Henning Reelsbo antyder (i debatindlægget ovenfor, red.), at jeg "vil tage de homoseksuelle som gidsler" for at fremkalde en debat om vielsesordningen. Samtidig har folketingskandidat for Dansk Folkeparti Kenneth Kristensen Berth nu i to omgange skudt med skarpt fra den modsatte side og antydet, at min rummelighed også rækker til accept af flerkoneri.
Det mere end bekræfter behovet for en ordentlig afklaring af folkekirkens teologiske basis omkring parforhold og familiestruktur, før vi ændrer noget. Behovet for afklaring handler ikke primært om forholdet til juraen. Det er teologisk: Hvordan skal vi i folkekirken i fremtiden forholde os til de mange udfordringer fra nye parforholds- og familiemønstre.
I dag sætter politikerne entydigt præmisserne: Ny lovgivning betyder, at kirken hænger med, om end med modstand fra et mindretal. Ikke fordi vi forholder os teologisk til det, men alene fordi vi er civil vielsesmyndighed. Det er ikke teori. Der er med sikkerhed også andre udfordringer på vej: Jeg nævnte eksemplet med det canadiske lovforslag om flerkoneri.
Der har også været overvejelser fremme om tilladelse til ægteskab/registreret partnerskab mellem nært beslægtede. Et tredje eksempel er en sag fra et europæisk land - jeg husker desværre ikke hvilket - hvor flere og flere heteroseksuelle par ønsker at indgå registrerede parforhold - ikke ægteskab - fordi det registrerede parforhold blev betragtet som en mindre forpligtende kontrakt.
Ingen kan være tjent med, at vi i folkekirken i det mindste ikke forsøger at bruge et par år på et analysearbejde af de mulige udfordringer og deres teologiske implikationer. Måske ender det med, at det er umuligt at finde en fælles platform, som det store flertal i folkekirken kan identificere sig med. I så fald er konsekvensen, at folkekirken i fremtiden er uden fælles ægteskabs- og parforholdsteologisk grundlag.
Det kan vi måske lære at leve med, men det medfører så, at vi er nødt til at overveje den anden vinkel: at fjerne den civile vielsesmyndighed. Dens forudsætning er jo, at tingene også skal hænge sammen indholdsmæssigt. Det gør de ikke, hvis der er et væld af undtagelser og fritagelser og særmuligheder for præster, der ikke vil det ene eller det andet. I forvejen kan det være problematisk nok allerede, for eksempel i områder med mange præster, der ikke vil vie fraskilte.
Mine personlige holdninger i den anledning er for så vidt uvedkommende, men jeg har ikke noget imod at gentage, at jeg ingen reservationer har i forhold til at velsigne homoseksuelle par. Men måden vi gør det på, og om det er med eller uden jura, skal besluttes på et gennemreflekteret grundlag, der medtænker de kommende udfordringer. Og det har vi ikke i dag.
Forresten er det bemærkelsesværdigt, at denne sag fylder så meget i bispevalget, når den før dette stort set ikke var på dagsordenen. Der er andre væsentlige områder, hvor forskellene mellem kandidaterne vil have langt større betydning for kirkelivet i Københavns Stift.
Der er tale om proportionsforvrængning; men når Reelsbo kobler denne sag til fløjstøttetemaet, kan man heller ikke helt afvise, at det er en del af hensigten. Jeg synes ikke, det er speciel hensyntagen til nogen fløj gerne at ville sikre, at vi er ordentlig klædt på teologisk.
Kaj Bollmann er bispekandidat i Københavns Stift