Du skriver i din bog, at folkeskolens matematikundervisning er kuldsejlet. Hvor galt står det da til med danske elevers matematikfærdigheder?
For at kunne svare på det, skal man først spørge, hvad det er, vi vil med faget. Hvis vi ser faget som en lille appetitvækker, hvor eleverne bliver præsenteret for nogle af fagets redskaber, og vi så håber, at gymnasiet kan tage fat med de særligt interesserede, så går det vel nogenlunde. Men hvis vi har bare lidt større dannelsesmæssige ambitioner på fagets vegne, så står det meget dårligt til.
Hvad er det, der mangler, hvis undervisningen fokuserer på de grundlæggende regnestykker?
Der mangler hele forståelsen af, at matematik er et åndsfag. K.E. Løgstrup sagde, at vores samfund går til grunde, hvis vi ikke formår at bygge bro over splittelsen mellem på den ene side den religiøse og kulturelle verden, på den anden side den naturvidenskabelige. Matematik er begge steder.
Matematik handler ikke kun om at finde svar og korrekte facit, men også om at stille de rigtige spørgsmål. Det undlader skolen at lære børnene.
Kan du give et eksempel på det?
Regnebogen ”Kolorit” til første time i børnehaveklassen. Eleverne skal tælle børn i klassen. De skal også tælle drenge og piger, borde og stole. Men det diskuteres ikke, hvad det er, vi tæller. Hvordan kan vi vide, hvad på tegningen der er drenge, piger, borde og stole?
Sådan en mere abstrakt diskussion går man vel videre til, når man har talt?
Nej, der er efter min opfattelse en tilbøjelighed til, at man aldrig når frem til de mere abstrakte diskussioner. Matematik er et kæmpe monster med mange dele, men to af de helt fundamentale bliver forsømt.
Det er mængdelæren, som handler om, hvad vi regner med, og logikken, som handler om, hvordan vi regner. Det har man med vold og magt pillet ud, så eleverne regner og regner uden at forstå hvorfor.
Men op gennem folkeskolen bliver matematikken vel mere avanceret, og matematikbøgerne binder den sammen med elevernes hverdag for at gøre den mere forståelig?
Ja, men der er flere misforståelser. Dels undervurderer man, at børn faktisk godt kan diskutere abstrakt. Børn kan godt regne geometri ud fra en figur. De behøver ikke få at vide, at det er et akvarium, de udregner rumfanget af. Og især er det et problem, at deres opgaver helt frem til afgangsprøven er fyldt med metodiske fejl og sproglige uklarheder. Desuden er faget begrænset af, at eleverne får lidt løsrevet geometri, aritmetik og sandsynlighedsregning og ikke mere.
Din bogs titel lægger op til, at der var et bestemt tidspunkt, hvor det gik galt for matematikfaget. Hvornår var det i givet fald?
Jeg siger ikke, at der var en guldalder engang, hvor det hele var perfekt. Spørgsmålet er, om folkeskolen nogensinde har undervist i matematik. Frem til 1950’erne hed faget regning. Da jeg gik i skole først i 1970’erne, indførte man en del mængdelære, men allerede midt i samme årti gik man modsat, fordi man frygtede, faget var ved at blive for abstrakt.
Og med folkeskolereformen i 2013 gik man helt i den modsatte grøft. Alt skulle tage afsæt i hverdagslivet, og man indførte det besynderlige begreb, at eleverne skulle lære matematik uden for matematikken.
Er det ikke vilkårene, når man i skolen skal have alle med, at man må holde sig til det basale og så samle op på det mere abstrakte i gymnasiet?
Det, som vi kan se, er, at hele fødekæden til matematikfaget er smadret. I gymnasierne og på universiteterne klager man over, at elever og studerende ikke har de nødvendige matematiske forudsætninger med sig. Vi taber alt for mange. Over en fjerdedel dumper i faget i skolen. Jeg tror, fejlen er, at vi ikke taler abstrakt med børnene i børnehaveklassen.
Hvad kan vi gøre for at ændre på det?
Vi kan lade os inspirere af, hvad man gør i andre lande. For eksempel er jeg optaget af den amerikanske matematiklærer Dan Meyer, som aldrig beder sine elever regne noget ud, men altid vender det om og spørger: ”Når vi har denne regnemetode, hvad har vi så brug for at vide, som vi kan bruge den til?”. Vi kan også lære af den svenske og norske skole. I Norge står der i formålet for faget, at matematik er en del af verdensarven. Det er meget bedre end den danske ”hvad kan det bruges til”-snusfornuft.