Jeg ser nyheden på telefonen og holder den op, så min kone kan se den. Hun slår hånden for munden og spærrer øjnene op. Så finder hun sin egen telefon frem og læser artiklen. Drengene mærker, der er noget uheldssvangert i luften og spørger, hvad der sker.
Det er Kim Larsen, siger jeg. Han er død. Ingen grund til forklaringer. De ved, hvem han er og kender hans sange.
Vi sidder i metroen. Jeg kan se, at flere andre passagerer har modtaget nyheden i deres feed. Der opstår lidt uro ned gennem togstammen, der rasler sig gennem Københavns undergrund. Næste stop Christianshavn. Det er jo meget passende.
Oppe på gaden kan man også mærke det. Man kan se det på folks ansigter. Der er en trist ømhed i de blikke, der udveksles. Der er noget, der ikke er her mere. For lidt siden var det her, men nu er det væk. Ja, vi skal alle dø. Og nu er det Kim, der er død.
Navnesammenfaldet var selvfølgelig vigtigt for mig, da jeg var dreng.
Fordi jeg var nordmand og den eneste Kim i min hjembygd, muligvis den eneste i hele øvre Telemark. Der er i det hele taget ikke mange nordmænd, der hedder Kim. Det var en vigtig markør. Noget, der fortalte de andre, og mig selv, at jeg var anderledes. Men hvorfor var jeg så her, blandt drenge, der hed Olav, Rune, Gaute, Gyrd og Odd? Der måtte helt klart være sket en fejl. Der gik sikkert en rundt nede i Danmark, en Gaute eller Odd, der var lige så fejlplaceret som mig.
Jeg var nu ikke opkaldt efter en dansk Joakim, men derimod en forældreløs dreng, der sad overskrævs på bronzekanonen Zam-Zammah i Lahore og senere vagabonderede rundt i Indien med en hellig mand. Han var irsk og hed Kimball O’Hara. Man kan læse om ham i Rudyard Kiplings roman, hvis titel er identisk med den døde nationalskjalds og mit eget navn.
Jeg sad i mit værelse i kælderen, der lugtede af jord og vinterkartofler, og læste romanen. Og jeg hørte pladerne. Især pladen: Værsgo. ”Jeg går ad vejen mod Korsør, en tidlig fredag aften”. Men også Gasolins første: ”Da jeg gik ud over Langebro, en tidlig mandag morgen.” Begge to, både bogen og musikken, var et tiltrængt alternativ til den virkelighed, jeg levede i dengang midt i 1970’erne.
Jeg arbejdede på en fabrik, der producerede tøfler. Den forgangne sommer var jeg stukket af hjemmefra til København, men var blevet sendt retur og sad nu i hjembygden, med en følelse af totalt antiklimaks, og tænkte bare på, hvordan jeg skulle komme væk fra det her sted.
Nu stod jeg i tøffelfabrikkens lavloftede produktionshal, hvor Boney M’s ”Daddy Cool” og ”Ma Baker” blev spillet kontinuerligt på en kassettebåndoptager, der hang på et søm på væggen, og den musik kan altid få mig til at huske lugten af læder og lim. Her krængede jeg bløde sutsko, der blev leveret på vrangen inde fra systuen, over trælæste med en hastighed af 20 par i minuttet, noget der imponerede min chef, der i øvrigt var dansker, så meget, at han tog mig ud at køre en tur i sin blå Opel Kaptajn og meget alvorligt tilbød mig jobbet som assisterende lagerchef.
Jeg har holdt øje med dig, og jeg tror, du kan have en fremtid her hos os, sagde han. Min mor, der havde slavet hele sit liv med at vaske gulv for folk, var fuldstændig målløs over, at ”direktøren” havde talt med mig, og endda tilbudt mig et lederjob. Men kort efter døde han af mavekræft, og det blev ikke til noget. Jeg sad nede i min kælder og hørte: ”Tag mig med til dit drømmeland, der hvor man kan drømme”.
Der var andre ting end den fabrik, der generede mig. Fabrikken var faktisk noget af det mest positive. Der var Jehova, der som en ondskabsfuld kæmpe gik rundt et sted bag fjeldet og pønsede på Harmageddon, der jo kunne bryde ud når som helst. Og der var en stedfar som jeg var bange for. Og en generel følelse af at være en fremmed.
Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg skulle have klaret den her tid uden Kim Larsen og hans tilbud om en alternativ virkelighed. Jeg længedes frygteligt efter København, alternativt Indien eller bare et sted, der ikke var her. ”Når jeg står og kigger ud over jorden, får jeg længsel, får jeg længsel.”
Da jeg endelig flyttede til København for godt, fik jeg arbejde i en blomsterbutik i Sølvgade. Her kom Kim Larsen jævnligt. Han må have boet, eller haft en kæreste, i nærheden. Jeg ved ikke, hvad han købte, men jeg hørte tit hans stemme ude i butikken, mens jeg stod inde bagved og lempede poser med sphagnum og stablede lerpotter. Min chef, Vita, en muskuløs dame med en feminin stemme og en forfinet pro-letardiktion, sagde til mig: Ska’ du ikke ind og hilse på ham? Men jeg var alt for genert.
Så tog Vita mig i armen og hev mig derud og sagde, min bydreng vil gerne sige hej. Hej med dig, sagde Kim Larsen oppefra og nedefter og løftede en finger til kasketten, hvad hedder du? Kim, sagde jeg. Vita stak ham et postkort, hvor han skrev ”Til bydrengen Kim fra Kim Larsen” og tegnede en ballon med en smiley.
Og det var så det. Mit Kim Larsen-øjeblik. Men han har jo været der lige siden. Lige indtil i søndags, hvor vi sad i metroen, og jeg viste overskriften til min kone, og nyheden bredte sig som en uro ned gennem hele metrotoget og til resten af landet.
På nummeret ”Lazarus” på sin sidste plade ”Black Star” synger David Bowie: ”Everybody knows me now.” Og sådan er det jo – desværre. Det er først, når et menneske dør, at det træder frem for os og viser sig frem, og så ser vi hele mennesket, når det er væk, hvor det i live kun viste dele af sig selv. Det, Kim Larsen viste os ved sin død, var, hvor stor betydning han havde for os som danskere. 35.000 mennesker på Rådhuspladsen. Tusindvis i andre byer.
De kongelige repræsenterer en kontinuitet i vores fortælling om os selv og forståelsen af os selv, mens regeringer og andre systemer kommer og går. De udgør de lange stræk i vores lands historie. Men det samme er tilfældet med nogle få kunstnere. Klaus Rifbjerg havde noget af det, Benny Andersen havde en snert, men frem for nogen anden havde Kim Larsen det, kongen af Rabalderstræde.
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.