikke længe, før der kommer flere huller og større huller, og hvem ved? En dag ender landets præster måske med at være strafskyldige, hvis de ikke anmelder så det ene og så det andet til myndighederne.
Det vil sætte deres samvittighed på en hård prøve – og så står vi igen med det ældgamle etiske dilemma om lov og samvittighed. Hvad skal man følge, når to indlysende forpligtelser kommer i klammeri med hinanden?
Som udgangspunkt skal man selvfølgelig leve op til både lovens og samvittighedens krav, og i mange sammenhænge er der i praksis heller ingen modstrid mellem dem. Men det kan der altså komme, og hvad er så vigtigst?
Med risiko for at få hovedet hugget af med et skarptslebet debatsværd vil jeg svare, at det altid er rådeligst at følge sin samvittighed – men vel at mærke på en ærlig måde, der ikke benægter loven, men netop bekræfter den, fordi man helt accepterer at tage den straf, der kan blive følgen af at overtræde den.
Sådan tror jeg faktisk også, at mange præster i både folkekirken og de øvrige trossamfund ser på det spørgsmål.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm