For nogle år siden fortalte en ældre mand på omkring 70 år mig om en lille oplevelse, der havde ændret hans liv. Som barn elskede han at synge, og han kunne et væld af sange og salmer udenad. Han gik i en skole, hvor hver time begyndte med en sang, og han følte sig lykkelig, når han nynnende gik den lange vej hjemad.
En dag skulle han til en fejring i en kirke sammen med sin mor. Hun var en markant kvinde, der gik op i at fremstå korrekt. Da drengen nu sad ved siden af hende i kirken og jublede med på salmerne, vrissede hun pludselig vredt: ”Shh! Du synger falsk!”.
Og da gudstjenesten var færdig, trak hun ham til side og gav ham denne besked: Fremover måtte han aldrig synge med lyd, når der var andre til stede. Han skulle bare bevæge læberne og lade, som om han sang.
Drengen turde ikke andet end adlyde. Fra det ene øjeblik til det andet holdt han op med at synge med stemme. I stedet blev han en sand mester i at mime. Og så mimede han sig, som noget helt naturligt, gennem resten af sin barndom og ungdom og langt op i voksendommen uden at tænke mere over det. Men da han var blevet en ældre mand, skulle han en dag til sit yngste barnebarns dåb. Han kom til at sidde forrest i kirken ved siden af et andet barnebarn, en lille pige på syv år. Da den første salme var blevet sunget, og manden havde mimet den, kiggede pigen undrende på ham og hviskede: ”Morfar, hvorfor SIGER det slet ikke noget, når du synger?”
Først i dét øjeblik, efter årtiers tavshed, huskede han pludselig, at han ikke sang. Han følte sig grebet på fersk gerning i noget, han aldrig ville kunne fortælle hende. Og så vidste han spontant, at han var nødt til at synge med på den næste salme. Ikke for sin egen skyld, men for pigens skyld.
Og det gjorde han så. For første gang i over 60 år brugte han sin sangstemme. Det var svært for ham at ramme tonerne, stemmen slingrede og var grødet, men han sang. Rigtigt. Og som minutterne gik, blev han mere og mere bevæget.
Da gudstjenesten var slut, rystede han i hele kroppen. Han kunne næsten ikke gå ned gennem midtergangen, så meget var han i oprør. Og så snart han var ude af kirken, skyndte han sig at finde et øde sted omme bag kirkegårdens kapel, hvor ingen kunne se ham. Dér sank han sammen. Rystende, hulkende. Og mens han sad der, mærkede han, at han lige var blevet kristen igen.
Sådan fortalte han mig det ordret: At han lige var blevet kristen igen. Intet mindre! Hans historie er næsten utrolig, og derfor har jeg tit fortalt den videre. Mandens oplevelse er et både grusomt og lykkeligt vidnesbyrd om sangens enorme kraft og forbundethed med de dybeste lag i et menneske. Den fortæller, at der er ting i livet, vi simpelthen ikke kan mime os til. Det allervigtigste, det skønneste og det mest smertefulde kræver, at vi synger med netop den sangstemme, der nu blev vores. Hvis nogen tager stemmen fra os, kan noget i os dø hen. Får vi omvendt stemme, kan der ligefrem ske mirakler.
Når jeg har fortalt mandens historie, har jeg tit hørt andre fortælle, at de har oplevet noget lignende. Der må være titusinder af danskere, der gennem tiden har fået at vide, at de ikke kunne synge og bare skulle tie stille. Titusinder af danskere, der ikke fik en stemme i den store fællessang. Titusinder af danskere, der stiltiende blev degraderede til mimere.
Det er oprørende, for i netop vores stemme findes nok en af vores allermest gådefulde livskræfter. Vi må aldrig, aldrig tage sangen fra andre! Jeg kan selv blive frygtelig rørt, hvis jeg under en fællessang hører et andet menneske, der synger sært eller prøvende eller meget falsk.
Der er noget særligt livsbekræftende i netop den kæmpende, insisterende sangstemme, der bare ikke vil holdes nede. Den, der ikke lader sig kue. Den stemme er lyden af liv, der ikke giver op.
Uden de sårede, skæve og falske stemmer er der ingen ægte fællessang. Og uden fællessang risikerer vi at miste troen på både Gud, os selv og hinanden. Så synger du falsk? Syng løs, syng med, syng mere. For både din egen og for fællesskabets skyld. Den, der synger falsk, gør nemlig kun den store sang smukkere.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.