”Det er en stor fejl, hvis venstrefløjen ikke udtrykker glæde ved Danmark”

Venstrefløjen har været for forsigtig i den værdidebat, som kan blive afgørende i valgkampen, erkender Enhedslistens demokratiordfører Pelle Dragsted. Det er en stor fejl, hvis venstrefløjen ikke tør udtrykke sin glæde ved Danmark, mener han

”Det er en stor fejl, hvis venstrefløjen ikke udtrykker glæde ved Danmark”

Hvorfor har venstrefløjen haft så svært ved at markere sig i de centrale værdidebatter om integration og islam?

I mange år har partier som Dansk Folkeparti og Venstre kørt nogle kampagner, der har fået mange på venstrefløjen til at holde sig tilbage i debatten om integrationsudfordringer for ikke at puste til hadet. Men det mener jeg, er ved at ændre sig. Men for mig at se handler integration om mange ting. Det handler om arbejdsmarkedspolitik, uddannelse og boligpolitik, men det handler også om religion og kultur. Hvis man kommer hertil fra kulturer, som har et meget anderledes syn på kvinder og homoseksuelle, kan der opstå udfordringer, og det er sværere at blive en del af det danske samfund, end hvis man kommer fra et land, der minder mere om vores. Det mener jeg, er en ukontroversiel konstatering. Betyder det, at vi ikke skal tage imod mennesker, der flygter fra Assads tøndebomber i Syrien? Ikke i vores øjne. Vi må skelne mellem muslimer, islam og så islamisme som en politisk ideologi. Hvis folk har antidemokratiske synspunkter, skal vi være komplet farveblinde. Om de er kristne eller muslimer, er ligegyldigt.

Mange venstreorienterede beboere på Nørrebro vil formentlig hellere demonstrere imod Rasmus Paludan end imod Hizb ut-Tahrir. Når en minoritet blandt minoriteten har ekstreme holdninger, virker det ikke, som om der er samme behov for at markere sin modstand, som når tilfældet er en bevægelse fra majoriteten?

Jeg kan ikke tale på vegne af folk, der bor på Nørrebro. Men i Enhedslisten kæmper vi både mod Rasmus Paludans racistiske og totalitære holdninger og imod Hizb ut-Tahrir. For os er de to alen af samme stykke, og vi ser det som vores opgave at bekæmpe den slags tankegods, uanset hvor det kommer fra.

Hvordan ser du på en antagelse om, at nogle af de autonome, der deltog i gadekampe i forbindelse med Rasmus Paludans demonstration på Nørrebro, muligvis enten stemmer Enhedslisten eller i hvert fald har en vis sympati for partiet?

Den præmis køber jeg overhovedet ikke. Hvis man vil påstå, at de ballademagere stemmer på os, må man dokumentere det. Jeg så en antifascistisk demonstration i forbindelse med 1. maj, hvor de havde et stort banner, hvor der stod ”lad være med at stemme”. Mange af dem opfatter det parlamentariske sys-tem som råddent. Ved seneste valg havde de en kampagne, hvor de satte klovnenæser på alle valgplakater – herunder vores.

Og hvis der var islamister blandt ballademagerne på Nørrebro, som nogle har sagt, så stemmer de i hvert fald ikke på Enhedslisten. De mener, det er haram at stemme. Ingen af dem, der lavede ballade den dag, føler vi et slægtskab med. Jeg synes, at det var hjernedødt, at de faldt fuldstændig i Paludans gryde.

Har venstrefløjen og jer i Enhedslis-ten et positivt begreb om nation og fædreland?

Ja. Vi har selvfølgelig en fælles national identitet i Danmark. Der er en masse ting, der binder os sammen som danskere. Vores historie, sangskat og traditioner. Benny Andersens digte, når vi tænder bål og synger sammen til sankthans, eller når der er landskamp. Det at føle sig hjemme i sit land er vigtigt for enhver borger. For mig kan det være følelsen af at gå ned ad Nørrebrogade i København, efter at jeg har været ude at rejse. Men vores nationalitetsbegreb er ikke etnisk afgrænset. Vi mener, at folk der lever i Danmark og føler sig danske, er danske. Vi siger ikke, at vores kultur er bedre end andres, men den er vores, og det vil jeg gerne kalde fædrelandskærlighed.

Men et begreb som fædrelandskærlighed er der vel en del af jeres vælgere, som ikke har lyst til at tale for meget om?

På venstrefløjen har der været en forsigtighed ved at tale om national identitet i en årrække. Det er i vores øjne, fordi der på et tidspunkt voksede en negativt formuleret nationalisme frem, hvor der ses ned på andre kulturer. Jeg synes, det er en stor fejl, hvis venstrefløjen ikke tør udtrykke sin glæde ved Danmark. Det skal vi ikke overlade til højrefløjen. Det samme gælder vores flag. Diskussionen om Dannebrog er ofte udtryk for en kritik af Dansk Folkepartis forsøg på at tage monopol på danskhed på en måde, som udgrænser en del af befolkningen. Men vi skal ikke forbinde Dannebrog med noget højreorienteret. Det er vores alle sammens flag.

Også hvad angår kulturpolitik, er det især et parti som Dansk Folkeparti, der er meget synligt. Hvor er venstrefløjen her?

Kulturpolitik er en kampplads. Hvis vi havde glemt dét, må Dansk Folkepartis vendetta mod Danmarks Radio og Radio24syv være et ”wake up-call” til venstrefløjen. Når man skærer ned på public service, baner man vejen for de store kommercielle medier. Public service er fuldstændig afgørende i en tid med ”fake news” og et fragmenteret mediebillede. Vi er et lille sprogområde, og vi går absolut også ind for en grad af dansksproget indhold, som vi kan sikre gennem en public service-aftale. Det kan vi ikke tvinge de kommercielle medier til.

Jeg synes, det er en stor fejl, hvis venstrefløjen ikke tør udtrykke sin glæde ved Danmark. Det skal vi ikke overlade til højrefløjen.