Det er det højere formål, der får os ud af sengen om morgenen

Man udvikler sig ved at vide, hvad man står for. Det gælder ikke blot for skolen, men for alle organisationer og i de fleste af livets formål, skriver professor Lene Tanggaard

Næste gang, du får lejlighed til det, så prøv at spørge til formålet. Hvorfor er det nu lige, at vi gør det her? Måske kan det være kimen til ægte innovation. I stedet for at vi fejler hurtigere og hurtigere i trædemøllen, skriver Lene Tanggaard.
Næste gang, du får lejlighed til det, så prøv at spørge til formålet. Hvorfor er det nu lige, at vi gør det her? Måske kan det være kimen til ægte innovation. I stedet for at vi fejler hurtigere og hurtigere i trædemøllen, skriver Lene Tanggaard. Foto: KLAUS HOLSTING/ritzau.

”JEG HAR VÆRET i skolen i 42 år. Jeg har set det meste komme og gå.” Sådan sagde hun. Den kvindelige lærer fra Sønderjylland med de insisterende øjne.

”Der er ikke meget nyt under solen,” fortsatte hun, mens hun fortsat kiggede mig dybt i øjnene.

”Det må være skønt at have så meget erfaring,” responderede jeg i et ivrigt forsøg på at finde en konstruktiv udgang af vores samtale. ”Det er en kæmpe styrke for dig. Hvordan kan det mon komme din skole til gavn?”, fortsatte jeg. Hun smilede. Der var alligevel lidt at komme efter.

Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Den lå bogstaveligt talt til højrebenet, den bemærkning. Hvordan kan man efter 42 år i skolen blive ved med at begejstres? Selvom der ikke er meget nyt under solen. Begejstringen synes jeg ærlig talt, at skolen fortjener. Skolen fortjener, at de voksne stadig kan begejstres. Hvordan skulle børnene ellers blive det? Det er begejstringen, der får drømmene til at flyve. Også for vores børn. Når de møder lærere, der vil og kan noget. Selv efter mange år. Også efter mange år. Så får børnene selv lyst til at drømme. Måske om at gøre verden til et bedre sted. Deres egen lille verden eller den helt store.

MÅSKE ER DET MENINGSFULDT at være den, der tør sige, at det hele er sagt før? Især når der er ”Kejserens nye klæder” på scenen. Måske har de faktisk ikke noget tøj på, dem på scenen, og så er det rart, at nogen tør sige det højt. Det er okay. Men ellers er det måske tid til det lange perspektiv, når hverdagens trædemølle går i gang. Når man kommer til at føle, at det hele er sagt før. Når det ikke synes meningsfuldt at hoppe med på den nyeste pædagogiske trend, som kvinden antydede det for mig. Så må man finde ud af, hvad der så giver mening.

Jeg vil vove at påstå, at det er det højere formål, der får os ud af sengen også på travle hverdagsmorgener. Jeg læste på et tidspunkt en ret god artikel med titlen ”School innovation”, der netop antydede dette. I artiklen konkluderer de tre britiske forfattere og forskere, at udvikling i skolen er betinget af, at skolens ansatte er forenet omkring fælles antagelser og værdier. At skabe fælles billeder af skolens højere formål og værdier er altså det, der er forudsætningen for udvikling.

Sammenhæng, samarbejde og fælles forpligtelse er nøgleord. Da jeg oprindeligt læste artiklen, var jeg ved at tabe både næse og mund. Blandt andet for jeg fagligt har siddet fast i en forestilling om, at innovation var noget med at følge fire faser i en model, lave prototyper, og hvad det ellers hedder i fagterminologien. Men her stod der slet og ret, at man udvikler sig ved at vide, hvad man står for.

Det gælder ikke blot for skolen, men for alle organisationer og i de fleste af livets formål. Det er ikke bemestringen af små fedtede teknikker, der får hjulene til at dreje rundt. Det er, når vi forstår, hvorfor vi er på vej. Hvad det hele går ud på. I stort og småt. Til hverdag. Mest i småt, men det er også stort nok. Når vi ved hvorfor, behøver vi ikke altid at spørge om lov. Vi skal huske formål. Også når det hele er set før. Når vi rammes af tvivl. Gør det overhovedet nogen forskel?

Ja, når vi sammen bevæger os af sted, så får drømmene liv. Det hele bliver så fladt, når vi ikke løfter blikket. Så næste gang, du får lejlighed til det, så prøv at spørge til formålet. Hvorfor er det nu lige, at vi gør det her? Måske kan det være kimen til ægte innovation. I stedet for at vi fejler hurtigere og hurtigere i trædemøllen.

Måske er der en drøm, der skal befries

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.