Merkel: Det er i fællesskab, vi europæere går vores lykke i møde

I mit eget liv var det Berlinmurens fald, der for snart 30 år siden gjorde det muligt for mig at træde frem i det åbne, sagde den tyske forbundskansler Angela Merkel i sin tale ved den 368. dimissionsfest på Harvard University i USA

Riv murene af uvidenhed og snæversyn ned, for intet behøver forblive, som det er. Overrask jer selv med det, der er muligt, sagde Angela Merkel forleden til Harvards dimittender. –
Riv murene af uvidenhed og snæversyn ned, for intet behøver forblive, som det er. Overrask jer selv med det, der er muligt, sagde Angela Merkel forleden til Harvards dimittender. – . Foto: Brian Snyder/Reuters/ Ritzau Scanpix.

Rektor Bacow,
stipendiater,
medlemmer af bestyrelsen,
medlemmer af elevbestyrelsen,
medlemmer af fakultetet,
stolte forældre og dimittender!

I dag er en glædens dag. Det er jeres dag. Et stort tillykke!

Det glæder mig oprigtigt at være her i dag, og jeg vil gerne delagtiggøre jer i nogle af mine egne erfaringer. Ceremonien i dag markerer afslutningen på en intensiv og sikkert også krævende periode i jeres liv. Døren til et nyt liv åbner sig. Det er spændende og inspirerende.

Den tyske forfatter Hermann Hesse satte nogle vidunderlige ord på den slags livssituationer. Jeg vil gerne citere ham og derefter fortsætte på mit modersmål. Hermann Hesse skrev:

”Und jedem Anfang wohnt ein Zauber inne, der uns beschützt und der uns hilft, zu leben.” (”Der bor en tryllemagt i alt, hvad vi begynder, den skærmer os og hjælper os at leve.” Mogens Boisens danske oversættelse, red.).

Disse ord af Hermann Hesse inspirerede mig, dengang jeg i en alder af 24 år afsluttede mit fysikstudium. Året var 1978. Verden var opdelt i øst og vest. Det var under den kolde krig. Jeg voksede op i Østtyskland, i DDR, dengang en ufri del af mit hjemland, i et diktatur. Befolkningen blev undertrykt og overvåget. Politiske modstandere blev forfulgt. DDR-regimet frygtede, at folket ville flygte mod friheden. Derfor havde regimet opført Berlinmuren. Den var af beton og stål. Hvis man forsøgte at forcere den og blev pågrebet, blev man fængslet eller skudt. Denne mur midt i Berlin delte et folk – og delte familier. Min familie var også delt.

Mit første job efter studiet var som fysiker på Videnskabernes Akademi i Østberlin. Jeg boede ikke så langt fra Berlinmuren. Min daglige spadseretur hjem fra arbejde var i retning af Muren. Bag den lå Vestberlin – friheden. Og hver dag, når jeg var næsten henne ved Muren, drejede jeg af i sidste øjeblik for at komme ind i min opgang. Hver dag drejede jeg af lige inden friheden.

Tit slog den tanke mig, at det her holder jeg ikke ud. Det var virkelig frustrerende.

Jeg var ikke dissident. Jeg løb ikke stormløb mod Muren, men jeg lod heller ikke, som om den ikke var der, for jeg ville ikke holde mig selv for nar. Berlinmuren begrænsede mine muligheder. Den stod helt bogstaveligt i vejen for mig. Dog var der én ting, som denne mur imidlertid ikke formåede at gøre gennem alle disse år: at fastsætte mine egne indre grænser. Min personlighed, min fantasi, mine længsler – alt det var forbud og tvang ikke i stand til at begrænse.

Og så kom år 1989. Overalt i Europa satte den fælles frihedsvilje ufattelige kræfter fri. I Polen, i Ungarn, i Tjekkoslovakiet og også i DDR gik hundredtusindvis af mennesker på gaden. De demonstrerede og bragte Muren til fald. Det, som mange – inklusive mig selv – ikke havde troet muligt, blev til virkelighed. Hvor der tidligere var en dyster mur, åbnede der sig med ét en dør. Også for mig var tiden kommet til at gå igennem den. Jeg skulle ikke længere dreje af i sidste øjeblik inden friheden. Jeg kunne passere grænsen og begive mig ud i det åbne.

I disse måneder for 30 år siden oplevede jeg på egen krop, at intet behøver forblive, sådan som det er. Kære dimittender, denne erfaring ønsker jeg at give jer som min første opfordring vedrørende jeres fremtid: Det, der synes fast, massivt og uforanderligt, kan ændres.

Og det i både stor og lille skala: Enhver forandring starter inde i hovedet. Mine forældres generation lærte det på yderst smertefuld vis. Min far og mor blev født i henholdsvis 1926 og 1928. Da de nåede den alder, som de fleste af jer her til stede har, var civilisationens sammenbrud i form af holocaust og Anden Verdenskrig netop overstået. Mit land, Tyskland, havde påført Europa og verden ufattelige lidelser. Hvor sandsynligt var det, at sejrherrer og tabere i lang tid ville stå uforsonligt over for hinanden? Men i stedet overvandt Europa konflikter, der havde eksisteret i århundreder. Der opstod en fredsordning baseret på fællesskab frem for demonstration af national styrke. Ingen diskussioner eller midlertidige tilbageslag har kunnet rokke ved min overbevisning: Det er i fællesskab, vi europæere går vores lykke i møde.

Også forholdet mellem tyskere og amerikanere viser, hvordan tidligere krigsmodstandere blev venner. Et væsentligt bidrag til det var George Mar-shalls plan, som han forkyndte ved en dimissionsfest her i 1947. Det transatlantiske partnerskab med vores værdier i form af demokrati og menneskerettigheder har givet os mere end 70 år med fred og velstand, som alle parter har draget fordel af.

Og i dag? Det varer ikke længe, før min generation af politikere ikke længere har pensum i faget ”Lederskab i praksis” men højst i faget ”Lederskab i historisk perspektiv”.

Kære Harvard-årgang 2019, i de kommende årtier står jeres generation over for det 21. århundredes udfordringer. I er nogle af dem, der skal føre os ind i fremtiden.

Protektionisme og handelskonflikter truer den fri verdenshandel og dermed forudsætningerne for vores velstand. Digitaliseringen har bredt sig til samtlige områder af tilværelsen. Krige og terrorisme fører flugt og fordrivelse med sig. Klimaændringer truer vores naturlige livsgrundlag. Klimaændringerne og de kriser, de fører med sig, er menneskeskabte. Derfor kan og skal vi også gøre alt, hvad der står i vores magt, for at få styr på denne udfordring for menneskeheden. Det er stadig muligt. Men det kræver, at alle yder deres bidrag og – det er også ment som selvkritik – bliver bedre. Jeg vil derfor lægge alle mine kræfter i, at Tyskland – mit land – når målet om klimaneutralitet i 2050.

Forandringer til det bedre er mulige, når blot vi handler i fællesskab. Det kan ikke lade sig gøre på egen hånd. Og hermed er vi nået til min anden opfordring til jer: Mere end nogensinde før skal vi tænke og handle multilateralt i stedet for unilateralt, globalt i stedet for nationalt og pluralistisk i stedet for isolationistisk. Kort fortalt i fællesskab og ikke på egen hånd.

Kære dimittender, i fremtiden får I helt andre chancer, end min generation fik. Jeres smartphone kan sandsynligvis mere end den IBM-mainframe, som Sovjetunionen havde kopieret, og som jeg i DDR kunne benytte til min hovedopgave i 1986. Nu om dage bliver kunstig intelligens for eksempel udnyttet til at kigge millionvis af billeder igennem efter sygdomstegn for på den måde bedre at kunne diagnosticere kræftsygdomme. I fremtiden kan empatiske robotter aflaste læger og plejepersonale, så de kan koncentrere sig om den enkelte patients behov. Det er ikke til at forudsige, hvilke muligheder der vil være i fremtiden. Men det potentiale, der knytter sig til dem, kan godt få én til at tabe mælet.

Kære dimittender, det er i det store hele op til jer, hvordan vi udnytter dette potentiale. I vil få indflydelse på beslutninger om, hvordan vores måde at arbejde, kommunikere og transportere os på, ja, hele vores måde at leve på skal udvikle sig fremover.

Som regeringsleder spørger jeg ofte mig selv: Er det det rigtige, jeg gør? Gør jeg noget, fordi det er det rigtige, eller kun fordi det er muligt? Det spørgsmål skal I også hele tiden stille jer selv – og dette er min tredje opfordring til jer i dag. Er det os, der sætter reglerne for teknologien, eller er det teknologien, der styrer vores måde at leve sammen på? Sætter vi menneskets værd med alle dets afskygninger i centrum, eller betragter vi udelukkende mennesker som kunder, datakilder eller overvågningsobjekter?

Det er vanskelige spørgsmål. Jeg har lært, at der også kan findes svar på vanskelige spørgsmål, så længe vi husker at se verden med andres øjne. Når vi udviser respekt for andres historie, tradition, religion og identitet. Når vi står fast på de værdier, som der aldrig må gives køb på, og handler derefter. Og når vi, uanset presset for at træffe beslutninger, ikke altid følger vores første indskydelse men giver os tid til at tage en pause til refleksion og grundig overvejelse.

Jeg skal gerne indrømme, at det kræver mod. Frem for alt kræver det oprigtighed over for andre og – måske vigtigst af alt – over for os selv. Hvilket sted er vel bedre egnet til at begynde end netop her, hvor så mange unge mennesker fra hele verden i sandhedens navn studerer, forsker og stiller spørgsmål til vores tid? Det indebærer, at sandhed ikke kaldes for løgn, eller løgn for sandhed. Det indebærer, at dysfunktionelle forhold ikke accepteres som det normale.

Men, kære dimittender, hvad kan afholde jer og os andre fra at gøre noget ved det? Endnu en gang handler det om mure: mure inde i vores hoveder – uvidenhed og snæversyn. Murene splitter medlemmer af den samme familie, på samme måde som de splitter grupper i samfundet, hudfarver, folkeslag og religioner. Jeg ønsker mig, at vi river disse mure ned – mure, der gang på gang for forhindrer os i at nå frem til en fælles opfattelse af den verden, som vi i sidste ende ønsker at leve i sammen.

Om det vil lykkes, afhænger af os. Derfor, kære dimittender, min fjerde opfordring: Husk på, at intet er en selvfølge. Vores individuelle friheder er ikke en selvfølge, demokrati er ikke en selvfølge, fred er ikke en selvfølge, og det er velstand heller ikke.

Men når vi river de mure ned, der begrænser os, når vi begiver os ud i det åbne og tør starte på ny, så er alting muligt. Mure kan vælte. Diktaturer kan forsvinde. Vi kan standse opvarmningen af kloden. Vi kan overvinde sult. Vi kan udrydde sygdomme. Vi kan give mennesker, ikke mindst piger, adgang til uddannelse. Vi kan bekæmpe årsagerne til flugt og fordrivelse. Alt det kan vi klare.

Vi skal derfor ikke fokusere på, hvad der ikke kan lade sig gøre, eller hvordan det altid har været. Lad os starte med at fokusere på, hvad der kan lade sig gøre og finde nye løsninger. Præcis disse ord sagde jeg i 2005 i min allerførste regeringserklæring til den tyske Forbundsdag som nyvalgt forbundskansler – som den første kvinde på denne post.

Og med præcis disse ord vil jeg formulere min femte opfordring: Lad os forbløffe os selv med det, der er muligt – lad os forbløffe os selv med det, vi kan!

I mit eget liv var det Berlinmurens fald, der for snart 30 år siden gjorde det muligt for mig at træde frem i det åbne. Dengang droppede jeg mit arbejde inden for naturvidenskab og gik ind i politik. Det var spændende og magisk, på samme måde som jeres liv bliver spændende og magisk. Men der var også stunder, hvor jeg tvivlede og var nedtrykt. Dengang vidste vi alle, hvad der lå bag os, men ikke hvad der lå foran os. Det oplever I måske også lidt – på trods af glæden over dagen i dag.

Som min sjette erfaring kan jeg derfor også fortælle jer: Det at træde ud i det åbne indebærer også en vis risiko. Det at give slip på det gamle hører med til en ny start. Der findes ingen begyndelse uden ende, ingen dag uden nat og intet liv uden død. Hele vores liv består af modsætninger – forskellen mellem begyndelsen og enden. Alt det, der ligger indimellem, kalder vi for liv og erfaring.

Jeg er overbevist om, at vi gang på gang må være parate til at lægge ting bag os for at opleve miraklet ved begyndelsen og virkelig udnytte muligheder og potentiale. Det er min erfaring fra studiet og fra naturvidenskaberne – og det er det også fra politik. Og hvem véd, hvad der venter mig efter tilværelsen som politiker? Det står fuldstændig åbent. Kun én ting står klart: Der bliver endnu eng ang tale om noget andet og nyt.

Derfor vil jeg til slut gerne give jer disse ord med på vejen: Riv murene af uvidenhed og snæversyn ned, for intet behøver forblive, som det er. Gør noget i fællesskab – af hensyn til en multilateral global verden. Spørg altid jer selv: Gør jeg noget, fordi det er det rigtige, eller blot fordi det er muligt?

Glem ikke, at frihed ikke bør tages for givet. Overrask jer selv med det, der er muligt. Husk, at åbenhed altid indebærer en vis risiko. Det at give slip på det gamle hører med til en ny start. Og frem for alt: Intet kan tages for givet, alt er muligt.

Tak for opmærksomheden.

Angela Merkel (CDU) er tysk forbundskansler og var i år udpeget som taler til den traditionsrige dimissionsfest på på Harvard University i USA den 30. maj. I forbindelse med sit besøg blev Merkel udnævnt til æresdoktor ved det prestigefyldte universitet.

Talen er oversat til dansk af bureauet Translated By Us.