I SIDSTE UGE bingede jeg. Jeg gjorde det en hel dag, lige fra morgen til aften. Og jeg må da sige, at jeg nød det. Dermed udførte jeg en handling, hvis benævnelse og betydning jeg lærte at kende, samtidig med at den stod på. Det er ellers noget, der hører barndommen til, denne samtidighed af semantik og erfaring, hvor så mange begreber og handlinger er førstegangs, men nu og da kan man stadig, som 57-årig, få lov til at opleve det.
Grunden til, at jeg valgte lige denne dag til at binge løs, var, at jeg lige var blevet færdig med en ny roman, så det skulle fejres på en eller anden måde, og da jeg hverken drikker eller bryder mig om middage i kerteskær på dyre restauranter, må jeg finde på noget andet.
Jeg befandt mig desuden på et hotel i Aalborg, mellem et arrangement i Brønderslev og et i Aars, væk fra familie og hverdag. Jeg havde en hel dag uden forpligtelser af nogen art og følte mig derfor nærmest forpligtet til ikke at lave noget fornuftigt, fordi det sker så sjældent, højst en gang hvert tredje år.
OG KUNSTEN AT hengive sig til la dolce farniente bør jeg blive bedre til, mindede jeg mig selv om deroppe på hotellet. Men det er egentlig et mærkeligt paradoks: Hvor ufatteligt svært det er at tage sig sammen til ikke at lave noget en hel dag. Nu skulle det imidlertid være. Binge, binge, binge hele dagen.
At binge hører vel ind under genren: guilty pleasures. Det betyder at se en masse afsnit af en eller flere tv-serier i træk. Den serie, jeg valgte, var den tyske ”Babylon Berlin”. Og den var god. En ufattelig mængde kreativitet har her forenet sig om at genskabe Weimarrepublikkens dekadente, vilde, avantgardistiske og destruktive verden i en sådan grad, at jeg endte med at tænke: Ich bin auch ein Berliner.
Serien bryder på mange måder med den anglosaksiske måde at fortælle historier. De moralske standarder er for eksempel nogle helt andre. Personerne er både onde og gode, egoistiske og uselviske, dæmoniske og svage, sympatiske og frastødende.
Prostitution behandles ikke med løftede pegefingre om, hvor forfærdeligt det er (det ved vi allerede), men som et grundvilkår, man bare blev nødt til at affinde sig med dengang i 1920’ernes Berlin.
Der er en moralsk, eller snarere amoralsk, dristighed i ”Babylon Berlin”, som man aldrig ser i amerikanske serier. Og der er den tvetydighed og det psykologiske spil, som er blevet dyrket helt tilbage i 1920’erne med Murnaus og Langs film – det, der kaldes Angst-cinema. Faktisk vil jeg påstå, at dette er noget, man kun ser i tyske film, når de er bedst. Men der er nu også produceret meget bedemandsagtigt gravalvorligt moralsk fiktionsbras i det land.
At idémanden og instruktøren bag serien, Tom Tykwer, der er kendt for en række überelegante og lidt fortænkte film, har indsovset en så alvorlig ting som optakten til det 20. århundredes største humanitære katastrofe i en masse erotiske, politiske, krimi- og spionintriger, kan jeg godt leve med. Det bliver virkelig indviklet, som serien skrider frem. Personer, der dør, er alligevel ikke døde, de onde viser sig at være gode, men så er de alligevel onde, eller måske ikke, lumske kvinder bruger deres erotisk-gådefulde udstråling som middel til at opnå deres vilje med naive, idealistiske mænd, og ved slutningen af hvert afsnit bliver der konstrueret en cliffhanger.
”Berlin Alexanderplatz” og ”Heimat” havde ikke de her skabeloner til at holde den narrative fremdrift ved lige. Men de var så også udpræget langsomt fjernsyn. Jeg kan dog som sagt godt leve med de her tricks. Jeg ved endda, at det er noget, der ligger dybt forankret i genren. Og det får mig til at tænke på tv-seriens ophav.
JEG SER NORMALT IKKE TV-SERIER. Jeg foretrækker victorianske romaner – Charles Dickens, George Eliot, Herman Melville, Charlotte Brontë – som i deres vildtvoksende, gotiske, opulente og episodiske natur var tv-serien før fjernsynet. De to medier, den viktorianske roman og tv-serien, kan noget af det samme. Det har noget med tid at gøre, det lange forløb, hvor man følger nogle menneskers udfordringer og udviklinger og konflikter hen over nogle uger eller år. Samtidig med at man ser eller læser dette forløb, går der tid i ens eget liv (medmindre man binger). Dermed sker der en slags tidssammenfald mellem fiktionen og det levede liv. Man mærker det lange episke åndedrag. Og når tv-serien/romanen langt om længe når til sin afslutning, og dens ledemotiver gennemspilles, tråde samles, og konflikter føres til en konklusion, et dénouement, ser man sig samtidig over skulderen og mærker den tid, der er henrundet i ens eget liv, mens man læste eller så. Dette er altså den episke forms element: tiden.
Men den episke forms præmisser er tvende: De hedder kærligheden og døden. Den bevæger sig på den store skala mellem de to yderpunkter og trækkes til begge sider via den magnetiske kraft, de hver især øver på dens personer. Til kærligheden hører lys, sol, sommer, børn, der løber langs stranden, forelskelse, latter, glæde, skønhed, skaberkraft og så videre. Til døden hører mørket, ondskaben, sorgen, gråden, hadet, angsten, destruktionen. For at en fiktion skal fungere, må der være en ubalance mellem de to præmisser. Den må uvægerlig hælde mod mørket og døden, og det andet præmis, kærligheden, må blot være en sprække af sollys og håb, der skinner gennem de tætte uvejrsskyer. Tænk på Dantes ”Den Guddommelige Komedies” første del, ”Helvede”. Her er døden selvfølgelig præmissen, men også Beatrice, den elskede, dog ikke som mere end en lillebitte lyssprække mellem kulsorte skyer oppe over de ni kredses absurde lidelse og elendighed. Og jo længere op mod Paradiset han stiger, jo kedeligere bliver det.
Harmoni er kunstens iboende længsel. Men paradokset er, at den næsten må være fraværende fra værket. Den er ligesom c-dur-akkorden i en Mozart-symfoni, som han, efter flere andre tonearter og omveje og også dissonanser (i hvert fald i hans sidste tre symfonier), vender tilbage til, og så føles det som en usigelig lettelse. Det er altså en af kunstens dynamikker: at færdes i mørket, men længes efter lyset.
Alt det her lå jeg og tænkte på, mens jeg bingede – for man skal ligge, mens man gør det, ellers gælds det ikke. Så jeg kunne selvfølgelig alligevel ikke lade være med at arbejde. Det er åbenbart umuligt at tage bare en enkelt dags pause fra den, man er.
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.