Prøv avisen
Liv og meninger

Det er godt at springe ind i et nyt år

Illustration: Rasmus Juul

At gå syngende ind i det nye år, er en påmindelse om, at vi alle indgår i et kredsløb af ord og åndedræt, skriver forfatter Dy Plambeck

JEG INSISTERER ALTID PÅ at springe ind i det nye år. Ned fra sofaen, bordet eller en stol. Ofte står man og vakler lidt nytårsaften. På kanten mellem det gamle og nye år. På kanten mellem alle minderne og oplevelserne, men også bevidstheden om alt dét, man ikke nåede i det gamle år, som man gerne ville have nået. Alle de steder, man gerne ville have besøgt. Alle de venner, man gerne ville have set. Sammen med forventningerne og glæden ved det nye år kommer usikkerheden krybende.

Hvad bringer det nye år? Der er år, man har svært ved at forlade. Og år, man bare gerne vil ud af hurtigst muligt, så man kan komme ind i et nyt, og alting har mulighed for at starte forfra.

Derfor er det godt at springe ind i et nyt år. Der ligger noget demonstrativt i det. Noget fandenivoldsk. Det nye år kan bare komme an. For her kommer jeg, hverken kuet eller forsigtig, men springende. Med mod på at tage fat på året. Hvad det så end bringer.

Et af de øjeblikke, jeg holder allermest af ved nytårsaften, er, når rådhusklokkerne er færdige med at slå, og alle gæsterne til festen bryder ud i ”Vær velkommen, Herrens år”.

Hvor vi byder det nye år velkommen i fællessang. Hvor vi selv kommer syngende ind i året. Fordi fællessangen minder mig om fællesskabets værdi.

Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i det nye år eller i livet som sådan, men at synge os ind i et nyt år, får mig til at huske på, at lige meget hvad det bringer, så har vi hinanden. Vi har nogen at være sammen med det hele om. Både det gode og det svære. Smerten og glæden. Fællessang er et udtryk for det. Derfor ligger den mit hjerte meget nært.

NÅR VI STÅR SAMMEN I STUEN OG SYNGER ”Vær velkommen, Herrens år”, får vi et sted at gå ud fra sammen. Vi får alle det samme åndedræt. Vi trækker vejret på samme tid. Vi bliver én krop. Vi får fornemmelsen af at være i relation til dem, der er omkring os. Vi oplever, at vi alle har en stemme at bidrage med. Vi kan alle være med uanset alder, hvem vi er, hvor vi kommer fra, eller hvad vi står for.

Sangen knytter os til historien. Til den tid, der har været, før vi selv blev født. Dermed bliver vores eget liv større, og vi bliver placeret i historien.

Samtidig med at sangen rækker bagud og kan give os viden om kulturhistorien, den tid, der har været, sætter den også nutiden og fremtiden i perspektiv. Tiden opløses på en måde i fællessang.

Jeg tror, at det er en grundlængsel hos os mennesker at høre til et sted og sammen med nogen. Det sker i fællessang, blandt andet fordi vi får det samme sprog. Vi får de samme ord forærende i sangen. Samtidig kan fællessang give udtryk for de følelser og sindsstemninger, vi ikke har sprog for. Den ungarske digter Mihály Babits (1883-1941) siger: ”Du lytter til dig selv, når du lytter til en sang. Enhver har en sang i sin sjæl, og du hører din egen sjæl i enhver sang.”

Hvis man skal tage Babits ord for pålydende, står sange altså i forbindelse med sjælen og kan på den måde skabe en overskridelse af det jordiske liv, ja, endda en overskridelse af døden.

Når vi synger sammen, bliver vi et øjeblik udødelige, fordi vi oplever forbindelsen til sjælen og til fællesskabet.

ALT DET BLIVER JEG MINDET OM, når nytårsaften er slut, og jeg vågner op næste morgen til den særlige stilhed, der kun findes første januar. Til tomme gader og stuer med konfetti på gulvet. Ingen ved endnu, hvad året bringer. Hvad skal der ske?

Men jeg ved, at når angsten for det ukendte kommer, når dagene bliver svære, så klinger fællessangen et sted i mig, og jeg mærker, at jeg ikke er alene i verden. At gå syngende ind i det nye år, er en påmindelse om, at vi alle indgår i et kredsløb af ord og åndedræt.

Godt nytår.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.