Prøv avisen
Debat

Det er ikke tjenesteforsømmelse at holde en polemisk prædiken

Man må godt være polemisk på prædikestolen, skriver sognepræst Christian Langballe.

SOGNEPRÆST SØREN E. JENSEN holdt den 28. september en prædiken, som han den 9. januar inkasserede en tjenstlig advarsel for af biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift.

Den tjenstlige advarsel har, efter hvad jeg har kunnet finde ud af, sin grund i tre forhold: 1) at Søren E. Jensen i den pågældende prædiken har udtrykt sig ”ukollegialt” og ”illoyalt”, 2) at Søren E. Jensen har henvendt sig til andre præster om sagen, og 3) at Søren E. Jensen ved i sin prædiken at have kritiseret biskoppens optræden ved et konfirmandarrangement skulle have bragt bispeembedet i miskredit.

Formand for Selskab for Kirkeret, jurist Peter Christensen har her i avisen ytret store betænkeligheder i forhold til, hvorvidt biskoppens advarsel overhovedet holder juridisk (den 5. marts). Han mener derudover, at ”det er udtryk for en uheldig udvikling, at teologiske forhold blandes ind i tjenestemandssager”.

Enig! Det er klart, at tjenstlige advarsler skal kunne begrundes ud fra klare objektive principper, ellers er den enkelte præst fuldstændig retsløs, og så er biskoppens forgodtbefindende blevet til lov.

Det mest alarmerende er, at biskoppen selv gør sig skyldig i en halvhed. For biskoppens advarsel har sin grund i Søren E. Jensens teologiske polemik, men det gør biskoppen til et spørgsmål om præstens forpligtelser som tjenestemand.

Det er bare ikke nogen tjenesteforsømmelse at holde en skarp prædiken. Hvis der er noget galt med teologien i forhold til skriften og bekendelsesskrifterne, må biskoppen svare teologisk, da evangeliets forkyndelse er et spørgsmål inden for åndens regimente.

Den sondring skal selvfølgelig være på plads, når man skrider til noget så alvorligt som en tjenstlig advarsel. Jeg vil følge sagen tæt og stille kirkeministeren en byge af spørgsmål. Det er i sidste ende forkyndelses- og åndsfriheden, der står på spil.

Lad mig derfor komme med nogle teologiske betragtninger. Den prædiken, som Søren E. Jensen har holdt, kunne jeg selv have holdt, hvad angår polemisk brod. Man kan selvfølgelig kaste sig ud i teologisk smagsdommeri om den gode tone og mene, at Søren E. Jensen går uden for prædikenens kategori ved ikke at være opbyggelig og have kirkelig pli, men i stedet for skænder og forhåner.

Sikke noget snak! Tag Det Nye Testamente. Der er bestemt ord til opbyggelse, men de dømmende ord falder også som øksehug - og det ofte fra Jesu egen mund. Der er en dialektik mellem dom og nåde, og lov og evangelium. Hvis ikke dommen er hørt, kan evangeliet heller ikke høres og omvendt. En ordentlig prædiken indeholder som regel både dom og nåde, men der kan afhængigt af forskellige ting være søndage, hvor dommen lyder for fuld udblæsning, og andre søndage, hvor evangeliet lyder til opbyggelse. Sådan er det med prædikenteksterne, og sådan er det vel også med prædikenerne.

Under alle omstændigheder findes der ikke nogen lov om kirkelig pli og om, at prædikener ikke må være polemiske. Det virkelig betænkelige ved sagen er, at biskoppen gør en polemisk prædiken til en tjenesteforsømmelse.

JEG SKAL VÆRE DEN FØRSTE til at forsvare biskoppens tilsynsembede, som består i at tilse, at evangeliet forkyndes rent og purt, og at præsten ikke gør sig skyldig i tjenesteforsømmelse, men er det en tjenesteforsømmelse som et led i forkyndelsen af evangeliet at kritisere et kirkeliv, når det ender i overfladisk pop og gøgl?

Er det en tjenesteforsømmelse, at man, når man prædiker evangeliet, kritiserer præster, der mener, at evangeliet er identisk med deres egen selviscenesættelse og X-factor, og at de derfor optræder som overgearede forlystelsesfunktionærer?

Er det med andre ord tjenesteforsømmelse at lægge sig ud med en gejstlig stand, hvis alt for meget handler forfængelighed og forkælede mavefornemmelser, når det sker for evangeliets skyld?

Hvis det er tilfældet, har Søren E. Jensen, jeg selv og mange andre præster og teologer gennem tiderne gjort os skyldige i mange tjenesteforsømmelser. Jeg kan i øvrigt nævne adskillige, der for eftertiden står som teologiske fyrtårne i dansk åndsliv - blandt andre Grundtvig og Søren Kierkegaard.

Lad mig minde om, at vores protestantiske kirke er født ud af Luthers skånselsløse opgør med pavekirken. Reformationen bestod i opgøret med en farisæisk gerningsretfærdighed og med et paveligt kirkehierarki, der led under fordærv og misregimente, fordi evangeliet ikke blev hørt.

Luther foretog opgøret med en sådan kraft og hårdhed, fordi grunden skulle ryddes, så evangeliet igen kunne lyde. Ret beset ville Luther jo bare pege på Guds Ord, der selv rydder grunden ved at dømme mennesket som en insolvent synder og derpå tilsiger det samme menneske den nåde og kærlighed, som åbenbares gennem Jesu Kristi kors, lidelse, død og opstandelse.

Var Luther en dårlig kollega? Det tror jeg nok, at paven og en stor del af pavekirken ville sige. Var Grundtvig i øvrigt en dårlig kollega, da han skrev ”Kirkens Gienmæle”? Mon ikke H.N. Clausen mente det? Hvad med Kierkegaard? Ja, biskop Martensen må angiveligt have tænkt, at Kierkegaard, skønt han ikke var præst, optrådte både ukollegialt og illoyalt over for statskirken, da han påbegyndte sin kirkekamp.

JEG KUNNE IKKE DRØMME OM at sammenligne Søren E. Jensens prædiken med Luthers reformatoriske skrifter, Grundtvigs ”Kirkens Gienmæle” eller Kierkegaards artikler i Øieblikket. Jeg tror i øvrigt også, at han ville rødme af skam, hvis jeg gjorde. Jeg kender ikke Søren E. Jensen som præst. Dog bærer hans prædiken umiskendeligt præg af at stå i dyb gæld til den protestantiske teologi, hvor striden er et vilkår, som er uløseligt forbundet med det at være præst og forkynde evangeliet.

Der er inden for den protestantiske teologi vide rammer for polemik. Vi kan skændes og larme, men det afgørende er, at det sker i sandhedens tjeneste. Sådan er at være protestantisk præst.

Der er dog en ny forståelse af det at være præst, som står i skærende kontrast hertil. I den nye forståelse henter præsten sin identitet gennem gruppen og det kollegiale fællesskab, hvor biskoppen er leder, og provsten er mellemleder. Man tænker folkekirken som en koncern, hvor det kollegiale fællesskab arbejder samdrægtigt på, at maskineriet holdes kørende.

Denne forståelse minder en del om middelalderens kirkehierarki, men den adskiller sig alligevel, fordi den er uden sandhedskravet om at forholde sig absolut til det absolutte og relativt til det relative.

Tværtimod bærer forståelsen præg af en grasserende relativisme og har som sit åndelige fundament den postmoderne plan B-teologi. Sandhedens rige er udskiftet med multireligiøse paralleluniverser, hvor enhver er salig i sin tro, og hvor den teologiske debat derfor er en uting. Kollegialiteten kommer til at stå over teologien. Er det ikke det, som striden mellem Søren E. Jensen og biskop Peter Fischer-Møller i virkeligheden handler om?

Striden er principielt ikke et for eller et imod en prædiken, men om man kan bruge anklager om tjenesteforsømmelse og mangel på kollegialitet som våben mod en polemisk prædiken.

Christian Langballe er sognepræst, luthersk teolog, medlem af Folketinget og kirkeordfører for Dansk Folkeparti