Hvor langt skal man gå for at forstå gerningsmanden bag forfærdelige forbrydelser? Der er næppe den terrorhandling, som ikke følges af beretninger fra naboer, venner og familie, som står uforstående over for, at det menneske, de kender, kunne begå så frygtelige handlinger. ”Han var en stille mand, der holdt sig for sig selv,” lyder det ikke sjældent om en gerningsmand efter for eksempel en terrorhandling eller et skoleskyderi.
Hvad er det, der driver mennesker til at begå ugerninger? Jagten på forståelse rummer en risiko for, at man kommer til at fratage gerningsmanden et ansvar, samtidig med, at det skygger for respekten for ofrene.
”Philips vej til terror” på DR 2 er en norsk dokumentar i tre afsnit, som tager afsæt i Philip Manshaus' terrorhandling den 10. august 2019. Efter at have dræbt sin kinesiskfødte stedsøster drog han til en moské for at dræbe muslimer til den årlige eidfest. Manshaus blev overmandet og holdt fast af en ældre muslimsk mand med militærbaggrund, indtil politiet kom, så ingen i moskéen kom noget til. Han blev senere idømt forvaring i 21 år.
Hovedbudskabet i den norske dokumentar er ikke, hvorfor terroristen Philip Manshaus blev, som han blev. Vi hører ganske vist om hans opvækst og ungdom. Han var skiftevis veganer og storspiser af kød, tog lsd, læste psykologi, tog på højskole, fik mere og mere højredrejede politiske holdninger, begyndte at læse i Bibelen og komme i en konservativ frikirke. ”Tak Herren for Breivik” skriver han i et notat, og han er inspireret af både Anders Breivik og manden bag terrorangrebet på en moské i Christchurch.
Han ser sin stedsøster mere og mere som et ikke-menneske. To måneder før han dræber hende, søger han efter ligesindede på nettet, men får ikke svar. Han er en ensom ulv, og det er på nettet, han bliver radikaliseret, eller omvendt, som han selv kalder det. Et kort interview med Philip Manshaus selv viser et menneske uden erkendelse af at have begået en forbrydelse; han udtrykker tværtimod stolthed over, at han så hurtigt indså ”problemet”.
Dokumentaren taler ikke seeren ind i en forståelse for Philip Manshaus. Som en af hans højskolekammerater siger, så er Philip Manshaus et mysterium, ”den hyggelige fyr med alt det djævelskab i sig”. Der er ingen undskyldning for Philip Manshaus. Hovedbudskabet er appellen til ansvaret i alle de sammenhænge, mennesker mødes. Ikke for at tage ansvaret fra den enkelte, men for at bryde isolation og modarbejde radikalisering. Philip Manshaus' stedmor er en gennemgående figur i dokumentaren, hun er den, der har mistet mest, både en søn og en datter. Hendes opfordring til forældre er at være interesseret, til stede og reagere på de små signaler, som er undervejs. Som forældre ser man ikke nøgternt på sine børn, og man skal række ud, ikke være bange for at bede om hjælp.
”Philips vej til terror” gør stort indtryk ved sin lavmælte afdæmpethed og sin appel til det fælles ansvar.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.