MEDIERNE ER FORTIDEN fyldt med udfordringerne i sundhedsvæsenet. Det drejer sig blandt andet om udgifter, der stiger og stiger. Især medicinudgifter. Og overbelægning, som medfører, at patienter ligger på gange. Overbelægning, som forårsager stress for ansatte. Overbelægning koster liv.
Det kunne måske lette lidt både på overbelægning og på medicinudgifter, hvis man lyttede lidt til blandt andre overlæge Lisa Seest fra Kolding, som den 2. oktober i Kristeligt Dagblad er citeret for at sige:
”Alt for mange får ikke den død, de ønsker, fordi vi på få årtier har glemt tidligere tiders kultur omkring at lade de døende være hjemme (“) for nogle læger er døden et nederlag, som de ikke vil engagere sig i. Men det er et grundlæggende forkert livssyn efter min mening, for måden, vi kommer herfra på, bør være omgærdet af lige så meget respekt, tryghed og opmærksomhed, som når vi kommer hertil.”
Overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Ove Gaardboe siger samstemmende:
”Det er stadig grænseoverskridende for de fleste læger at skulle turde sige direkte til en patient: Du kommer til at dø af det her. Og mange har svært ved at tage den vanskelige snak om, hvor og hvordan patienten helst vil dø. Men det er den vej, vi skal.”
”Hvor svært kan det være?”, er der måske mange af os, der udbryder. Men når man kommer tættere på, er det nok noget af det sværeste, man kan komme ud for.
Udfordringerne med overbelægning, med dyre medicinudgifter ved livsafslutning og med, at mange patienter egentlig helst vil tilbringe den sidste tid hjemme eller på hospice - kunne jo lettest løses samlet set, hvis man lyttede til overlægerne Lisa Seest og Ove Gaardboe. Man ville kunne lette på overbelægning. På arbejdet for sygehuspersonalet. På de dyre medicinudgifter ved livsafslutning. Og man ville kunne glæde både patient og pårørende. Man ville kunne hjælpe flere alvorligt syge mennesker med at få en god livsafslutning.
”Det er den vej, vi skal.” Ja, det må det være. Når vi i sundhedsvæsenet plages af overbelægning. Af stress. Af voksende medicinudgifter. Af at patienter faktisk helst vil hjem, når de får sandheden om deres tilstand at vide. Eller de kan komme på hospice, hvis det er det, de ønsker. Hvad er så argumentet for ikke at sende patienterne hjem eller på hospice?
Måske er der ikke andet argument end det, som overlæge Ove Gaardboe fremhæver:
”Det er stadig grænseoverskridende for de fleste læger at skulle turde sige direkte til en patient: Du kommer til at dø af det her. Og mange har svært ved at tage den vanskelige snak om, hvor og hvordan patienten helst vil dø.”
Men “”Det er den vej, vi skal.” Ja, for først og fremmest må det jo dreje sig om at skabe flere gode livsafslutninger. Og sammen med dette kan vi være med til at lette på overbelægning, på sundhedspersonalets arbejdssituation og på de stadigt og hurtigt voksende medicinudgifter.
Jeg håber, der er mange i sundhedsvæsenet, der tager overlægerne Lisa Seests og Ove Gaardboes gode råd til sig, for ”måden, vi kommer herfra på, bør være omgærdet af lige så meget respekt, tryghed og opmærksomhed, som når vi kommer hertil”. ”Det er den vej, vi skal”.
Etisk set handler det om at skabe flest mulige gode livsafslutninger.
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris