I ARTIKLEN ”Hvad er dannelsens største udfordring?” I Kristeligt Dagblad den 6. februar udtaler Jens Erik Kristensen, at dannelse bruges alt for diffust. ”Dannelse er blevet en kampplads og en skifteramme, der kan fyldes ud med alt.” Det kan han have ret i. Derfor handler det for mig at se om at fastholde en begrebsmæssig afklaring mellem ”dannelse” og ”almendannelse”.
Almendannelse har siden midten af 1800-tallet været det overordnede mål for dansk gymnasieundervisning, og er da også opretholdt for de fire typer af gymnasial undervisning i den seneste reform, som bliver implementeret i 2017. Begrebet er af tysk oprindelse og blev udviklet i forbindelse med tilblivelsen af det moderne gymnasium, hvor græsk og latin blev suppleret med en række andre fag, som det moderne samfund havde brug for.
Gymnasiet ophørte derved med at være en forskole for teologer og blev en almen skole for elever, der senere kunne vælge mellem studiet af flere videnskabsgrene. De kunne derfor erhverve en bredere studieforberedelse og nå at stifte bekendtskab med de mest almene dele af videnskaberne og dermed blive alment dannede.
For den preussiske filosof J.F. Herbart blev det nødvendigt i 1806 at give skoledannelsen denne særlige betegnelse: almendannelse, idet begrebet ”dannelse”, som var et produkt af Weimarklassikken, ikke specielt drejede sig om skolens dannelsesopgave, men om menneskets formning gennem hele livet. Da Wilhelm von Humboldt i 1810 skulle opbygge det preussiske skole- og uddannelsessystem, brugte han derfor ”Allgemeinbildung” som målestok.
Almendannelse blev også i Danmark et mål for undervisningen i de boglige ungdomsuddannelser, og dermed en målestok for, ikke blot hvilke fag der skulle indgå, men også hvilket alment indhold disse fag skulle og burde have.
DENNE OPFATTELSE blev udfoldet for første gang i dansk sammenhæng i 1830 i Christian Lütkens afhandling: Om den almindelige dannelse og dens midler. Som den danske Humboldt – J.N. Madvig udtalte – måtte der ikke eksistere fag i gymnasiet, som ikke var almendannende. Derfor blev hebraisk i forbindelse med 1850-reform af den lærde skole i Danmark udskilt af den obligatoriske fagrække, da det var et specialfag for vordende teologer. Siden da er der med almendannelse som målestok skiftet ud i fagrækken, og der er sket markante ændringer i både de politiske og de pædagogisk-didaktiske idealforestillinger. Man kan sige, at almendannelse til enhver tid er ny vin på en gammel flaske.
Almendannelse er således en særlig del af dannelsen og må fastholdes som sådan, hvis den skal være retningsgivende for skoleundervisning og læring. Derfor er det forvirrende og forkert at bruge dannelse som mål for undervisning, selv om almendannelse naturligvis bidrager til den enkelte elevs dannelse i et livsperspektiv. Men dannelse i et livsperspektiv omfatter mange andre elementer end skolens undervisning og læring, og derfor er brugen af dannelse om det, der skal foregå i skolen, ikke alene uhensigtsmæssigt men også misvisende.
ALMENDANNELSE KAN erhverves i en undervisning, der indeholder de almene dele af de videnskaber og fag, som et samfund har adgang til og brug for, med henblik på at udvikle elevernes evne til at reflektere over deres eget forhold til medmennesker, natur og samfund.
Denne definition kan man læse i min disputats fra 2003, og den har været retningsgivende for formålsparagraffen i både 2005- og 2017-reformen for de gymnasiale uddannelser. I 2005 fik de fire gymnasiale uddannelser fælles formål: almendannelse nu også for hf, hhx og htx.
Indtil da var disse tre blevet betragtet som specielt erhvervsrettede og dermed ikke almene nok til, at eleverne der kunne erhverve almendannelse. I øvrigt er Danmark et af de få lande i verden, der fastholder almendannelse som det overordnede formål for de boglige ungdomsuddannelser.
Almendannelsen har således været en ledestjerne for undervisningen på det gymnasiale område siden 1850. Det er der naturligvis gode grunde til, og derfor må vi i den pædagogisk-didaktiske debat for at undgå forvirring bruge dette begreb – måske med fordel også i folkeskolen og erhvervsuddannelserne
Harry Haue er professor, dr.phil. ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.