”Den mand, du taler til, findes ikke mere,” sagde et menneske, jeg holder meget af, til mig i telefonen. Han har i årevis kæmpet med sine dystre sider, men var nu efter utroskab, skilsmisse og et terapeutisk forløb endelig kommet ud på den anden side som et nyt menneske.
Han talte med den nyomvendtes begejstring. Han talte om at starte på en frisk, have trukket en streg i sandet og være startet helt forfra. Han talte om sit gamle og nye jeg.
Det var dejligt at høre ham så glad, men det var også for meget. Jeg blev bange for, at han var faldet for den tidstypiske fristelse, det er at tro, at man kan skabe sig selv forfra ved så at sige at tænke sig om. ”Det er aldrig for sent at få en god barndom,” lyder en af de sætninger, der flyder gennem vores nysprog. Deri ligger den meget udbredte forestilling, at vi selv kan skabe vores historie ved at tænke den anderledes. At det ved en viljesbeslutning og terapeutisk arbejde er muligt at lægge fortiden bag sig og blive ny indefra.
Det lyder løfterigt, og de fleste af os kender drømmen. Måske bare i en light-version som urealistiske nytårsforsætter eller fantasier på de dage, hvor vi ikke bryder os om dem, vi er: Tænk, at blive en ny og bedre version af sig selv (som man siger)! Tænk, hvis de store fortrydelser kun tilhørte ens gamle jeg! Hvis vreden forsvandt sammen med naget, selvoptagetheden, angsten! Hvis man kunne berolige sig selv og dem, man gennem tiden havde såret eller svigtet, med, at nu sker det aldrig igen.
Men selvom forestillingen er trængt helt ind i vores sprog, forsvinder fortiden ikke. Uanset hvor meget vi arbejder med os selv, kan vi ikke skrive det forgangne hverken om eller ud af kroppen.
Og hvis vi forfalder til at tro for meget på, at vi selv kan rense os og trække en evig streg ned gennem os, så kommer dæmonen desværre alt for nemt ind i vores prydede hus igen. Og hun har sine venner med – alle de fortrængte sider af os selv, der har fået lov at vokse i mørket – og det sidste er værre end det første.
Derfor bliver jeg smånervøs i selskab med mennesker, der forsikrer, at de har lagt deres gamle jeg bag sig. Ligesom jeg bliver urolig, når jeg selv i glimt tror, at mine sjælelige mørkekamre ikke længere findes.
De fleste af os har sikkert oplevet (eller selv været) den eksryger, der nu har riven godt ude efter andre rygere. Eller den eksbedrager, der hidser sig uforholdsmæssigt meget op over en andens lejlighedsvise sorte arbejde.
For slet ikke at tale om den, der har set lyset så intenst, at alle omkring ham forekommer lettere formørkede. Der kan være en næsten skæbnesvanger stemning ved det spisebord, hvor et hyperfrelst menneske stille og roligt sidder og dømmer andre til den lille fortabelse.
På samme måde er der også i den store målestok noget kuldegysende over en tid, hvor vi som kollektiv er blevet så opsatte på at slette fortiden. Enten ved at omskrive den (som ”bare” noget, de andre gjorde engang), eller ved at smadre ubehagelige fortidslevn. Simpelthen udrydde ”det gamle” og nu stråle oplyste i ”det nye”.
Bag massevolden på historien ligger nemlig den samme fatale indbildning, som gjorde min ven så beruset: at vi overhovedet ikke længere er dem, vi var engang. Eller at vi endda tilsammen (lige på nær nogen) er blevet en ny og bedre version af menneskeheden.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan forandre os. Vi kan blive klogere, vi kan lære af vores fejl, og vi kan vokse med nye indsigter. Med andres og livets hjælp kan vi mildnes, og vi kan forliges. Men den dybe forandring sker ikke ved, at vi lægger fortidens synder og de fejlbarlige sider bag os.
Når jeg selv bliver forført af løftet om, at ”det aldrig er for sent at starte forfra”, hjælper det at gå ind i en kirke. Der ved jeg øjeblikkeligt, at det altid er for sent at starte forfra. Og at lige præcis dét er udgangspunktet for forandring. Så kan man lægge hele sin historie ind i den altfavnende velkomst, der ændrer alt. Og når man træder ud i hverdagen igen, er det netop ikke som et nyt menneske; det er som et frit menneske. Og det sidste er noget helt andet end det første.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.