Det er og bliver en trossag

TRO OG VIDEN: I strikt forstand "ved" vi ikke, om Jesus virkelig er Guds søn -- eller om han er opstået. Det kan vi tro, men ikke vide

I Kristeligt Dagblad den 27. september genoptager sognepræst Søren Holm debatten om gudsopfattelserne i islam og kristendom. I Koranen er Allah fjern, og i Det Nye Testamentes kommer Gud os i møde i Jesus Kris-tus. Det er oplagte forskelle, som man ikke behøver mange leksika for at konstatere.

Jeg har ikke deltaget i diskussionen om gudsbilleder. Derimod har jeg søgt at rejse en diskussion om troens egenart i forhold til det gængse begreb om viden. Det handlede mit indlæg den 15. september om. Jeg har tidligere brugt et citat af den evangelikale teolog Miroslav Volf i et indlæg, men det blev senere misforstået af nogle kronikører. Derfor er det på tide, at Kristeligt Dagblads læsere får lejlighed til at læse, hvad Miroslav Volf siger:

"Jesus Kristus er sandheden, vejen og livet. Som kristne vil vi hævde dette som sandheden. Men vi kan ikke hævde det som en absolut viden, der er ikke tale om en endelig sandhed, som vi besidder. Da vi ikke er Gud, men mennesker, kan vi ikke besidde den endelige sandhed ... Enhver tro er vores tro, menneskelig tro og som sådan en tro med foreløbighedens karakter. Jeg kalder troen en foreløbig vished. Der er, hvis vi skal sige det sådan, noget absolut ved vores tro: Vi kan ikke opgive vores standpunkt, men må hævde det som sandt. For så vidt er den grund, vi står på og handler og tænker ud fra, fast. Alligevel må vi også hævde, at vores standpunkt er sandt på en foreløbig måde: Hvad vi har, er netop en tro på, at vores tros indhold er sandt. Det hindrer os i at blive arrogante og undertrykkende ... Hvis vi forstår vores standpunkter som sande i en foreløbig forstand, må vi også forstå, at de andres standpunkter muligvis også kan være sande."

Der er masser af indsigt og erfaring og derfor også i en vis forstand "viden" i den kristne tro. "Du ved det godt mit hjerte, du ved at Gud er stor", siger Kaj Munk. "Jeg ved et lille himmerrig", siger Grundtvig. Den "viden", der her tales om, er troserfaringens viden, som blandt andet kan støtte sig til gudstjenestens og Bibelens billeder af Gud. Men i strikt forstand "ved" vi ikke, om Jesus virkelig er Guds søn – eller om han er opstået. Det kan vi tro, men ikke vide. Her må vi sige med K.L. Aastrup: "Men det, som intet øje så, vil kirken holde søndag på, og vidne frit, som ånden bød, om ham, som døden gennembrød."

Det er mig uforståeligt, at teologer, der er vel skolet i dansk, herunder tidehvervsk teologi, partout skal have det centrale i kristendommen gjort til en videnssag. Jo, vi ved udmærket, at gudsbillederne er forskellige i islam og kristendom. Det kan enhver konstatere med en beskeden indsats. Men vi ved ikke, hvilket gudsbillede der er det sande. Det er og bliver en trossag. Modtager vi den kristne tro, så modtager vi måske med troen en høj grad af vished og fasthed i vores livsgrundlag. Men det hele beror på tro og netop ikke på viden i gængs forstand.

Hans Raun Iversen er lektor i teologi ved Københavns Universitet