Der er gået 30 år siden, siden din ”Nej, ikke en krone!”-annonce i Morgenavisen Jyllands-Posten den 21. september 1986. Som du ser det, hvad har den annonce betydet for eftertiden?
”Det var en helt afgørende understregning af et problem, som den herskende klasse bevidst havde forsøgt at lukke øjnene for. Udlændingeloven af 1983 er en historisk katastrofe, der fører til, at landet over de seneste 30 år mere eller mindre er blevet forvandlet fra danskernes fædreland til et multietnisk område. Udlændingeloven havde én bagmand, og det var Hans Gammeltoft-Hansen fra Dansk Flygtningehjælp. Så det var en meget præcis kritik af alt det, der lå i indvandrerpolitikken. Det var en hjælpeorganisation, hvis interesse havde været at gøre danskerne fremmede i eget land.”
Din annonce vakte dengang stor modstand fra det meste af det politiske spektrum. I dag er der en bred folkelig opbakning bag udlændingestramninger, og de fleste partier går ind for en stram asylpolitik. Er det ikke dig, der er blevet den politisk korrekte?
”Det er mig, der fik ret. Det er min kritik, der fra begyndelsen havde ret. Og det betyder selvfølgelig, at der er flere og flere, der siger det samme, som jeg sagde dengang. Og hvis de så tør drage konsekvensen og virkelig tage et opgør med den indvandrerpolitik, der blev skabt, så er det glimrende. Men det er da mig, der havde ret, og mig, der har bestemt hele opgøret med indvandrerpolitikken. Ordet politisk korrekt er et ord, jeg ikke bryder mig om. Det er jo netop det, som hele flygtningeagitationen har kørt på. Mit, det er sandheden, der blev sagt imod den politiske korrekthed.”
Sidste efterår var der en større debat om, hvorvidt der skulle gives penge til en indsamling til fordel for Syrien og nærområderne. Hvilke tanker gjorde du dig om den debat?
”Den husker jeg ikke. Men jeg har ikke noget imod, at man samler ind til flygtninge i udlandet. Det er helt i orden. Det, der er fuldstændig uacceptabelt og helt utilgiveligt, er, at man ophæver danskernes suverænitet til fordel for en abstrakt jura, som betyder, at enhver fremmed, der stiller ved den danske grænse, bliver ligestillet med den danske borger.”
Du omtalte før, at der er sket en katastrofe de seneste 30 år. Men kan du ikke udpege nogle punkter, hvor det, som du ser det, er gået den rigtige vej?
”Nej. Altså, jeg kan sige, at der er sket det glædelige, at den modstand, som vi er nogle stykker, der har rejst, mildest talt er blevet toneangivende. Stort set hele det danske folk er blevet klar over, at det var en katastrofe, der skete i 1983. Og derfor ser du også de seneste politiske meldinger om, at man arbejder sammen om at få katastrofen minimeret. Det er meget tankevækkende og fortræffeligt, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet mere eller mindre kan mødes i protest.”
Du har over tid været usædvanligt konsistent i din argumentation. Er der slet ingen punkter, hvor du synes, du er blevet klogere siden 1986?
”Nej, for det er jo en hel principiel problemstilling om, hvad der er lov og ret. Og om, at man ikke kan komme rejsende fra det fjerne udland og stille retskrav i Danmark. Det er en forlængelse af luthersk kristendom og af Grundtvigs tale om, hvad det vil sige at være dansk.”
Der har over de seneste måneder udspillet sig en såkaldt åndelig borgerkrig blandt borgerlige om synet på islam og risikoen for en borgerkrig eller ej. Som du ser det, hvad er den strid udtryk for?
”Det er klart, at islam er aldeles uforenelig med kristendommen. Og det at lukke muslimer ind i hundredtusindtal er invitationen til borgerkrig. Det er en katastrofe, der ligger og venter. Og hvis ikke man ser det i øjnene, så kommer katastrofen. Debatten er udtryk for Søren Pinds (V) fejhed og frygt for at se virkeligheden i øjnene. I Venstre burde der være tale om en folkelig danskhed, som ville forsvare landet mod en trussel, som er meget overhængende. I stedet har Lars Løkke Rasmussen (V) bøjet hovedet for Merkel. Derfor er opgøret med Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind og Venstre nødvendigt. Det er karakteristisk, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet kan mødes i det opgør.”
Debatten handler jo meget om tonen, som Søren Pind har kritiseret. Du har så kaldt hans retorik for ”vulgær”, og sognepræst Claus Thomas Nielsen kalder hans retorik for ”stigmatiserende”. Er der ikke på samme måde en grænse, som du ser det, for, hvordan man kan omtale islam og muslimer i Danmark?
”Det er da fuldstændig rigtigt, at når man omtaler folk, skal man da prøve på at holde en tone, der gør, at man kan komme på talefod. Men på den anden side skal man heller ikke lyve og lukke øjnene for den afgrundsdybe forskel, der er mellem kristendommen og islam. Det er 1400 års historie, det handler om.”
Kan du ikke komme i tanke om tidspunkter, hvor retorikken om muslimer er kammet over?
”Det synes jeg ikke, jeg kan. Det er klart, at folk, der bruger billige skældsord, dem har jeg aldrig sympati for.”
Du udtalte før Flygtning ’86-indsamlingen, at man med udlændingeloven af 1983 havde ”opstillet et retsprincip, der simpelthen er nationalt selvmord”. Nationen står endnu, så var det ikke at overdrive?
”Tværtimod. Det er netop en understregning af det, vi oplever. Langkaer Gymnasium er jo et vidnesbyrd om, at danskerne er blevet fremmede i deres eget land. Man kan ikke have danske gymnasieklasser længere, fordi der er så mange indvandrere.”
Kan man ikke omvendt kalde det en sejr, at børn af indvandrere i stigende grad går i det alment dannende gymnasium?
”Hvis det betød, at de virkelig blev danske, og at der virkelig var respekt for traditionen hos det folk, de er kommet til, så var det i orden. Men det er jo tydeligt, at det er der ikke. Det er folk, der er muslimer, og som lægger vægt på at være det.”