Prøv avisen
Debat

Det er sørgeligt, at sammenhængskraften i Danmark er ved at forsvinde

I debatten om det såkaldte Udkantsdanmark tegnes ofte et billede af tomme kirker, manglende menighed og faldende dåbstal - en påstand som bliver modsagt mange steder ude i ”provinsen”, skriver Jacob D. Krogh Rasmussen. Foto: Leif Tuxen

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om, hvornår København får øjnene op for den virkelighed, som ligger uden for Valby Bakke. For så længe det udblik mangler, vedbliver det med at være i orden at ringeagte provinsen, skriver debattør

Efter valget er der pludselig blevet en bekymring for, om den sammenhængskraft, vi bryster os af i et af verdens mest homogene lande, er ved at være truet.

Men at sammenhængskraften er truet og har været det længe, synes jeg dårligt kan komme som en overraskelse for nogen.

Vi behøver bare at se på den måde, vi længe har talt om byers og landsdeles indbyrdes forhold. Vi har København og til dels Aarhus, og så har vi provinsen - Udkantsdanmark eller Vandkantsdanmark! Uanset hvor fine og poetiske ord,

vi smykker det med, synes jeg ikke, det ændrer på, at Danmark overordnet set er blevet delt i to dele.

Retorikken om København og provinsen ser jeg som et meget sørgeligt tegn på, at sammenhængskraften i Danmark er ved at forsvinde.

Når jeg kan læse, at en meget kendt digter, som jeg ellers har stor respekt for, i Dansk Kirketidendes fjerde nummer i år bliver citeret for at sige: ”Mit største mareridt er at skulle komme til at bo i provinsen” samt:

”Jeg hader virkelig den danske provins. Jeg hader den,” så bliver jeg i dårligt humør!

Jeg bliver også i dårligt humør, når jeg læser, hvordan provinsen fremstilles i meget af den nyere litteratur. Det er sjældent noget flatterende syn.

Tit og ofte milevidt fra den virkelighed og det samfund som i hvert fald jeg kender til. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der må være mindst lige så mange mørke og dunkle ”baggårde” på Vesterbro i København, som i den såkaldte provins!

Vi er et lille land. Hvor lang tid tager det egentlig at køre fra den ene ende til den anden, på langs, på tværs?

Ja, når man møder mennesker fra det store udland - Canada, USA, Australien - er vores afstande her i Danmark jo næsten blot en dagsudflugt!

Alligevel bor mange af os i udkanten - i en udørken - som ingen ”civiliserede” mennesker ønsker at være en del af. Ja, måske på en kort weekend, men så heller ikke mere!

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om, hvornår København får øjnene op for den virkelighed, som ligger uden for Valby Bakke.

For så længe det udblik mangler, vedbliver det med at være i orden at ringeagte provinsen og tale ned om landområderne, også selvom man måske selv næsten bor i dem.

Ja, det er måske end ikke bare i orden, det er næsten ”god tone”. Det er ét med tidsånden at gøre det.

Fordi man hermed signalerer, at man er en verdensborger, som ikke hæmmes af den tilbagestående fortid, man selv måske er rundet af.

Vi taler så meget om at ”vende tilbage til naturen”. Vi taler så meget om ”egnen” og de lokale særkender - når vi for eksempel taler om mad. Der kan landområderne, yderområderne, næsten ikke komme langt nok ud.

Men taler vi om de mennesker, de samfund, som er der, hvor alt den fantastiske mad produceres, som nydes i byen, så får piben en helt anden lyd. Så er der ikke meget ”sjæl”, ”egn” eller ”særkende” at komme efter - med mindre det da er negativt ment.

Som præst oplever jeg ikke mindst den voksende kløft mellem København og provinsen gennem den forestilling om kristendom og folkekirke, som præger mange aviser og meningsdannere i København, og hvor kirkelivet inden for voldene bliver ensbetydende med kirkelivet i Danmark generelt.

Her tegnes et billede af tomme kirker, manglende menighed og faldende dåbstal - en sandhed som bliver modsagt så mange steder ude i ”provinsen”.

Dermed er meningsdannerne også med til at slå hån om den sammenhængskraft, som jeg mener, kristendommen udgør i vores samfund med dens radikale bud om kærlighed til næsten, og som er så vigtig som modvægt til dagens selvcentrerede og navlebeskuende livstil og menneskesyn!

Med fortrængningen og udvandingen af kristendommen trues noget af den sammenhængskraft, som binder vores samfund sammen - og som også binder det sammen med de medborgere, som har en anden tro eller tilgang til livet.

For jeg mener, det er så vigtig, at vi ved, hvorfra vi kommer, hvad både vi selv og vores samfund er rundet af. Ikke mindst når vi skal leve sammen med mennesker, som kommer andre steder fra, og som vi sammen skal skabe en fremtid med.

Jeg synes på mange måder, at sammenhængskraften i vores samfund er truet, og det ikke bare af København over for resten af Danmark.

Sammenhængskraften er også truet af, at vi helst vil omgive os med mennesker, som os selv. Vi vil helst bo sammen med folk, der ligner os, lever som os og kører i samme biler som os.

Man kunne se det i DR-programmet ”Da krigen kom til Toftlund” igennem den usikkerhed, som asylcentret skabte hos nogle af naboerne.

For hvad var ”de fremmede” for nogen. Men samtidig viste programmet også, hvordan mødet menneske med menneske var med til at nedbryde mure, og hvordan personligt engagement var med til at brede sammenholdet ud, så alle blev favnet!

Det er netop det ansvar, vi alle har: at støtte op og engagere os i at fastholde sammenhængskraften i samfundet. For sammenhængskraften er ikke en gudgiven instans - den er skabt af stærke kvinder og mænd, som gennem tiden har kæmpet ikke blot deres egen sag, men også andres sag og dermed hele vores samfunds sag.

En sammenhængskraft, der stadig kun har styrke, hvis vi alle slutter op og anerkender, at samfundet ikke slutter med vores egen matrikel, at vores forpligtelse over for samfundet og hinanden ikke slutter ved egen næsetip, men rækker videre ud til alle mennesker i samfundet.

På den måde synes jeg, at ”inden for voldene-Danmark” om det så er i København eller andre steder - kunne lære noget ved at kigge til udkanten af deres synsfelt og anerkende det engagement og den virkelyst, som kendetegner rigtig mange af byerne også i mit lokale område med det mylder af foreninger, forsamlingshuse med foredrag, byfester og meget mere, som der er, og som skaber liv og sammenhængskraft i lokalsamfundet.

Men denne sammenhængskraft fastholdes kun, hvis vi engagerer os. For sammenhænget, sammenholdet, kan ikke bæres af få ildsjæle alene, men kræver, at vi alle bakker op og yder vores bidrag efter bedste evne.

For den dag sammenhængskraften er forsvundet, bliver den svær at skabe igen! Så det er ikke et øjeblik for tidligt, vi kommer i gang!

Jacob D. Krogh Rasmussen, sognepræst ved Mariager Kirke, Skovvej 5, Mariager

Andre læser lige nu