”Folkekirken har et gammeldags ledelsessystem, som ikke er blevet opdateret i mere end 100 år."
”De folkevalgte menighedsrådsmedlemmer har som oftest ingen ledelseserfaringer med sig, når de pludselig får personaleansvar."
Det fyger i medierne med kraftige antydninger om, at de folkevalgte menighedsråd er for dårlige til det job, de påtager sig, når de får ansvar for personale. De har ingen leder-erfaringer, og det udmønter sig alt for ofte i et dårligt psykisk arbejdsmiljø for de ansatte. Som et eksempel fremhæver DR en præst, som føler sig ydmyget og dårligt behandlet af et enkelt medlem af et menighedsråd på Lolland. Det skal der naturligvis tages hånd om, men eksemplet er faktisk meget dårligt valgt.
For det første skyder man på menighedsrådene generelt i denne sag. Men menighedsrådene har jo netop ikke ansvar for præsterne. Det har provsten og biskoppen. At det i et menighedsråd bliver tilladt, at et enkelt medlem kører psykisk på præsten, er naturligvis mere end betænkeligt. Hvor er menighedsrådets formand i denne sag? Hvis formanden forvalter sit ansvar korrekt, er det hendes eller hans pligt at sætte et menighedsrådsmedlem på plads, hvis medlemmet ikke opfører sig ordentligt over for præsten eller over for ansatte eller andre medlemmer af menighedsrådet.
Det er også de øvrige medlemmers pligt tydeligt at gøre det klart for præsten, at de bakker op om præsten og dennes embedsførelse – og også på det personlige plan. De har jo selv valgt præsten. Fører de ikke en ordentlig dialog, passer de ikke det arbejde, de har påtaget sig.
Det er provstens og i sidste instans biskoppens pligt at sørge for, at præsten har ordentlige vilkår at fungere på. Også når det kommer til, at der skal sørges for en god tone i den dialog, der skal være mellem præsten og menighedsrådet. Hvis der i øvrigt er et fredeligt og fordrageligt samarbejde mellem det øvrige menighedsråd og præsten, kan det være svært at udøve repressalier over for et enkelt menneske, der ikke formår at opføre sig ordentligt. Det kan i øvrigt forekomme alle steder som eksempelvis også blandt folkevalgte politikere på Christiansborg, der også ofte uden ledererfaringer fra tidligere arbejde får ansvar for personale, der er ansat i partiet.
Naturligvis skal de ansvarlige politikere sørge for, at der er ordentlige arbejdsforhold i kirken. De skal bare ikke kun kigge på menighedsrådene, som ofte bliver ladt i stikken med arbejdsopgaver, som man ikke kan forvente, at de skal have erfaringer nok til at bide skeer med. Der er alt for dårlig hjælp at hente i den forvaltning, der skulle bakke op om menighedsrådene. Det skal nævnes, at der i både stifter og provstier sidder dygtige og kompetente medarbejdere, der hellere end gerne vil hjælpe med råd og vejledning. Men menighedsrådets medlemmer skal selv finde vej gennem junglen af skemaer, blanketter og forordninger, før de kan stille de rigtige spørgsmål til de rigtige instanser. Det er en jungle. I bykirkerne er der som oftest mest hjælp at hente, fordi der her er en professionel kordegn og kulturmedarbejdere med mere ansat. I landsbykirkerne er menighedsrådet – og præsten – ladt i stikken og må selv høste erfaringer gennem mange, mange timers frivilligt arbejde, før de fungerer bare nogenlunde optimalt.
Så før vi – igen – udstiller menighedsrådsmedlemmer som nogle ukyndige og for dårligt uddannede frivillige – så lad os også kigge på den administration, der skal håndtere og opfange arbejdet med både personale og de mange penge, der går gennem de samme menighedsråds hænder i med det formål at vedligeholde folkekirkens mange bygninger. Vi kan jo begynde med kirkeministeriet selv. Det er nemlig her, man som menighedsrådsmedlem – eller som ansat i provsti eller stift – støder på den største hindring for, at arbejdet kan foregå glidende. Uhyggeligt lange svartider, dårlig kommunikation, dårlige datasystemer og en afvisende holdning præger kontakten med ministeriet.
Ledelsen har et stort ansvar her. Den øverste leder er kirkeministeren. Giv os en rigtig kirkeminister, som interesserer sig for kirken og gerne også en kirkeminister, som har tæft for at lave en omstrukturering til et mere moderne system, hvor biskopperne træder ned fra tronen, og hvor der indføres arbejdsforhold for både ansatte og frivillige, som er til at leve med. Kirkeministeren har før svigtet kirken med langsommelige og utidssvarende beslutninger. Tag bare hele situationen med covid-19. Her blev menighedsråd, præster og ansatte ladt groft i stikken uden ordentlig vejledning og støtte.
De frivillige menighedsrådsmedlemmer lægger rent faktisk ganske mange arbejdstimer i kirkens administration. Der er hos de fleste menighedsråd næsten ingen tid til at sætte fokus på det, der vel egentlig burde være i medlemmernes fokus, nemlig det, man kunne kalde de bløde værdier. Holdninger til, hvor kirken skal bevæge sig hen, er der formentlig mange af, men der mangler helt og aldeles tid til at sætte fokus på dem. I stedet går alle arbejdstimer med administration af bygninger, økonomi og personale. Det er ulønnet arbejde, der udføres. Og det er ikke usædvanligt, at en formand, sekretær, kasserer eller en kirkeværge bruger mellem 15 og 25 timer ugentligt på arbejdet i menighedsrådet. Det store forbrug af timer skyldes blandt andet, at sagsbehandlinger skal gennem alt for mange instanser, at systemerne er for dårlige, og at arbejdsgangen derfor bliver meget ineffektiv. Det tærer på kræfterne og i højeste grad på motivationen.
Det er svært nok at få lokale borgere til at stille op til menighedsrådsvalgene. Hvis det blev mere attraktivt, og hvis de frivillige fik en mere rimelig arbejdsbyrde, ville vi også få flere til at stille op. På den måde ville det måske blive nemmere at få både kompetente og vidende mennesker med realistiske forventninger til kirkens personale med om bord.
Så skyd ikke kun på menighedsrådenes frivillige. Begynd i toppen for en gangs skyld og lad os hellere end gerne få ryddet op i de gammeldags institutioner og de alt for lange og kringlede arbejdsprocesser. Får vi ikke ryddet op, risikerer vi, at folkekirken som institution går meget trange vilkår i møde.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.