Det er en dansk værdikamp at beskytte kristne forfulgte

Bredt flertal i Folketinget har taget et afgørende skridt, som styrker indsatsen for den næsten glemte menneskerettighed om tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed. Det er mere end tomme ord og symbolsk handling. Det vil også komme forfulgte kristne til gode

Kristne er den største religiøse gruppering i verden. Når vi arbejder for at fremme retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, er det således også et arbejde for forfulgte kristne, skriver Flemming Møller Mortensen og Peter Blum Samuelsen Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Danmark har fået en ny udviklingspolitisk strategi. Et bredt politisk flertal står bag den nye strategi, som én gang for alle – og som noget nyt i forhold til sidste strategi – understreger, at fundamentet for udvikling er demokratiske værdier og menneskerettigheder.

Vi fremhæver eksplicit retten til tanke-, samvittighedsreligionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed. For første gang tildeles retten til tros- og religionsfrihed – altså retten til selv at vælge tro og religion både til og fra – et tydeligt fokus i en udviklingsstrategi, ligesom det understreges, at den er en integreret del af Danmarks arbejde for demokrati og det civile råderum. Og så anerkendes de trosbaserede aktører for deres særlige bidrag i kampen mod fattigdom og for menneskerettigheder.

Det er de otte partier bag strategien enige om skal udgøre fundamentet for Danmarks udviklingspolitiske engagement. Mange danske civilsamfundsorganisationer har også taget flot imod den nye strategi.

Med strategien er der skabt politisk ro om, at dansk udviklingssamarbejde skal være i den absolutte superliga med mål om at bruge mindst 0,7 procent af BNI. Samtidig er der sat skarpt fokus på tidens store kriser. Vi skal styrke indsatsen for klima, natur og miljø. Vi skal særligt øge indsatsen inden for klimatilpasning for mennesker i de fattigste og mest skrøbelige lande. Og vi skal forebygge fordrivelse og håndtere presset fra irregulær migration. Og gøre en særlig indsats for at skabe håb og fremtidsmuligheder særligt i verdens fattigste, mest skrøbelige lande. Dér, hvor det ofte virkelig er svært, og hvor behovene er størst.

Strategien bygger på et princip om, at ”ingen må lades i stikken”, som vi også kender det fra FN’s verdensmål. Vi har et stærkt fokus på dem, der marginaliseres eller diskrimineres, hvad enten det er på grund af køn, seksuel orientering, etnicitet, tro eller overbevisning.

Kristne er den største religiøse gruppering i verden. Når vi arbejder for at fremme retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, er det således også et arbejde for forfulgte kristne. Hverken regeringen eller CKU er bange for at tale de kristnes sag. I Danmark er det ikke længere tabu at tale om forfølgelse af kristne. Men vi skal hjælpe alle trosbaserede minoriteter, også for at hjælpe de kristne. Mange steder kan man også kun hjælpe de kristne mindretal, hvis man hjælper alle mindretal.

I det arbejde er partnerskaber med dem, hvis rettigheder det drejer sig om, helt centralt. I Indonesien er CKU med støtte fra Udenrigsministeriet lige begyndt et projekt i partnerskab med den nationale paraplyorganisation for landets kirker (Communion of Churches Indonesia) CCI. For CCI er det magtpåliggende at samarbejde med alle de forskellige lokale religiøse aktører. Det kan sikre bred accept i befolkningen af menneskers frie ret til tanke, samvittighed og religion. Tolerance mellem religioner er ikke nok.

Også religiøse aktører kan have brug for at lære om det, som denne menneskeret indebærer. Kendskab til og forståelse af rettigheden er en forudsætning for respekt for andre menneskers valg og måde at leve på.

I nogle lande ønsker kristne ikke at blive omtalt som en forfulgt minoritet. De ønsker ikke at blive mistænkeliggjorte som vestens 5. kolonne eller opnå særlige rettigheder. De ønsker at blive respekteret som ligeværdige borgere; som indere, nigerianere, burmesere, pakistanere eller kinesere. Fremme af respekt for tanke- og trosfrihed som en rettighed for alle borgere i et land kan være med til at dæmme op for religiøs nationalisme. Som en repræsentant fra en partnerorganisation, tidligere ærkebiskop Josiah Atkins Idowu-Fearon, sagde ved en konference arrangeret af Danmission og Mission Afrika: ”Betegnelsen ’kristne minoriteter’ får os til at føle os mindreværdige. Vi er alle nigerianere, og som nigerianere har vi, og skal vi have, de samme rettigheder.”

Religions- og trosfrihed kan også være vigtig i kampen for at dæmme op for islamisk ekstremisme. Det gælder for eksempel hos en anden Mission Afrika-partner i Cameroun, hvor samarbejdet om respekten for hinandens ret til at tro, hvad man vil, mellem lokalt forankrede kirker og moskéer på grænsen til Nigeria har været afgørende. Ekstremisme er et stigende problem i Afrika, der går ud over både kristne, muslimer, ateister og oprindelige trossamfund. Frankrig og Tyskland har haft succes med lignende indsatser i Senegal. Det er erfaringer, som kan bruges til at opbygge en lokal modstandsdygtighed, så islamisk ekstremisme i Afrika også imødegås af lokale trosbaserede aktører. Den bedste måde at fremme respekt for fri tanke og tro på er ved, når relevant, at integrere indsatsen med indsatser for de mange andre konkrete problemer, som vi arbejder for med inden for rammerne af FN’s verdensmål.

Retten til tros- og religionsfrihed er ikke værdineutral. Det er der ingen menneskerettigheder, der er. Rettighederne er en central del af det globale værdifællesskab, Danmark ønsker at fremme. For piger, der tvangskonverteres, mennesker, hvis huse brændes ned, og folk, der drives på flugt, på grund af deres tro eller overbevisning, eller fordi de har skiftet tro eller kritiseret en religion, er tanke og religionsfriheden ikke værdineutral. Retten til religions- og trosfrihed beskytter nemlig først og fremmest mennesker og deres ret til at tro og tænke anderledes, end præsten og imamen prædiker. Det er hverken guder eller idéer, men mennesker, der beskyttes.

Regeringen, sammen med CKU og andre partnere, er allerede i gang med at se på, hvordan vi fremover bedst får fremmet denne rettighed som en del af relevante bilaterale, regionale og multilaterale bistandsindsatser i samarbejde med regeringer, internationale organisationer og civilsamfundet. Der er mange instrumenter at spille på. Det siger sig selv, at vi vil fremme retten til fri tanke, samvittighed og religion, der hvor der er problemer.

Det kræver altid meget nøje overvejelse at stoppe bistanden til et land, fordi regeringen opfører sig meget uretfærdigt. Og vi skal undgå, at det er de svageste og marginaliserede, der rammes.

Handelssanktioner kan kun komme på tale, hvis vi enes om det i EU. Det er ikke nemt, men truslen om sanktioner har været anvendt over for et land, som ikke ville hjælpe en kristen, der var anklaget for blasfemi med mulig dødsstraf til følge. EU kan også indgå i kritisk dialog med landet og vedtage stille målrettede sanktioner mod de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser. For eksempel ved at forbyde indrejse i EU for dem og deres familier og indfryse deres værdier i EU.

Samlet set har det brede flertal i Folketinget bag aftalen om den udviklingspolitiske strategi taget endnu et afgørende skridt, som styrker indsatsen for denne tidligere næsten glemte menneskerettighed om tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed. Det er mere end tomme ord og symbolsk handling. Det vil også komme forfulgte kristne til gode.

Regeringen er kommet i mål med en udviklingspolitisk strategi med bred opbakning både politisk og fra civilsamfundets side. En strategi, der indeholder gode og vigtige balancer. Hvor klimakrisen imødegås, der hvor den rammer hårdest. Indsatser, der hvor fattigdom, manglende rettigheder og medbestemmelse fører til skrøbelighed, konflikt, fordrivelse og irregulær migration. En strategi, der i sagens natur endnu ikke er omsat i handling, men vi er klar til at handle. Målet har været at lave en fokuseret udviklingspolitisk strategi, hvor Danmark gør en reel forskel de steder, vi engagerer os i verden. Det synes vi, er lykkedes med denne aftale.