Det er slet ikke muligt at skamme sig over andre eller på andres vegne

Det er slet ikke muligt, andet end på skrømt, at skamme sig over andre eller på andres vegne. Det er kun et eneste menneske i verden, jeg virkelig kan skamme mig over, og det er mig. Og dermed har vi alle sammen da også rigeligt at bestille, mener forfatter Jens Smærup Sørensen

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal.

For nylig var der et par stykker af os, der påstod, at de skammede sig over at være os. Så var der nogle andre, en hel del flere, der ville have os til at tro, at de følte sig fornærmede over således at være blevet udskammet. Især, kunne man forstå, fordi det var sket under overværelse af udlændinge.

De skammelige bemærkninger kunne ikke alene opfattes, som om det her par stykker ville mene, at de var bedre end os andre, men også, som om de dermed, for at tage sig godt ud i fremmede øjne, ville besudle deres landsmænd og deres fædreland.

Jeg har svært ved at tro på noget af det. Skønt jeg før har hørt noget lignende. For mange år siden – jeg kan bedst forbinde det med livet i skolegården. Her kunne det ske, at én stillede sig an over for en flok kammerater og sagde: Jeg skammer mig over jer. Eller på jeres vegne. Det kunne også ske, at flokken stillede sig an over en enkelt og sagde: Vi skammer os over at kende dig. At du skal forestille at være en af os.

Hvis det var flokken, det gik ud over, kunne den bare grine ad det og gjorde det. Men var det den enkelte, kunne han – jeg taler af egen erfaring – heller ikke rigtig tage det så tungt.

Jo, de ville vise deres foragt for én, og det var ikke rart; men de gjorde det på en så kejtet og komisk måde, at brodden med det samme røg af. For skamme sig, det gjorde de ikke, det vidste man nemlig hvad var, og det var forfærdeligt, og de havde det tydeligt nok ganske glimrende med sig selv.

Vi kan vel så heller ikke tage det alvorligt at blive udskammet i flok og som folk. Eller kan vi for alvor blive vrede over, at udlændinge har påhørt, at vi af vores egne kan betragtes som foragtelige? Det betyder jo bogstaveligt talt ingenting. Og var der tale om et lidt kejtet og komisk forsøg på at formulere en kritik, så véd vi da, at til alt, hvad vi skylder vores fædreland, hører ikke mindst dette at være kritiske.

Nej, jeg tror vi har at gøre med en rent sproglig forargelse. Vi kan som bekendt meget let oprøres over misbrug af grammatikken. Og der er noget grundlæggende i betydningen af vendingen ”at skamme sig”, der modsætter sig inddragelse af andre end netop sig, og hvad dette selv har sagt og gjort.

Det er slet ikke muligt, andet end på skrømt, at skamme sig over andre eller på andres vegne. Det er kun et eneste menneske i verden, jeg virkelig kan skamme mig over, og det er mig. Og dermed har vi alle sammen da også rigeligt at bestille.

Når vi vil tale om skam, står vi med en usædvanlig velbegrundet anledning til at begynde med Adam og Eva. Med slangen som pusher tog de det fatale stof og fik indsigt i, at de ikke for altid måtte nøjes med at være Guds børn, men kunne blive voksne mennesker og deres egne.

Og de tildækkede sig straks efter. De camouflerede deres køn, for det indgik nu ikke blot i alskabningens harmoni. Det var med ét blevet muligt for dem at rette deres drifter mod tilfredsstillelsen af helt private behov og give fanden i almenvellet. Og de skammede sig, naturligvis, og sådan skammer vi os fortsat, når vi bare vil vores eget. Vi skammer os over at være mennesker.

Og med samme ret bryster vi os af det. Uden nødvendigvis at være aldeles skamløse. For det har jo vist sig gennem årtusinder, at individer, der nok så skændigt træder uden for fælleskabet, i anden omgang kan udrette vældig meget for det.

Egoernes afvisning af det almene, deres egensindige påfund og traditionsløse forehavender, kan undergrave hidtidige, skikkelige som skæve forhold og så – måske, en gang imellem – sætte gang i noget bedre, større, rigere, friere. I hvad vi, når det lykkes, kan kalde et højere civilisationstrin, til alles bedste.

Men altså – af selvsamme individualitet kommer stadig, hvad vi kalder ondt. Af at ville det godt for os selv og møve os frem til egen fordel. Tilsidesætte de andre, krænke deres rettigheder, træde dem under fode, skaffe dem af vejen.

Af gammel vane siges sådanne slemme forbrydelser at være umenneskelige, men menneskelige er altid lige præcis, hvad de er. ”Menneskelig” er dog nu engang et af de ord, vi foretrækker at forbinde mindre med virkeligheden end med en evig utopi: at vi hver for sig udfolder os med tanke på, at andre skal have mulighed for at gøre det samme.

Vi bemærker selvfølgelig jævnligt, at disse andre, hvor meget vi end tænker på dem, ligesom fuldstændig glemmer at tænke på os og ondsindet lader hånt om, hvad vi mener er godt og rigtigt.

Vi kan da påstå, med de her tomme ord, at vi skammer os over dem. Eller vi kan med lidt mere mening opfordre dem til at skamme sig over sig selv. Hvor skulle I skamme jer! Ikke så sjældent vil også dét være et forsøg på at tryne dem, og de kan roligt besvare det med latter. For jo, vi skal alle sammen skamme os, men også kunne bide hovedet af al skam.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske RådOle J. Hartling , præst og journalistSørine Gotfredsen , forfatter og journalistPeter Olesen , forfatter og cand.phil.Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatterOle Jensen