Birgitte Stoklund Larsen: ”Lys på den lukkede” er først og fremmest et møde med et klogt menneske

I DR-Dokumentar om psykiatrien følger vi en mand, der bringer normalitet ind et sted, der slet ikke er normalt

Birgitte Stoklund Larsen: ”Lys på den lukkede” er først og fremmest et møde med et klogt menneske
Foto: Lisa Borchert/DR.

De senere år har flere såkaldte terapihaver set dagens lys. Det er særligt anlagte haver, hvor mennesker med stress eller depression kan opholde sig for at få lindring og heling. Der er forskning, der dokumenterer havernes terapeutiske effekt, og hvis man selv har glæde af at gå (eller sidde) i haven, forstår man umiddelbart, at en have gør godt.

På den lukkede psykiatriske afdeling på Rigshospitalet i København er der også en have. Det fremgår af DR 1-dokumentaren ”Lys på den lukkede”, hvor en journalist har fulgt Søren Magnussen i hans arbejde på afdelingen med at bringe skønhed og glæde til patienterne, at skabe ”frirum i psykiatrien”, som projektet hedder.

Søren Magnussen har selv en fortid som psykiatrisk patient og kender oplevelsen af at være indlagt. Nu er han ansat, men hans rolle er ikke at være en del af behandlingen; han arbejder med at skabe frirum og aktiviteter med patienterne ved siden af den psykiatriske behandling.

Eller som en patient udtrykker det: Søren bringer normalitet ind et sted, der slet ikke er normalt. Han er til stede, lytter, taler med folk, hjælper med noget så grundlæggende som at skaffe almindeligt tøj, hvilket åbenbart ellers kan være ret svært på en lukket afdeling.

Der er 10-12 indlagte på afdelingen, hver for sig hårdt plagede mennesker, der ikke er i stand til at etablere nogen form for fællesskab sammen. Stemningen på afdelingen kan ændre sig på et øjeblik, hvis der for eksempel er en højrøstet patient eller en, der forsøger at tage sit eget liv.

Søren Magnussen har etableret en have på den lukkede afdeling. Klemt inde mellem bygningerne ligger en grøn oase, fyldt med planter af alle slags, doneret af mennesker, der gerne vil bidrage til frirummet i psykiatrien.

Og det er Søren Magnussen meget om at pointere, at selvom haven ligger, hvor den ligger, så er det ikke en terapihave. Haven er ikke en del af behandlingen; det er en del af frirummet. At vande, grave og flytte planter, det er ikke terapi, det er havearbejde.

Umiddelbart skulle man tro, at det kom ud på et. Men der er forskel på, om haven er et middel til at få det bedre, eller om den er et formål i sig selv. At det faktisk er vigtigt, at planterne trives, og at der er nogen, der sørger for det. Søren Magnussen forsøger at få folk til at tage ejerskab, som han udtrykker det. Og det er, lød det, kæmpestort i en sammenhæng, hvor patienterne ikke har ejerskab til noget som helst.

”Lys på den lukkede” giver et indblik i en verden, som de færreste ser indefra. Først og fremmest giver dokumentaren dog et møde med et klogt og engageret menneske.

Søren Magnussen er godt selskab, og han får rokket ved den instrumentelle tilgang, som ligger så dybt i de fleste af os. At passe sin have behøver ikke at være godt for noget andet. Det er godt nok i sig selv.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.