Det er som udgangspunkt godt, at dødens eksistens nu er blevet italesat fra øverste sted: Et udvalg skal debattere aktiv dødshjælp. Udvalgets formål er at arbejde for, at vi skal dø værdigt. Det arbejde vil vi følge med spænding.
Livet omkring døden indeholder dog flere emner, der med fordel kan debatteres, ryddes op i og ændres på, så rammerne passer til os, der er de kommende afdøde og efterladte.
Vi er inspireret af andre landes erfaringer med at implementere et godt liv rundt om en værdig død. Listen er ikke i prioriteret rækkefølge, men opbygget, så den følger kronologien, før, under og efter at et menneske ånder ud for sidste gang:
Vi bør etablere flere, tydelige og tilgængelige tilbud om sidstehjælp eller lignende tiltag – altså oplysning til os alle om døden som et livsvilkår, man kan forberede sig på. Herunder også kendskab til regler og rammer før og efter et dødsfald og muligheden for om ikke at planlægge, så at forberede sig på fremtiden.
Vi savner mere tilstrækkelige tilbud om palliation på hospice og hjemme, i alle dele af landet, både for kræftramte og andre. Danmark halter bagefter på den front, hvilket på alle måder er trist, for de dygtige palliationsteams giver netop frihed fra smerter og tryghed i at dø i hjemlige omgivelser, hvilket mange ønsker sig.
Vi foreslår, at man systematisk afdækker og derefter begrænser de ofte ukendte forhindringer, som først viser sig, når man står med et dødsfald. For eksempel kan man gennemgå de regler, som rammer pårørende i skifteretten, se hvad der gælder af regler for begravelsesformer, herunder valg af kirkegård, regler for askespredning og så videre. Det er vores oplevelse, at efterladte alt for ofte står med unødig sorg over, hvad der ikke kunne lade sig gøre.
Vi savner en kvalitetssikring af ydelser og tilbud omkring dødsfald. Tidligere havde Forbrugerrådet Tænk et fokus på området, men nu står efterladte overraskende alene. Vi efterlyser etik omkring produkter i forbindelse med død og sorg, indførelse af autorisation og samlet registrering af bedemænd/kvinder, opfølgning på uhensigtsmæssige hændelser med videre.
Endelig ønsker vi os tydelige og tilgængelige tilbud efter et dødsfald. Herunder hjælp og støtte for at forebygge kompliceret sorg samt formuleret "sorg-omsorg", dér hvor de efterladte har deres hverdag: i skolen, på arbejdspladsen og i fritidslivet.
Vi har to konkrete forslag:
1: Fast organisatorisk forankring af døden i Danmark. Som det er i dag, håndteres dele af døden et utal af steder. Den ikke-komplette liste består af adskillige ministerier, flere ngo’er og patientforeninger, folkekirken og religiøse/ikke-religiøse samfund, kommunale initiativer, der laver folkeoplysning om god afsked eller som driver kirkegård og krematorium, forskellige forskningsmiljøer, fagbogsforfattere, samtidskunstnere, private erhvervsdrivende, som sælger ydelser og produkter eller er bedemænd og endelig et social- og sundhedsvæsen med embedslæger, palliative teams, hospicer, plejehjem og hospitalskapeller. Rigtig mange instanser og mange gode initiativer, men knap så meget samarbejde på kryds og tværs.
I Danmark har vi ingen myndighed eller organisation, som har fået det overordnede ansvar for dødens forhold. Vi kan som inspiration pege på eksempelvis den skotske organisation Good Life, Good Death, Good Grief.
Organisationen er finansieret af offentlige midler samt af en lang række medlemsorganisationer, universiteter, bedemandskæder, patientforeninger og velgørende organisationer. Organisationen har til opgave året rundt at gøre opmærksom på dødens eksistens og sikre, at dødens forhold er forankret, med det formål at sikre gode processer omkring døden. Derfor læser organisationen review på nye politikker: Er palliation nævnt i ny kræftplan? Er forholdene for bedemænd og -kvinder tænkt ind i den næste pandemiplan? Desuden samler og publicerer organisationen viden om et godt liv omkring døden.
Vi foreslår, at Danmark får sin egen "Livet omkring døden"-organisation. Den nye indsats kunne have sit udspring i en allerede eksisterende organisation. Her gælder det, at vi har brug for et velskrevet kommissorium, så opgaverne står klart for organisationen og omverdenen. Vi foreslår samtidig, at arbejdet får en klar og samlet ministeriel forankring.
2: Vores andet forslag er en landsdækkende, tilbagevendende "Dødens uge". For første gang i år har Danmark haft en "Dødens uge" i uge 44, et fint initiativ, som vi håber vil spire og gro i de kommende år. Man vil kunne finde meget inspiration i Skotland og England, som gennem et årti har kørt en dødelighedsuge årligt.
I begge lande er der mulighed for, at man kan søge økonomisk støtte til at gennemføre sit event, det være sig et foredrag, en koncert, et standupshow eller noget fjerde om døden. Opmærksomhedsugerne kurateres ikke og udelukker ingen arrangører, for døden er jo et fælles anliggende. Så programmet samler uden problemer spirituelle og kommercielle tilbud og initiativer i et lille lokalområde, i sundhedsvæsenet og i religiøse samfund. Herefter er det op til publikum at orientere sig i det mangfoldige program, der på et væld af måder minder om dødens eksistens og debatterer, hvad vi har brug for fremover for at få bedre rammer for livet omkring døden.
Der er meget at vinde ved som samfund at tage mere livtag med døden.
Det kunne resultere i færre forløb, hvor kompliceret sorg bliver konsekvensen. Forskning viser, at et samfund, der også kan rumme død og sorg, kan forebygge komplicerede og svære sorgforløb, der er omkostningstunge både for den enkelte og for vores fællesskab.
Det ville lette planlægningen af fremtiden. Vi har i Danmark forskellige initiativer, der kan ruste og inspirere til, at vi tager samtalerne og beslutningerne om en potentiel sygdom og død i endda meget god tid. Herunder hvordan vi kan håndtere digital arv og fremtidsfuldmagter med videre.
Det ville muliggøre mere meningsfulde beslutninger for de pårørende vedrørende eksempelvis organdonationer, hvor donor og efterladte på forhånd har talt om emnet og deres ønsker. Lige nu skal et borgerforslag om, at alle fra 18-årsalderen automatisk er organdonorer, medmindre man aktivt fravælger det, behandles. Det samme skal et bredt politisk forslag om, at man eksempelvis ved udstedelse af pas skal tage stilling. Uagtet hvordan disse debatter ender, kan en årligt "Dødens uge" betyde, at flere har taget snakken og de efterfølgende beslutninger.
Det ville sikre en udvikling af eksempelvis begravelser og bisættelser, som er vigtige og traditionsbundne ritualer, der skal udvikle sig sammen med den befolkning, vi er, og den tid, vi lever i. Herunder hører også at fremskaffe og dele viden om, hvordan vi bedst skaber en bæredygtig begravelse og mindsker det sidste CO2-aftryk.
Irland, England og Skotland har gennem mange år arbejdet målrettet med livet omkring døden. Alle lande har deres egen kontekst, men fælles er et ønske om at gøre livet op til et dødsfald, døden, savnet og sorgen mere håndterbart. I Danmark har vi en minister med ansvar for det ydre rum. Måske er det tid til at få en minister med ansvar for livet over og under jordoverfladen, en minister med ansvar for alle dødens forhold. Vi tror på, at et klart politisk fokus og en samlende instans ville være et godt udgangspunkt for dette arbejde i Danmark.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.