Sisyfos hed en konge i Korinth, der blev dømt til at skubbe en kampesten op ad en bjergskråning. Men idet han var ved at nå toppen, slap den ud af hans hænder og rullede hele vejen ned, hvorefter han kunne begynde forfra. Sisyfosarbejde er dermed synonymt med en absurd og meningsløs aktivitet, der gentager sig i det uendelige. Sådan føles det at diskutere evolution kontra skabelse med min gamle ven hos Jehovas Vidner.
Hans argumenter er altid de samme: Tror du, verden blev til ved en tilfældighed? Tror du, et ur kan samle sig selv? Hvis der var en eksplosion på et trykkeri, og al farven blev sprøjtet op på væggene, tror du så, den ville danne teksten i et leksikon? Og lignende mere eller mindre kreative billeder.
Men evolution er ikke det samme som tilfældighed, siger jeg så. Den er præcis det modsatte. Evolution er naturlig udvælgelse. Og det er et determinerende princip. For hvor den enkelte mutation er tilfældig, så er den udvælgelse, der sker mellem milliarder af mutationer, bestemt af nødvendighed. Det er tværtimod jer, der tror på tilfældighed.
Os? Ikke tale om. Skabelse er ikke tilfældighed. Skabelse er styret af en guddommelig intelligens.
Jeg må lige indskyde, at disse diskussioner altid foregår i en god og venskabelig tone. Vi er gamle venner. Vi er vokset op sammen. Og vi er to uforenelige størrelser, en kristen og en ateist.
Jo, siger jeg, Gud er et tilfældighedsprincip, han er en deus ex machina, en ind- griben udefra, ikke en indbygget nød- vendighed. For en forfatter er det en forbudt ting og bliver betragtet som snyd, hvis man bruger det i en roman.
Gud er ikke snyd. Han er virkelig.
Så bevis det.
Det er min trumf. Jehovas Vidner lider nemlig af den fikse idé, at deres tro er en slags videnskab, der kan fremlægge beviser på det, de tror på. De kan ikke fordrage tanken om troen som noget metafysisk. En stor del af Selskabet Vagttårnets publikationers artikler har et populærvidenskabeligt tilsnit a la Illustreret Videnskab, blot med den lille brist, at de er grundet på fidusforskning eller citatfusk. Og meget af tonen i artiklerne er sokratisk spørgende. Så nu går min ven i gang med sit gudsbevis:
Hvis du går i en øde skov, siger han, fjernt fra bebyggelser, og du på skovbunden finder en tændstik, hvad tænker du da?
Jeg: at der må være et menneske i nærheden.
Præcis. Men når du går i naturen og ser, hvor fantastisk og fuldkommen den er, så tænker du altså, at den har skabt sig selv?
Gennem evolution, siger jeg.
Men kan du virkelig ikke se, at alt i naturen er så fornuftsbestemt og harmonisk, at der må være en intelligent kraft bagved?
Sandheden om verden er for kompleks til at kunne forstås af os mennesker, siger jeg. Vi kan opdage sandheder om verden, vi kan være uenige, og vi kan tage fejl. Det er et vilkår for et rationelt moderne menneske, at det ved meget lidt, mens det er typisk for uvidende idioter, at de tror, de ved det hele.
Men hvordan kan I så påstå, indvender han helt forudsigeligt – for ikke at sige rationelt – at I ved, hvordan verden er blevet til, når I indrømmer, at I ikke ved særlig meget?
Fordi vi, eller rettere sagt videnskaben, selvfølgelig har opnået en vis viden om verden, der absolut modsiger eksistensen af en gud.
Hvad er det for en viden?
Ups, her dummede jeg mig. Og han ved det, kan jeg se på hans smil. For selvfølgelig findes der ikke noget bevis på, at Gud ikke findes. Den slags omvendt bevisbyrde kommer vi ingen vegne med. I stedet siger jeg:
Der er intet i universet eller hos menneskene eller dyrene, der nødvendiggør eksistensen af en gud.
Hvis det hele kun er et koldt univers, hvad er så meningen med det hele, siger han. Uden en Gud er livet meningsløst. Så kan man bare gøre, hvad man vil, og blæse på, hvad der er rigtigt og forkert. Og der er ikke noget håb.
Herfra bevæger diskussionen sig i en moralsk retning. Hvis det er Gud, der bestemmer det hele, hvad bliver der så af den frie vilje? Hvor er det personlige ansvar? Mennesket, siger han, er for svagt og ufuldkomment til at manøvrere efter sine egne moralske normer. Det er dømt til at gå galt. Se bare på kriminalitetsstatistikken. Og så videre.
Jeg ender med at sige: Jeg er helt med på, at man kan tro på noget guddommeligt. Måske mener jeg endda, at mennesker har brug for at tro på noget, der er højere end sig selv, noget, der har magt over deres liv, og som straffer dem for at gøre det forkerte og belønner dem for at gøre det rigtige. Det kaldes magisk tænkning, og det er blevet praktiseret, lige siden vi boede i huler og ridsede tegninger på hulevæggen. Men at tro, at man kan bevise Guds eksistens, er latterligt.
Min ven bliver aldrig fornærmet. Han er alt for hærdet af hån og spot, han bliver udsat for, når han går rundt og forkynder, at han er immun over for den slags. Så han smiler bare og vender tilbage til begyndelsen:
Men du må da indrømme, at et ur jo ikke kan være blevet til ved en tilfældighed. Hvordan kan du så tro, at universet er det?
Nu er jeg blevet så træt i hovedet, at jeg ikke længere kan huske mit modargument. Så jeg siger bare: Nå, det bliver vi vist aldrig enige om. I virkeligheden har jeg lyst til at skrige den her venligt smilende mand, min barndomsven, ind i hovedet: Der er ingen Gud, så fat det dog!
Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid bliver så rasende af de her diskussioner. Jeg burde være hævet over det. Dogmatisk kreationistisk gudstro er jo for dumt, på linje med troen på den flade jord. Jeg respekterer det ikke. Det burde kun være et skuldertræk værd. Alligevel kan han køre mig rundt i manegen i timevis.
Ligesom jeg selv kunne det som 14-årig, hvor jeg diskuterede med en eller anden fjeldbonde oppe i Telemark, indtil dampen stod ud af ørerne på ham. Skolingen er så stærk, at man er klar til at gå i ringen med hvem som helst i en meget ung alder.
Så der står han, min ven, på toppen af klippen, fuld af den dogmatiske tros sindsro. Han smiler venligt deltagende ned til mig, Sisyfos, der skubber den rationelle tænknings sten op ad bjergsiden, vel vidende at jeg aldrig kommer til at nå toppen.
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.