Det er ikke til debat, om Judas var forræder, eller om Maria var Jesu mor. Alligevel siger man “ifølge” Bibelen. Hvorfor mon?

Når Bibelens tekster omtales i populærkulturelle sammenhænge, sniger der sig tit et enkelt lille ord ind: ifølge. Men hvorfor? spørger biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Sand kristendom er altid til samtale, hvilket alene verdens forskellige konfessioner og kirkelige retninger vidner om. Men man vil nok ikke debattere, om Judas var forræder, eller om Maria var Jesu mor. Alligevel optræder disse spørgsmål med et “ifølge”.
Sand kristendom er altid til samtale, hvilket alene verdens forskellige konfessioner og kirkelige retninger vidner om. Men man vil nok ikke debattere, om Judas var forræder, eller om Maria var Jesu mor. Alligevel optræder disse spørgsmål med et “ifølge”. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

De seneste par år har jeg muntret mig med at spille quizzen Bezzerwizzer på Politikens hjemmeside. Det er en god måde at vågne på om morgenen. Man får 10 raske spørgsmål og kan forsøge at besvare dem, så godt man nu formår. Nogle gange går det godt, og andre gange mindre godt.

Spørgsmålene omhandler forskellige emner. Der kan være historiske, litterære, politiske og naturvidenskabelige spørgsmål. Men også bibelske. Det kan være bibelske spørgsmål om, hvad bjerget, som Noa strandede på, hed, og lignende.

Men en ting har gentagne gange undret mig. Det er ordet “ifølge”. Hver gang der i quizzen optræder et bibelsk spørgsmål, så optræder også ordet “ifølge”. Forleden lød spørgsmålet: ”Hvilken apostel forrådte Jesus for 30 sølvpenge ifølge Det Nye Testamente?”. Svaret er selvfølgelig Judas, men det er ordet “ifølge”, som bliver ved med at optræde i spørgsmålene af bibelsk karakter, og som bliver ved med at påkalde sig min opmærksomhed.

For hvad laver det ”ifølge” egentlig der? Hvad er pointen? Kender spørgsmålsstillerne monstro et andet svar, så at det ikke nødvendigvis er Judas, der er forræderen? Således at det ifølge Det Nye Testamente er Judas, men ifølge et andet skrift er en anden skikkelse? Det ville være en noget underlig påstand og et ret nyskabende blik på den bibelske beretning. Eller er ”ifølge” med til at skabe afstand til kilden? Således at man lægger et filter ind mellem Det Nye Testamente og mig?

Ordet ”ifølge” vækker mange tanker.

For spørgsmålsstillerne ville da ikke skrive: ”Hvad finder soldaten i det hule træ ifølge H.C. Andersen?”. Der ville man skrive: ”Hvad finder soldaten i det hule træ hos H.C. Andersen?”, og man vil da glad svare ”et fyrtøj”. Hvorfor i alverden står der så hele tiden ”ifølge”, når det gælder de bibelske skrifter? Hvad er der på færde?

Det kan jo hurtigt blive til rent gætteri. Det med at kende en anden kilde er måske lidt langt ude. Men hvad er så på færde? Hvorfor denne forskel på Det Nye Testamente og H.C. Andersen? Man ved jo udmærket godt, at H.C. Andersens eventyr netop er eventyr, men dog synes vi stadigvæk, at han taler om noget væsentligt i vores fælles tilværelse. Mange vil måske også betragte Det Nye Testamente som eventyr, men så behøver man jo ikke dette ”ifølge”. 

Men måske er det vitterligt for at skabe afstand mellem os og skriften? Sådan at man ikke bare tager det som en selvfølge og som en sandhed? Ordet ”ifølge” gør måske, at vi ikke automatisk ser det som sandhed.

Men alligevel: Det er jo sandt, at Det Nye Testamente fortæller, at Judas var forræderen. Det er sandt, at det lyder sådan. Man kan ikke finde en anden sandhed. Der er i spørgsmålet ikke nogen, der behøver at forholde sig til kristendommens sandhed. Her taler vi blot om sand kristendom.

Og det er der jo forskel på. Sand kristendom kan vi strides om. Det har mennesket gjort siden den første tid. Bekendelsesskrifterne er tydelige udsagn for denne strid og for ønsket om at lægge tingene nogenlunde fast. Vi har gennem århundrederne diskuteret mere eller mindre håndfast, hvad der er sand kristendom: Hvad er dåben? Hvem er Jesus? Hvorfor forrådte Judas Jesus?

Sand kristendom er altid til samtale, hvilket alene verdens forskellige konfessioner og kirkelige retninger vidner om. Men man vil nok ikke debattere, om Judas var forræder, eller om Maria var Jesu mor.

Alligevel optræder disse spørgsmål med et “ifølge”. Ikke alene i quizzen, men også ofte ved indslag på tv og lignende. Der lægges et ”ifølge” ind mellem os og skriften, mellem os og sand kristendom.

Og derved får ordet en helt anden klang. For da handler det ikke længere om sand kristendom, men om kristendommens sandhed. Og det er noget andet.

Kristendommens sandhed er jo troen på, at kristendommen taler sandt om menneskelivet og verden. Det er trosspørgsmålet. Det kan man måske godt starte debatter om, men et eller andet sted er det omsonst. Det spørgsmål kan vi ikke debattere os frem til et svar på. Her må troen skabes i os. At jeg tror på, at kærligheden er verdens inderste hemmelighed, og det er åbenbaret ved Jesu fødsel i Betlehem og ved hans død på korset og opstandelse i Jerusalem, det er trosspørgsmål.

At kærligheden er størst af alt, er et trosspørgsmål, for livet giver os sandelig andre erfaringer. Vi erfarer, at uanset hvor meget vi elsker, og hvor meget vi holder af, så er døden den største magt i livet. Og hvis man ikke vil tro, at kærlighed er størst af alt, så er det så det, livet fortæller os: Døden er den største magt, og det er åbenbart den motor, der får livet til at udvikle sig. Erfaringen siger, at døden er størst. Den kristne tro siger, at kærligheden er størst.

Jeg tror, at kærligheden er størst af alt. Det er det, den bibelske historie fortæller mig, og det er den tro, jeg lever på. Det er kristendommens sandhed.

Så der er forskel på sand kristendom og kristendommens sandhed.

Men hvad i alverden laver så det ”ifølge” i quizspørgsmålet?

Det er, som om man sammenblander kristendommens sandhed med sand kristendom. Det første er tro. Det andet er et akademisk spørgsmål. Men man kan tilsyneladende ikke skelne mellem disse to ting, og derfor skriver man måske netop ”ifølge”.

Men det er måske også udtryk for en respekt for Det Nye Testamente som historisk kilde. Det Nye Testamente fornemmes at være anderledes end H.C. Andersen. Den sidstnævnte hævder jo ikke om sin fortælling, at den er virkelighed. Den kan fortolke vores virkelighed, men den er ikke en skildring af en virkelig hændelse.

Det forholder sig anderledes med Det Nye Testamente. Det er ikke blot en fortolkning af vores virkelighed, men det er også en gengivelse af vores virkelighed. Og der er netop noget refererende over ordet ”ifølge”. Man siger jo også, at ”ifølge BBC har den engelske premierminister fratrådt sit embede”. Det er en kilde, der refererer virkeligheden. Men har man virkelig sådan et forhold til Det Nye Testamente? Som journalistisk kilde?

Måske. Men derved har man igen lagt afstand til kilden, hvilket ikke sker hos H.C. Andersen. Der er et tættere én til én-forhold hos H.C. Andersen end til Det Nye Testamente. Man skal tilsyneladende have tro for at kunne sige, at det var Judas, der forrådte Jesus. I hvert fald på en anden måde end for at sige, at soldaten fandt fyrtøjet. Vi lægger måske troen det forkerte sted?

Sådan kan et lille ord, der gentagne gange optræder, give anledning til overvejelser. Ordet ”ifølge” gør den bibelske tekst til en anden tekst end andre tekster og skaber samtidig et trosforhold, hvor der egentlig ikke burde være det. Vi lægger måske trosspørgsmålet det forkerte sted. Trosspørgsmålet er ikke, om Judas eller en anden forrådte Jesus. Det er ikke det afgørende, og det er ikke betydningsfuldt, at der skulle være en kilde, der siger andet. Trosspørgsmålet er, om kærligheden er størst af alt og overvinder alt. Det er trosspørgsmålet, for erfaringen siger os noget andet.

Måske er opgaven i vor tid at placere trosspørgsmålet det rette sted. Ikke i de bibelske fortællinger, men i det, de peger på. Ikke se på fingeren, der peger, men på det, fingeren peger på. At kærligheden er størst af alt. Kun der kan vi vel egentlig sige: ifølge Bibelen.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.