Denne sommer har jeg hørt mange sige, at selvom de ikke er specielt kristne, går de varmt ind for de kristne værdier. For nylig var det en af mine veninder, der i en diskussion om asylpolitik fortalte, at det kristne for hende handler om, at man skal elske sin næste og rumme alle. Og det måler jeg mig selv på, når jeg ser mig i spejlet om aftenen, sagde hun.
I mange år har min skønne veninde ellers (som så mange andre) mest talt om kristendom som noget, der handlede om at gå i kirke, tro på Gud og på Jesus. Det kristne har for hende især handlet om det, de andre gør. Men nu er der sket noget. Jeg tror godt, man kan sige, at ”de kristne værdier” er blevet allemenneskerseje. Og at de efterhånden er kommet til at betyde ”det gode” eller endda ”essensen” i kristendommen. Alle går ind for dem; jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, der ikke kan lide dem. Ingen kritiserer dem, heller ikke ateister. De kristne værdier er, hvad der er blevet tilbage af kristendommen i hverdagslivet, når ”alt det forældede og overnaturlige” (som jeg en dag hørte én sige) er blevet efterladt i kirken. Det er, som om vi uden for kirkemurene har siet mysteriet og Gud ud af kristendommen, og tilbage står bare, at vi skal elske vores næste som os selv. Vi kan være vildt uenige om hvordan, men vi er påfaldende enige om, at det er dette (halve) bud, det handler om. Det forekommer mig, at vi bag den tiltagende vrede i værdidebatten også er ret enige om, at det med den rette fortolkning faktisk kan lade sig gøre.
Det er skræmmende, at vi er nået hertil. At værdier er blevet det øverste gode, nu ikke bare i arbejdslivet, hvor de i to årtier kort sagt har betydet ”det ordentlige, vi selv står for”, men også i den politiske verden. Selv i privatlivet er værdierne fikspunkter: Tre af mine bekendte dater for tiden, og de ønsker sig alle især at finde en, de deler værdier med. Værdierne er blevet vores personlige varemærker; det, vi finder sammen om, og det, vi dømmer os selv og andre efter.
Men det værdibårne liv er en brutal omgang. Ingen kan i det lange løb leve op til deres værdier. Og ingen kan i særdeleshed leve op til de kristne værdier. Det er, som om denne erkendelse er gledet ud på glemslens brede motorveje: at uanset hvordan vi fortolker værdierne, er der altid nogle, vi ikke elsker (nok). Og nogle, vi elsker mere end andre: flygtninge eller indfødte eller oftest bare os selv.
Det er dødsensfarligt, at vi i den grad fortrænger det paradoks, som altid har gennemstrømmet kristendommen, og som hvisker bag al skøntale om værdier. Det paradoks siger (med mine ord): Du skal, hvad du ikke kan. Så voldsomme er kristendommens krav til os. De kristne værdier er de mest krævende værdier, der nogensinde er formuleret. De fordrer forfærdelige, umulige, grænseoverskridende, krænkende ting af hver enkelt af os. De siger ikke: Nu får du endelig ret. De siger: Lad dig slå på. Så uretfærdige er de. Så umenneskelige. Vi kan aldrig leve op til dem, og alligevel skal vi. Hver dag skal vi erfare, at vi ikke kan det, vi skal. Og det nye er, at vi nu skal erfare det uden Gud.
For nogle år siden hentede jeg min søn hjemme hos en helt ny ven. Hans mor foreslog i døren, at vores drenge skulle begynde at gå til FDF sammen. Hendes begrundelse var, at drengene ville have godt af at høre lidt om de kristne værdier. Og at de i hvert fald ikke ville tage skade af at lære, hvordan man er et ordentligt menneske. Og så tilføjede hun med et undskyldende smil, som om hun var bange for at lyde lidt for kristen: ’Altså, bare rolig, de skal selvfølgelig ikke gå til FDF på grund af det med Guden.’
Det med Guden. Nej, det er ulykkeligvis ikke det, der fylder, når vi taler om de kristne værdier. Måske er det derfor, vi oplever så megen hurtig fordømmelse af andre i disse værdifulde år. Og måske er det frem for alt derfor, vi alt for ofte ender med at møde os selv i spejlet om aftenen med et skånselsløst menneskeblik, der langsomt og ubønhørligt brænder sjæle op.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.