I Kristeligt Dagblad den 17. juni stiller Kristian Østergaard i klummen ”Ugens debat” spørgsmålet: ”Er dialog med islam mulig?”. Det anes, at hans svar er negativt, hvilket han har fuldstændig ret i.
Man kan ikke få noget ud af en dialog med en lovreligion, fordi en lov pr. definition er det, som gælder. Religiøse love, der anses for givet af Gud – og det hævder Koranen selv at være – er i endnu mindre grad til diskussion. Derfor er islam urørlig i de allerfleste muslimers øjne.
Problemet er yderligere, at der er tale om en totalitær religion, hvor det totale, helheden, går langt forud for det enkelte menneske, som derfor ikke har mange rettigheder. Af den grund accepterer man for eksempel æresdrab. Den enkelte kvinde har efter de andres mening svigtet helhedens, familiens ære, ved at stå fast på sin egen holdning og handling, og derfor skal hun dræbes.
Det samme gælder personer, som får den absurde idé at ville frasige sig islam. Den enkeltes mening har ingen betydning i forhold til helhedens opretholdelse og sammenhold.
Imamen Waseem Hussain, der ikke ville give hånd til præsten og debattøren Sørine Gotfredsen, fordi hun er kvinde, kunne således ikke engang fravige en sådan bagatel for at imødekomme den kultur, han har fået husly i. I øvrigt var hun der næppe, fordi hun er kvinde, men fordi hun er debattør, og i så fald skulle reglen være suspenderet. Men i islam går man helt urimeligt op i, hvilket køn en person har, og hvordan de dermed skal behandles.
Ligeledes er spørgsmålet om fordømmelse af homoseksualitet et spørgsmål om køn og om at følge Koranen, hvor der tages utvetydigt afstand, selvom det er svært at se, hvad ens seksualitet vedkommer andre. Men igen er der tale om en helhedstænkning, hvor stort set alt kommer de andre ved.
I et frit, vestligt samfund anses det for en privat sag, hvilken seksuel orientering en person har, fordi det enkelte menneske her er betydningsfuldt og ikke blot en del af en mængde, helheden, det totalitære system, der ikke giver efter på nogen punkter.
Det er unægtelig lidt svært at forstå, at så mange muslimer vil være her i landet, når vores normer og love anses for så urimelige, at man ikke kan bøje sig det mindste over for den danske tankegang om for eksempel ligeværdighed mellem mennesker. Det er nok derfor, så mange parallelsamfund opstår.
Islam er nemlig også et uhyre hierarkisk system med den religiøse leder som den suveræne autoritet og familiefaderen som overhoved her. Findes han ikke, indtræder for eksempel en bror eller onkel i stedet, mens kvinder og børn kun er tilbehør i mændenes univers.
En sådan tankegang kan selvfølgelig aldrig integreres i et dansk eller europæisk univers, der hviler på et kristent grundlag, uanset om man ved det og anerkender det eller ej. Her har enhver ansvaret for, hvordan man bruger sit liv, netop fordi man ikke kun er en brik i en større sammenhæng, men personlig ansvarlig.
Der findes vist nok nogle mennesker, som mener, at der også er ”forsonlige vers” i Koranen, selvom de ikke er ”af stor betydning” over for dens generelle voldelige og straffende indhold. Mens det i kristendommen er lige modsat: Tilgivelse, forsoning og barmhjertighed er det betydningsfulde, og der findes hverken verdslige eller religiøse straffe for afvigende religiøse meninger.
At forsøge en dialog med islam er derfor spildt ulejlighed. Måske nikker og smiler imamen – men intet ændres.
Birgit Bertung, mag.art. i filosofi og forfatter til tre bøger om islam kontra kristendom, Frimestervej 51,4. tv., København NV