Prøv avisen
Liv og meninger

Flemming Møldrup er blevet gift for første gang: ”Tvivlen findes ikke længere mellem os”

Illustration: Rasmus Juul

Rikke og jeg har med vores ringe dannet en slags hellig cirkel om vores forhold. En cirkel, som vi ikke sådan lige kan træde ud af, ingen smutveje eller lave gærde, som vi kan springe over, ingen vej udenom, skriver tv-vært Flemming Møldrup, der er ny klummeskribent for Kristeligt Dagblad

JEG ER LIGE BLEVET GIFT. I en alder af 50 år har jeg giftet mig for første gang. Jeg har længe haft lyst til at være gift. Men der skulle altså gå indtil nu, før jeg blev det.

I en tid med Tinder, hvor vi kan swipe os til alt fra uforpligtende sex til en livslang relation, hvis man er en af dem, der leder efter det, i en tid, hvor der findes 1,6 millioner enlige voksne i Danmark, i en tid, hvor over 45 procent af alle ægteskaber kuldsejler i skilsmisser – midt i den tid har jeg valgt at gifte mig.

Jeg har giftet mig med Rikke. Vi har giftet os uden om kirken og i stedet valgt at gøre det på Københavns Rådhus. Det er der ikke nogen dybereliggende mening med, andet end at vi ikke ville have, det skulle være stort. Ikke for megen ståhej. Og jeg er lykkelig.

Lykkelig for, at vi endelig fandt hinanden, Rikke og jeg. Lykkelig for, at jeg turde sige ja til hende, der er så særlig, at jeg havde modet til at gifte mig med hende. Lykkelig for mit ja til os.

MEN HVAD VAR DET EGENTLIG, jeg sagde ja til? For ud over alle de formelle formaninger og opmuntrende sætninger, som den søde dame på rådhuset sendte os ud i verden med, hvad var det så egentlig, jeg sagde ja til den formiddag en varm dag i juli?

Det har jeg tænkt meget over. For jeg har altid været kæreste i de forhold, jeg har været i. Og der er ikke det mindste galt i at være kærester. Det er fint og dejligt.

Men det her føles anderledes. Nu er jeg en gift mand. Det betyder, at jeg på et helt andet plan har taget stilling til, hvem jeg tilbringer mit liv sammen med. Det samme har Rikke.

Og til forskel fra da jeg var kæreste, bærer jeg nu en ring på min finger, der hver dag minder mig om, at jeg har et menneske i min verden, som også har en ring på sin finger. Den ligner endda min. Og hver gang vi begge, uanset hvor vi er, om vi er sammen, adskilt af en verdensdel eller bare i hver sin ende af et rum, kigger på vores vielsesringe, så ved vi, at begge er elsket af et andet menneske. Det er dejligt. Virkelig dejligt, faktisk.

Men der er en anden, og hvis ikke lige så vigtig som følelsen af kærlighed, så i hvert fald lige så meningsfuld følelse, som spirer inden i mig. Nemlig følelsen af, at der ingen udveje er længere. Der findes ikke længere et exitskilt over forholdet, ligesom tanken om at være utilfreds og gå ud og finde noget nyt og mindre problematisk heller ikke findes.

En tanke, jeg i hvert fald har haft nogle gange som kæreste. Men aldrig som ægtemand. For det er præcis det, den nye spirende følelse handler om, nemlig at Rikke og jeg med vores ringe har dannet en slags hellig cirkel om vores forhold. En cirkel, som vi ikke sådan lige kan træde ud af – ingen smutveje eller lave gærder, som vi kan springe over, ingen vej udenom.

For det er det, jeg har sagt ja til. Eller, det er den følelse, som vokser i mig. Vi har lovet hinanden, at vi altid vender mod hinanden, at vi altid ser hinanden i øjnene og fikser de udfordringer, der måtte dukke op. For vi kan ikke vende os væk, vi kan ikke træde ud af cirklen. Vi har forpligtet os til at blive i den.

Så når der kommer noget, når der sker noget, når og hvis og alt det der, så er der kun et svar, som gælder.

At vi fikser det sammen. For tvivlen findes ikke længere mellem os. Den findes ikke i cirklen. Der findes kun umage. Og jeg er vild med det. Det er jeg virkelig. Jeg elsker, at jeg har forpligtet mig til at skubbe tvivlen ud af mit kærlighedsliv. Og at jeg nu ikke kan vende mig væk, men bliver nødt til at blive i cirklen og holde om og holde af og holde ud.

Uanset hvad der sker med os og mellem os.

Men er tiden imod Rikke og mig? For kan jeg virkelig love Rikke, og kan hun love mig noget så ægte som at blive sammen, til døden os skiller, i en tid, hvor ikke alle, men virkelig mange er tilgængelige, når vi vil, og hvor vi vil? Hvor vi vælger eller fravælger relationer ved at swipe den ene vej eller den anden, hvor vi håndplukker alt, og hvor vi ikke nødvendigvis behøver gøre os umage over for hinanden, men hele tiden kun behøver at lade kompasset pege på os selv, og derfor ikke er forpligtet til at stå op for nogen eller stå noget igennem med dem. For i bedste fald swiper vi os jo bare ind i livet hos en anden.

Vi er heldigvis ikke de eneste, der gifter sig, faktisk er der flere, der gifter sig, end lader sig skille. Mange gifter sig endda flere gange. Uanset hvad, så bliver jeg lykkelig inde i cirklen med Rikke og håber, hun bliver der med mig, til døden os skiller.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, teolog og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.