Bo Kristian Holm hævder i en kronik i Kristeligt Dagblad den 27. juni, at folkekirkens højrefløj vægter moralen over nåden. Med denne uorden er vi ved at melde os ud af kirke og samfund, mener Holm.
Men skal Paulus så ikke også ryge ud? Hvordan kan han i Romerbrevet tale om retfærdiggørelse af tro i kapitel 3-8, når han tillader sig at tale om homoseksuelt samliv, som han gør i kapitel 1? Det er ikke under Guds velsignelse, men under Guds vrede. Vil nogen hævde, at de vægter nåden højere end Paulus i Romerbrevet?
LÆS OGSÅ: Et skisma i folkekirken er blevet os påtvunget
Holm skriver: Bibelen taler ikke om ordninger. Sandt nok! Bibelen taler heller ikke om treenighed i den forstand, at ordet bruges, men er vi ikke enige om, at Bibelens Gud er treenig? Hvis ja, kan skaberordninger vel være lige så bibelske som treenigheden?
Videre skriver Holm: I 1930erne og 1940erne talte man meget om ordninger, især i Tyskland For nogle og desværre navnlig lutherske teologer under Det Tredje Rige, får ... katastrofale teologiske følger
Men at tyske kristne misbrugte ordet skabelsesordninger, ophæver vel ikke ret brug? Fordi man misbrugte kristendommen til at støtte Hitler, skal vi vel ikke smide kristendommen ud?
Så argumenteres der med Aarhus-teologerne Løgstrup og Prenter, og de er sikkert interessante for teologer i Aarhus. Men for kristne er det vel mere interessant, hvad Kristus siger? Det læser vi i stridssamtalen om skilsmisse og ugift stand i Matthæusevangeliet (19, 4-6): Har I ikke læst, at Skaberen i begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand og en kvinde forlade sin far og sin mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Derfor er der ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.
REAKTIONER PÅ KRONIKKEN:
- Kronik er et skud i den missionske fod
- Biskop: Nu må det folkekirkelige fællesskab afklares
- Biskop: Fradøm ikke hinanden kristennavnet
- Skam dig, Sareen, og tænk jer om, missionsfolk!
- Skovsgaard: Beklagelig og unødvendig kirkesplittelse
- I troens eller intolerancens navn
- Fordærvet kærlighed: Store teologiske dilemmaer ved vielse af homoseksuelle
- Den kirkelige højrefløj er blevet sekterisk i kirkesyn og ideologi
- Hvad er der dog sket i folkekirken?
- En smertelig kronik: Nu bliver det svært at være missionsk
- Der er forskel på åndsfrihed i samfundet og i folkekirken
- Kirkens rummelighed går naturligvis begge veje: Hvor står Indre Mission?
Kald det skaberordninger, kald det lige, hvad du vil, men for Kristus går ægteskabet tilbage til Skaberen. Det er Gud, der skaber mennesket som mand og kvinde. Det er Gud, som i ægteskabets ramme sammenføjer én mand og én kvinde, så de bliver ét kød. Når Jesus læste Første Mosebog (2, 24) på hebræisk, er ordet ét i et kød, det samme som ordet én i Femte Mosebog (6, 4): Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. For kristne vidner ægteskabet om treenigheden: flere personer, der er ét i kærlighed. Ægteskabet handler ikke kun om moral og foranderlige begreber, men om kristendommens grundfortælling: Hvem er Gud, og hvem mennesket?
Grækenland har andre grundfortællinger, der gør homoseksuelt samliv logisk. Det er forkert, når Holm hævder: På nytestamentlig tid fandtes der intet af det, som vi i dag forstår som homoseksuelle parforhold.
Platon fortæller i Symposion, at Zeus skaber mennesket med tre køn: mænd-mænd, mænd-kvinder og kvinde-kvinder, som efter en konflikt med Zeus spaltes i to halvdele. Således søger bøsser, lesbiske og heteroseksuelle alle deres bedre halvdel.
Platon: Men hvis det oven i købet går sådan, at denne drengeelsker, eller hvem det ellers drejer sig om, træffer sammen med sin bedre halvpart, så er det utroligt, som de gribes af forelskelse og følelsen af at høre sammen Den slags mennesker kan blive sammen livet igennem. Derfor tilbød smedeguden Hefaistos også at svejse de to mænd sammen. Så I bliver én i stedet for to og må leve i fællesskab som én person.
Summa summarum: Lad os som Paulus i Romerbrevet vægte nåden højere end alt andet, men også tale sandt om Guds vrede og velsignelse.
Lad tyske kristne lære os, hvor farligt det er for teologi og kirke at tjene samfundet og tidsånden, men hellere som bekendelseskirken og Bonhoeffer med Bibelen tale tidsånden imod. Lad os tale som Kristus og ikke som Platon.
Gunnar Lundsgaard, lektor, Kongevej 59, Haderslev