Prøv avisen
Debatinterview

Det er problematisk, at man skal være aktiv for at blive opfattet som en god ældre samfundsborger

Sundhed er blevet altoverskyggende, som jeg ser det, med vægt på synlig produktivitet og vores fysiske aktivitet. Vi skal leve synligt aktivt og sundt hele livet, så vi ikke ligger samfundet til last. Vi bliver målt og vejet med udgangspunkt i et økonomisk rationale, der sætter syge, fattige, arbejdsløse og også ældre, som står uden for arbejdsmarkedet, bagud på point, mener direktør for fonden Ensomme Gamles Værn. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Et dominerende sundhedsparadigme samt en generel opfattelse af det gode liv som værende lig med det aktive liv presser samfundets ældre. Der efterlades meget lidt plads til det stille liv i en tid, hvor man ikke bare skal være aktiv, men også synligt aktiv. Det mener direktør for fonden Ensomme Gamles Værn Christine Swane

Christine Swane, du mener, at talen om aktiv aldring er gået for vidt og har nogle problematiske konsekvenser for vores opfattelse af livet som ældre – hvorfor?

”Hele idéen om aktiv aldring er en del af det dominerende sundhedsparadigme, hvor det at leve et aktivt liv er en væsentlig del af forestillingen om det sunde liv. Det at leve aktivt er blevet et moralsk imperativ, man må følge, hvis man skal opfattes som en ansvarlig og god ældre samfundsborger.

Jeg synes, det er problematisk, fordi der er blevet snævre rammer for, hvilke former for aktivitet der har samfundsmæssig anerkendelse. Fordi det betragtes som et individuelt ansvar at leve et aktivt og sundt liv, uanset livsbetingelser i øvrigt.”

Men er det ikke godt nok og tillige i de ældres egen interesse at opfordre dem til at leve et aktivt liv?

”Jo, det kan man sige. Men i grunden lever vi vel alle et aktivt liv på den ene eller anden måde, med større eller mindre armbevægelser. Man kan også spørge, hvem der har magten til at definere, hvad et aktivt liv er, og dermed et godt og rigtigt liv?

Det er her, sundhed er blevet altoverskyggende, som jeg ser det, med vægt på synlig produktivitet og vores fysiske aktivitet. Vi skal leve synligt aktivt og sundt hele livet, så vi ikke ligger samfundet til last. Vi bliver målt og vejet med udgangspunkt i et økonomisk rationale, der sætter syge, fattige, arbejdsløse og også ældre, som står uden for arbejdsmarkedet, bagud på point.”

Er det kun ældre, der er omfattet af denne aktivitetstænkning?

”Aktiv aldring er en parole for hele livet. Der er et hierarki i den måde, aktiviteter vurderes på. Betalt arbejde står øverst, at være synligt produktiv på anden vis kommer længere nede på ranglisten, og nederst er aktiviteter, der opfattes som unyttige eller decideret forkerte, for eksempel at sidde i sofaen og se tv.

Jeg mener, at vi grundlæggende bliver vurderet på et forkert parameter, nemlig ud fra en økonomisk betragtning, hvor det forsøges gjort op, om vi bidrager til samfundet. Og her kommer alle, der bevæger sig uden for arbejdsmarkedets struktur, til kort.

For ikke at ligge samfundet til last skal vi derfor faktisk bevise, at vi er synligt aktive og produktive på andre måder. Ved at dyrke motion, så vi forbliver raske, være frivillige på det kommunale plejehjem, indtil vi selv flytter ind, og så videre.”

Hvordan er de her normer for det såkaldt rigtige liv opstået?

”Fokus på sund og aktiv aldring opstod i EU og WHO for et par årtier siden som en politisk respons på den demografiske udvikling, at der bliver færre børn og yngre voksne, samtidig med at flere ældre lever længere. Det skete både for at forbedre ældre menneskers liv og for at sikre samfundsøkonomien.

Men det handler også om, at det aktive og sunde liv i vid udstrækning bygger på de sundhedsprofessionelles normer for det gode liv, hvor fokus længe har været på den fysiske krop. Tidligere lyttede man også til for eksempel lærere og præster, der kunne sige noget om det gode liv og det meningsfulde liv. Man kan sige, at vi efterhånden har et ret smalt spor til det, vi forstår som det rigtige liv.”

Hvilke konsekvenser kan det have for de ældre mennesker, der ikke lever ”det rigtige liv”?

Nogle aktiviteter bliver usynlige og upåagtede, som for eksempel syge og svækkede gamle menneskers hverdagsaktiviteter, sammenholdt med ældre, der laver frivilligt arbejde i organisationer, eller som udgiver bøger og på andre måder er erhvervsaktive som 90-årige.

Ældre kan også føle sig pressede til at skulle leve op til et for højt aktivitetsniveau, hvilket ikke nødvendigvis er godt for helbredet. Pauser, hvile, refleksion, minder og stilhed tæller ikke, fordi det defineres som fravær af aktivitet. Denne norm skriger til himlen i et samfund, hvor så mange er stressede, og hvor den mentale sundhed er dårligere end nogensinde.”

Kan de ældre i bund og grund ikke bare sige fra selv og være ligeglade med, hvad andre tænker?

”Kulturelle normer og forestillinger om, hvordan man bør leve, for eksempel for ikke at ligge samfundet til last som ældre, kan vi ikke slippe uden om. De findes i vores sprog og handlinger. De findes i politiske udmeldinger, og de findes i den måde, sosu-assistenten siger: ’Ej, nu har du vist siddet længe nok i den stol. Nu må du op og røre dig’. Så kan nogle da godt gøre lidt oprør og sige: ’Jeg lever mit liv, som jeg vil’. Men du vil stadig møde andres kommentarer om, hvorvidt du lever dit liv rigtigt – hos lægen, fra dine børn eller fra naboen.”

Hvordan får vi afskaffet stereotypen om det gode og rigtige ældreliv?

”Der er flere stereotyper på spil. Der er den forfaldsprægede forestilling om alderdommen, hvor aldring opfattes som konstant svækkelse, og hvor ældre pr. definition er inaktive, fordi de ses som uproduktive. Det er jo blandt andet denne forestilling, som sund og aktiv aldring skal forsøge at gøre op med.

Som en, der er optaget af livet som ældre, har jeg desværre erfaret, at det er ubegribeligt svært at komme igennem med det budskab, at ældre mennesker er vidt forskellige. Selvom vi kan se det alle vegne. Vores forestillinger forbliver meget stereotype. Jeg er bange for, at det normative krav om en bestemt form for aktivt og sundt liv kan være med til at befæste det. Så mit bedste bud er en åbenhed over for menneskers vidt forskellige liv.”