Natasha Al-Hariri: Det er tid til en ny samtale

”Mit liv blev så meget nemmere, da jeg valgte at indse, at jeg aldrig vil være andet end en indvandrer i det her land.” Det gør ondt at høre. Hvorfor er det sådan?, spørger Natasha Al-Hariri

Den nye samtale stiller krav til, at vi interesserer os for dem, der er født danske, på ny, siger Natasha Al-Hariri.
Den nye samtale stiller krav til, at vi interesserer os for dem, der er født danske, på ny, siger Natasha Al-Hariri. Foto: Leif Tuxen.

Tid til en ny samtale. Det er overskriften for det nye samtaleformat, ”Minority Talks”, der netop har haft premiere på Københavns Hoved-bibliotek. Her giver ”de unge” (15-18 år), ”de succesfulde”, som består af erhvervsfolk med minoritetsbaggrund, og ”de folkevalgte” deres bud på minoritetsdebattens konsekvenser.

Det var befriende at se især de unge tage scenen. De gav et indblik i, hvordan det føles altid at være genstand for debat, analyse og rakken ned.

Nadeen, Mohamed og Younes fortalte os, at det ikke altid er nemt at være til. Mohamed fortalte, at han er dansk, men at han føler sig som en perker. Jeg hørte en anden sige: ”Mit liv blev så meget nemmere, da jeg valgte at indse, at jeg aldrig vil være andet end en indvandrer i det her land.”

Det gør ondt at høre. Hvorfor er det sådan? Måske fordi vi har talt i negative vendinger om ”andengenerationsindvandrere” og ”efterkommere” så længe, vi kan huske. Så længe de kan huske. Men vidste du, at 82 procent af alle efterkommere af forældre med ikke-vestlig baggrund stadig er under 25 år? De er ikke trådt ind i voksenlivet endnu. De sidder endnu på skolebænken.

Jeg husker en sommerdag for ikke særligt mange år siden, hvor det slog mig: Jeg er ikke andengenerationsindvandrer. Jeg kom hertil som spæd. Jeg er førstegenerationsflygtning. men jeg har alle dage set mig selv som en 2.g’er, fordi det var sådan, vi var portrætteret. Ingen har gidet bruge tid på at få styr på proportionerne i den her debat. Men det er tid til en ny samtale.

Vores unge har så utroligt stor en mængde uforløste ressourcer og energi. Fra en blandt publikum var der en kommentar, som gik på, at hun i 4. klasse skulle stå på mål for, at terrorister findes, og stå på mål for de uhyrligheder, de fører med sig. Er man 15 år i dag, kender man kun til tiden efter 9/11. Man har fået projiceret alle førstegenerationsudfordringerne direkte over på sig, mens man egentlig bare prøver at være et barn eller almindeligt ungt menneske.

Den nye samtale stiller krav til, at vi interesserer os for dem, der er født danske, på ny. Lærer dem at kende, uden at tage alle fordommene fra første generation med over i samtalen. Jeg tror faktisk, det er præcis det, de unge har brug for; at blive mødt i øjenhøjde og ikke at blive taget til indtægt for en masse udfordringer, der ikke er deres.