Prøv avisen
Debat

Det er præstationspresset, der får os til at gå ned med stress

Foto: Nima Stock/ritzau

Det er både os selv, der skal blive bedre til at sige fra, og samfundet, der må indse, at vi har spændt buen så meget, vi kan, skriver informationschef Kim Engelbrechtsen

430.000 DANSKERE oplever hver dag symptomer på stress, og WHO forudser, at i år 2020 er stress og depression den hyppigste sygdomsfaktor i den vestlige verden. Hvordan er det gået så galt?

Jeg tror, det er både os selv, der skal blive bedre til at sige fra, og samfundet, der må indse, at vi har spændt buen så meget, vi kan. De evige krav om øget produktivitet og omstillingsparathed gør os syge. Ja, vi dør faktisk på stribe.

Hver sjette dødsfald er stressrelateret, advarer Eva Hertz, psykolog, ph.d. og direktør i Center for Mental Robusthed. ”Vi må stoppe op og ændre den måde, vi har fået indrettet samfundet og arbejdsmarkedet på. Man skal ikke dø af sit arbejde (...). Det er absurd, at vi skal plages af tilbagevendende politiske formaninger om behovet for at øge vores produktivitet og arbejdsindsats for at kunne gøre os gældende i den globale konkurrence. Buen er i forvejen er spændt til det yderste,” siger hun i Ugebrevet A4.

Jeg synes, Eva Hertz rammer noget helt centralt. Det er godt, at nogen tør åbne munden og påpege, at stressen skyldes den vanvittige måde, vi har indrettet os på.

I MINE 30 ÅR på jobmarkedet som journalist og informationschef var jeg selv offer for stress på grund af dårlig ledelse og en alt for høj personlig arbejdsmoral. Jeg var min egen værste slavepisker. Det kunne aldrig blive godt nok, følte jeg. Jeg har været igennem håbløst mange omstruktureringer, der ofte havde til formål at profilere direktører som værende vældig dynamiske. Alt skulle kastes op i luften, og mens boldene væltede ned om os, der egentlig syntes, den indarbejdede struktur fungerede fint, fortsatte de dynamiske direktører til nye jobs, hvor alt skulle omstruktureres.

Jeg mærkede alvorlig stress for første gang, da min kone og jeg i 1990 var på ferie på skønne Læsø med vores skønne nyfødte. Jeg skulle starte på et nyt, krævende job efter ferien, og så fik vi uventede gæster. Det var bare for meget. Det var, som om der stod en og pressede på mit hoved, og jeg var så svimmel, at jeg måtte ligge ned. Hos den lokale læge fik jeg Stesolid – og pist væk var symptomerne. Siden da har jeg været hooked.

I DAG FORTRYDER JEG, at min kone og jeg ikke fik en grundig samtale om den tilværelse, vi havde – med to fuldtidsjobs (plus det løse). Hvorfor spurgte vi ikke os selv, om noget skulle laves om? Om vi skulle vælge at stå af ræset ved at minimere vores materielle behov.

I stedet fortsatte vi vores hektiske tilværelse, indtil jeg i 2003 fik et så alvorligt stressanfald i forbindelse med tre dødsfald i den nærmeste familie, at jeg blev indlagt og fik diagnosen bipolar. En diagnose, jeg hellere kalder stress- allergi. Min stresstærskel er tynd som et A4-ark, og jeg må så vidt muligt undgå ting, der stresser.

Jeg kom på førtidspension – det var dengang, kommunerne stadig lyttede til lægerne. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg burde have søgt et deltidsjob og været bedre til at sige fra. Selvom jeg ved Gud godt forstår, at folk i arbejde ikke tør sige fra. De er bange for at miste jobbet og havne i ressourceforløb, med hvad dertil hører af mistillid og kynisk behandling.

Flere af mine hårdtarbejdende venner er blevet ramt af stress, men de fleste siger: ”Fra nu af vil jeg tage den lidt mere med ro.” Sludder, siger jeg så. Sådan spiller klaveret jo ikke. Vi lever i et samfund, der stiller vanvittige krav om øget produktivitet. Du kommer ikke til at tage den lidt med ro. Hvis du prøver, bliver du fyret. Du er udskiftelig som en skakbrik. Gør noget ved problemet nu. Måske dør du, næste gang du rammes af stress!

I mit nuværende job har jeg læst utallige beretninger fra psykisk syge, der råt for usødet fortæller, hvordan de lever med deres lidelse. Og rigtig mange nævner netop stress som udløsende faktor.

Derfor er det skønt, at Eva Hertz peger på, at samfundet bærer sin del af ansvaret. Vi er ikke alene. Vi er ikke bare nogle sarte typer, der ikke kan klare mosten. Det er de vanvittige vækstkrav og kravene om større og større præstationer på jobbet, der gør os syge.

Jeg håber, at politikerne, der i høj grad er med til at forme samfundets udvikling, lytter og tager problemet under seriøs behandling og vil have menneskelig trivsel i fokus.

De kunne for eksempel stile mod en generel nedsættelse af arbejdstiden over en årrække. Vi kan lige så godt erkende, at der ikke er arbejde til alle – og da slet ikke i fremtiden. Dermed kunne vi samtidig holde op med at investere massive beløb i kommunernes jobcentre til at kontrollere og mistænkeliggøre syge og uarbejdsdygtige.

Det er helt ude i hampen, at sagsbehandlere bruges til at tjekke folks Facebook-sider for at finde tegn på, at de snyder systemet.

Jeg kender ingen, der ville bytte deres job ud med et tilværelse som arbejdsløs på kontanthjælp eller førtidspension. Meningsfyldt arbejde er nu engang det, der skaber mennesker, som tidligere og nu afdøde overlæge på Risskov Johannes Nielsen sagde.

MED TIDEN KUNNE VI indføre det efter min mening eneste naturlige og fornuftige – nemlig borgerløn. Vi har alle værdi, uanset om vi er raske eller syge, i arbejde eller ikke.

Samfundet bliver ikke ændret foreløbig. Så naiv er jeg heller ikke. Danmark er en del af et globalt vanvid, og man kunne håbe på, at en ny verdensorden indtræffer.

Indtil det sker, er det om at passe på sig selv, turde sige fra – koste hvad det vil – meditere, få søvn og motion nok, tale med andre om stressproblemerne og så videre.

Jeg hørte engang en japaner sige: ”I Østen har vi tunge fødder og lette hoveder – i Vesten har I lette fødder og tunge hoveder, det er derfor, I vælter så let!”.

Kim Engelbrechtsen er stressallergiker og informationschef hos outsideren.dk.