Prøv avisen
Refleksion

”Det er et vilkår!” Svarer din ledelse sådan?

Illustration: Søren Mosdal

Svar som ”sådan er det jo alle steder” og ”det er noget, vi er blevet pålagt” neutraliserer alle former for fagligt begrundet kritik og efterlader dem, der har fået svarene, som stumme og resignerede, skriver Rasmus Wilig

Jeg har i årevis samlet svar på kritik. Svarene giver nemlig et fingerpeg om, hvilken tid vi lever i.

For hvad sker der egentlig, når lægen eller sygeplejersken siger, at nu kan han eller hun ikke længere stå inde for patientsikkerheden, eller når læreren og pædagogen beklager sig over, at konsekvenserne af besparelserne og de mange reformer er, at de ikke længere kan forberede sig eller drage omsorg for børnene? Hvordan svares der på den kritik, når de går til deres ledelse?

Svarer ledelsen sådan her: ”Ja, men det er jo et vilkår,” ”sådan er det jo alle steder,” ”det er noget, vi er blevet pålagt,” ”det er bestemt andetsteds. Det har vi ikke nogen indflydelse på,” ”sådan bliver det. Der er intet at gøre,” ”det er en virkelighed, vi ikke har indflydelse på,” ”vi skal ikke bruge krudt på noget, vi alligevel ikke kan ændre,” ”forandringerne er kommet for at blive, så I kan lige så godt vænne jer til det,” ”det er jo et generelt problem, så det skal løftes et andet sted,” ”det er et grundvilkår. Det må vi affinde os med,” ”nu skal vi ikke gøre et større nummer ud af det,” og ikke mindst: ”Her taler vi tingene op. Ikke ned. Husk den positive historie,” og ”negativitet avler negativitet”?

Svarene er ikke tilfældige. De neutraliserer alle former for fagligt begrundet kritik og efterlader dem, der har fået svarene, som stumme og resignerede. Svarene hænger sammen med den tavshedskultur, der har etableret sig i det offentlige, og som betyder, at ytringsfriheden er kommet under pres. Vi opdager altid først, at der er noget galt, når vores rettigheder kommer under pres. Ikke før.

Den grundlovssikrede ytringsfrihed, paragraf 77, siger følgende (bemærk især anden del af paragraffen): ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene (…)”. Nu kommer anden del: “Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.

Presset på ytringsfriheden kommer i dag fra en uventet kant, nemlig fra svarene på kritik. De fremstår som ”andre forebyggende forholdsregler”. De er adfærdsændrende, for de offentligt ansatte er holdt op med at ytre sig om de problemer, de ser. De etablerer sig som en særlig ny erfaringsdannelse, der er med til at producere selvcensur i et omfang, vi ikke har set tidligere. Ikke kun censur af det frie ord, men censur af selvet. Selvcensur. Derfor lider flere i dag. Selvet lider. I stilhed. Enkeltvis. Censureret. Stresset, for der kan ikke tales om det, som forårsager den forøgede stress. Stress med stress på.

De implicitte trusler på vore dages arbejdspladser betyder eksplicit, at ingen tør ytre sig kritisk i offentligheden. Sanktionerne er for voldsomme. Den læge, embedsmand eller politibetjent, som er gået til sin ledelse med alvorlige problemer og har fået at vide, ”at det er et vilkår”, og at det i stedet gælder om ”at være proaktiv og fremadrettet”, har de seneste år været igennem en særlig erfaringsdannelse, hvor vedkommende desværre ved, at det ikke nytter noget at ytre sig mere.

Men der er ikke længere tale om individualiseret selvcensur, om nogle få, isolerede eksempler fra et presset arbejdsmarked eller en offentlig sektor under nedsmeltning. Nej, der er tale om et kollektivt fænomen. Det ved vi nu fra de utallige undersøgelser, der er blevet foretaget på området de seneste år, og det er kun gået fra slemt til værre. Men der er trods alt sket noget. Og det er ikke uvæsentligt.

For nu ved de, der har svaret og svarer sådan, at vi ved det, og at vi ved, at de også ved det.

Og hvem ved? Måske begynder medarbejderne også at svare sådan: ”Jeg har tænkt meget over det, du siger, men jeg kan ikke lige se relevansen,” ”du kan lige så godt vænne dig til at leve i forandring,” ”dinosaurerne uddøde jo også, fordi de ikke kunne tilpasse sig,” ”prøv lige at vende problemstillingen igen,” ”det er et spørgsmål om prioriteringer,” eller ”næste år bliver det anderledes”.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.