Børn kan ikke sidde stille i skolen, og de har ikke respekt for autoriteterne. Lærere og pædagoger skyder ansvaret over på forældrene, mens forældrene skyder ansvaret tilbage på institutionerne. Men hvem har ansvaret for at opdrage vores børn? Forældrene opdrager deres børn til at være små prinser og prinsesser og forstyrrer derved i klasseværelset, sagde børnepsykolog og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen i Berlingske i sidste uge.
Grethe Kragh-Müller, du er børnepsykolog og lektor ved Aarhus Universitet. Har Per Scultz Jørgensen ret i, at børn er dårligere opdraget i dag?
”Jeg kan godt blive lidt træt af den diskussion, for vi har diskuteret det i århundreder. Luther var vist den første, der sagde, at eftersom forældre ikke kunne opdrage deres børn ordentligt, måtte skolen træde til. Selvfølgelig sker der ting, som tiden går, men det er trods alt den samme diskussion om, at hvis børnene ikke opfører sig, som man synes, de skal, så er det forældrene og i sidste ende moderen, der er noget i vejen med.”
Men når der nu er denne diskussion, og lærerne klager over børn, der ikke respekterer lærernes autoritet, hvem er det så, der har ansvaret for at lære børnene at opføre sig ordentligt?
”Børn er i sidste ende forældrenes børn. Vi synes jo, at det er os, forældrene, der skal kunne afgøre eller planlægge, hvordan vi synes, vores børn skal have det. Og hvis andre blander sig i den opdragelse, synes vi ikke om det, for børnene hører familien til inden for hjemmets fire vægge.
Men når det er sagt, er det ikke muligt at lægge ansvaret over på nogen bestemt, for børn i dag færdes i mange forskellige sammenhænge. Derhjemme er forældrene arbejdsmæssigt vældigt pressede, og så kan der opstå konflikter hjemme, fordi både børn og voksne er trætte efter en lang dag.
I dag taler man om dobbeltsocialisering, fordi forældre og pædagoger deler ansvaret for børnenes udvikling, fordi de tilbringer så mange timer i institutionen. Men vi dræner vores institutioner for pædagoger, og så er det urimeligt at tro, at de få pædagoger, der er, kan understøtte børnenes udvikling i tilstrækkelig grad. Og så er der skolen, hvor man kan diskutere, hvem skal tilpasses hvem. Er det børnene, der for al magt skal kværnes ind i skolen, eller skal skolen møde de børn, de nu engang får, og se på, hvordan man kan tilrettelægge undervisningen bedst muligt?
Selvfølgelig skal børnene have lært at opføre sig ordentligt, men det er vigtigt, at vi diskuterer, hvordan vi både hjemme, i børnehaven og i skolen hjælper børnene til at udvikle sig i stedet for at sige, at det bare er forældrenes opdragelse, der er for dårlig.”
Hvorfor ser vi så så mange klager over den manglende lydighed og autoritet i skolen?
”Der er en mærkelig idé om, at børnene absolut skal i skole i seksårsalderen, og det er altså det tidspunkt, hvor børn udviklingsmæssigt befinder sig i alle verdens hjørner, fordi børns hjerner udvikler sig i forskellig takt.
En af mine kolleger vurderede, at omkring 25 procent af en børneårgang ikke er klar til at leve op til de krav, skolen stiller, når de kommer i skole i seksårsalderen. I den alder sker der også nogle fysiologiske forandringer, der gør, at børnene har svært ved at sidde stille. Der er en tyrkertro på, at hvis man starter tidligt, så er alt godt. Men megen forskning tyder på noget andet.
Dernæst er skolen en social arena, som børn skal finde ud af at begå sig i. Vi ved, at drenge har en tendens til at lægge sig ud med læreren for at få en bestemt position i børnegruppen, og det betyder, at de måske klovner eller larmer. Skolen som socialpsykologisk sammenhæng kunne man således også kigge på.
Jeg ved ikke, hvad vi forestiller os, når vi forventer, at man bare skal sidde og tage imod undervisningen. Hvis børnene ikke lytter efter, er det måske ikke utænkeligt, at det en gang imellem er, fordi det, læreren siger, er kedeligt eller noget, de ikke forstår. I gamle dage var børnene bange for læreren og turde ikke sige noget. I dag er de ikke bange, og så stiller de måske flere krav.”
Men er det ikke i orden, at lærerne forventer, at børnene kan deltage i under-visningen?
”Jo, men der er også sket en udvikling i, hvordan vi betragter børn. Vi er gået fra den opdragelsesmetode, hvor børn skulle være lydige og ses og ikke høres, til at vi nu ser på børn på en helt ny måde, hvor de har en højere grad af indflydelse; de har fået rettigheder og må gerne blive hørt og taget alvorligt. Det hænger sammen med en almindelig demokratisering i samfundet. Og det stiller nogle nye krav til både forældre og samfundet.”