MAN SIGER, at overdrivelse fremmer forståelsen. Desværre lykkedes det mig ikke med mine overdrivelser i min kronik om vielser i det fri den 25. september at ramme Anna Sofie Bielefeldts humoristiske sans. Det beklager jeg naturligvis. Min pointe er for at skære det ud i pap at det ved en kirkelig handling er kirken, der sætter rammen ikke nødvendigvis kirkerummet, men kirken forstået i luthersk betydning (de helliges forsamling, jævnfør Den Augsburgske Bekendelse, artikel 7).
Det er det forhåbentlig også, når Anna Sofie Bielefeldt varetager en jordpåkastelse. Det sker da forhåbentlig altid på kirkegården, som er en del af kirkens rum, og nok aldrig i en villahave. Jeg vil slet ikke principielt afvise, at vielser kan finde sted udendørs. Jeg har selv foretaget en vielse på et plejehjem. Det gav god mening, da bruden var 84, og gommen 97.
Derimod vil jeg fastholde, at der bare rent praktisk og rituelt er en lang række problemer ved bare som hovsa-løsning at lave en generel åbning.
SKAL VIELSER finde sted udendørs, skal det ske på en måde, så kirkens rum etableres klart og tydeligt. Ved den kirkelige vielse er det, uanset hvor den foregår, parret, som kommer til kirke og får Guds velsignelse.
Når vi hvad jeg bestemt går ind for holder friluftsgudstjenester, er det jo netop karakteristisk, at folk kommer for at komme til gudstjeneste. De kommer til kirke, også når kirkens rum er etableret udenfor. Men det er etableret! Min karikatur skulle vise, hvor galt det kan gå, hvis det ikke er udgangspunktet. Det var selvfølgelig worst case scenario på hele skalaen, hvad jeg tror, de fleste har forstået.
Jeg har mindst lige så stor respekt for brudeparrenes intentioner, som Anna Sofie Bielefeldt har. Heller ikke jeg oplever mange brudepar, som er useriøse omkring vielsen. Netop derfor skal vi også være seriøse. Når brudepar går med på privatiseringen og amerikaniseringen af bryllupperne, er det jo ikke mindst på grund af de råd og den vejledning, de får.
VI PRÆSTER OG KIRKEFOLK skal ikke lade os trække rundt i manegen af wedding-plannerne og af politikeres hovsa-udmeldinger. Vi skal tro på, at vores kernetilbud er godt, og at der ligger en stor styrke i at bruge det bedste højtidsrum, der findes, nemlig kirkerummet. Det skal vi gå offensivt ud med, i stedet for at være en stor undskyldning for os selv.
Det kan godt være, at der skal åbnes for vielser i det fri, men det skal ske på baggrund af en ordentlig debat om, hvad en kirkelig vielse er for en handling, og herudfra også, hvordan rammerne skal være.