EN AF DANMARKS mest læste forfattere, Bjarne Reuter, har udgivet en ny, stor genfortælling af verdens vigtigste bog, Bibelen. Det har naturligvis fremkaldt begejstring og fornyet interessen for Bibelens skelsættende beretninger i vide kredse. Med en enkelt, besynderlig undtagelse.
LÆS OGSÅ: Reuterbibel vil gribe nye læsere
Teolog og journalist Iben Thranholm angreb den 2. november i sin klumme her i avisen Bibelselskabet for med Bjarne Reuters genfortælling, Bogen, at tivolisere den hellige skrift.
Vi har heldigvis religionsfrihed. Så Iben Thranholm, der selv foretrækker såkaldte privatåbenbaringer nedskrevet af mystikere fra 1800- og 1900-tallet, må gerne påtage sig rollen som religiøs smagsdommer for de særligt indviede. Hun har da også ret til selv at begræde, at en stor mængde af helt almindelige danskere nu takket være Bjarne Reuter har fået en attraktiv mulighed for at få mere at vide om hen ved 60 af Bibelens væsentligste beretninger.
Men Iben Thranholm skylder at fremsætte sin kritik af andre menneskers dedikerede arbejde på en faktuelt korrekt facon. Det er desværre ikke tilfældet.
Det er for eksempel forlaget Gyldendal, der har udgivet Ingrid Schrøder-Hansens genfortælling af Bibelen for store og små. Det er ikke Bibelselskabet, som Iben Thranholm skriver.
Det er forlagene Sesam og Aschehoug, der har stået bag Anna Sophie Seidelins udbredte genfortælling af Bibelen. Det er ikke Bibelselskabet, som Iben Thranholm ellers opremser.
Bibelselskabet har nu til gengæld ansvaret for den meget benyttede oversættelse af Det Nye Testamente til nudansk med titlen Den Nye Aftale. Men denne oversættelse vers for vers fra grundsproget græsk er og bliver netop en oversættelse. Det er ikke en gendigtning, sådan som Iben Thranholm unøjagtigt anfører.
Ganske unøjagtige er også Iben Thranholms bemærkninger om, at Bjarne Reuter alene skulle have fået den prestigefyldte opgave, fordi han er en god historiefortæller.
Min tro er som en stor elastik. Nogle gange er døren gået næsten helt i. Andre gange lukkes den helt op, siger Bjarne Reuter selv om sin tro.
Han er i øvrigt både døbt og en flittig kirkegænger. Og enhver, der bruger bare lidt tid på Reuters værk om Abraham, Job, David, Peter, Jesus, vil hurtigt kunne mærke hans ægte og positive engagement i troens og kirkens vigtigste fundament, nøglen til vor tids etik og moral.
Hertil kommer, at genfortællinger af Bibelen naturligvis ikke bare er et snævert dansk fænomen, sådan som Iben Thranholm bedyrer. Internationale storfilm har genfortalt bibelhistorien for millioner med folk som katolske Mel Gibson i spidsen. Verdens største kunstnere fra Michelangelo over Rembrandt til Marc Chagall har malerisk fortolket og vist vej til Bibelens univers. Nobelpristagere fra Thomas Mann til anglikanske Desmond Tutu har bearbejdet det bibelske grundstof betagende for voksne og børn.
Bibelen er alle tiders største historie. Netop derfor bliver den heldigvis hver eneste dag, hver søndag, under enhver højtid, genfortalt, formidlet, prædiket, oplevet og erfaret af mennesker over hele kloden. Ja, det er faktisk sådan, den kristne arv gives videre fra generation til generation. Ved at blive genfortalt på alskens personlige måder.
Det bliver originalen ikke mindre værdifuld eller troværdig af. Nej, tværtimod. Det er sådan, troen og værdien holdes i hævd.
Iben Thranholms klumme, der i øvrigt også angav en forkert udgivelsesdag for Reuters bog, er derfor ikke kun fuld af fejlagtige oplysninger. Den rammer desværre også i sin grundforståelse ved siden af.
Hvis klummens budskaber skulle tages for pålydende, ville kristendommen ende på en hellig søjle som en fjern, irrelevant og utilgængelig tro for de ganske få. Men det kan da umuligt være hensigten, når Bibelen selv så utvetydigt angiver et andet sigte: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.
Morten Thomsen Højsgaard er generalsekretær i Det Danske Bibelselskab