I den aktuelle debat om Danmarks nye forskningsminister, Esben Lunde Larsens (V), religøse tro bruger religionshistorikerne Jens-André P. Herbener og Mikael Rothstein det kendte ”Gud er en projektion”-argument, som stammer fra den tyske filosof Ludwig Feuerbach (1804-1872). Denne sætning er blevet et mantra, som særligt blomstrer blandt religionshistorikere i dag.
Præmissen er: Religion er en illusion. Religion opstår af en fejlagtig projektion af menneskets egne håb, ønsker og længsler i et overnaturligt, opdigtet væsen, der kaldes Gud. I Politiken den 7. juli beskylder de to religionshistorikere forskningsministeren for at være kreationist, mens Esben Lunde Larsen selv udtaler om evolutionsteorien, at han ”på ingen måde vil afvise en videnskabelig teori om, hvordan mennesket er blevet til” (DR, den 7. juli). Han forklarer, modsat kreationismen og langt mere nuanceret end de to religionsforskere, at naturvidenskab og religion kan eksistere som forskellige lag af mening, men ikke behøver at være modsætninger.
Jeg vil gerne nuancere argumentet om, at ”Gud er en projektion”. Går man tilbage til kilden, er udsagnet nemlig ikke så simpelt. Det er synd, at Feuerbachs udsagn står tilbage som et fortærsket og misbrugt slogan.
Feuerbach skriver, at religion er en projektion af menneskets eget væsen til Gud. Hans teologi er antropologi. Herfra stammer det argument, der er grundlaget for, at vores tids religionshistorikere ser på deres genstandsfelt som lidende af en vrangforestilling. Men den gængse fortolkning af Feuerbach er en ahistorisk fejlopfattelse, som sandsynligvis kommer af freudianismens senere dominans og af den uheldige oversættelse af det tyske ord Vergegenständlichung (modsatstillethed) til det engelske projection (projektion). Det oprindeligt hegelianske begreb kan derfor, af en senere læser, nemt opfattes freudiansk, selvom Freud skrev senere.
Feuerbachs idé hænger sammen med et helt andet opgør end den kamp, der i det 20. århundrede har udspillet sig mellem rationalistiske ateister og religionens dertil svarende amputerede forsøg på at genvinde terræn ved at ofre al fornemmelse for fornuft og sandhed, som kreationismen er et eksempel på.
Feuerbach var en del af 1840'ernes intellektuelle kamp mellem dem, der mente, de kunne videreføre Hegels filosofi. Hans projekt var at gøre religionen vedkommende, menneskelig og erkendelig for den videnskabelige tænkning.
Feuerbach siger, at mennesket og Guds væsen er ét. Det er det samme, men det er samtidig splittet i et grundlæggende subjekt-objekt-forhold. Guden står altså uden for mennesket som et objekt, det er ”modsatstillet”. Feuerbach mener, at Gud bliver til et spejl, hvorigennem mennesket kan lære at forstå sig selv.
Ludwig Feuerbach bør ikke tilskrives en simpel ateistisk teori, der associeres med moderne rationalistiske slogans om, at religion er selvbedrag. Han bør heller ikke forveksles med den freudianske opfattelse af det nervøse sind, der på alle mulige måder søger at fylde sig selv med løgn og bedrag. Derimod er Feuerbachs teori et præpsykologisk forsøg på at beskrive menneskets sind og dets måde at skabe mening på.
Det er uhensigtsmæssigt at læne sig op ad standardiserede, fortærskede og uovervejede grundpræmisser i sit møde med verden. I dette tilfælde synes jeg desværre, det er universitetets forskere, der gør sig skyldige i dette, frem for vores nye forskningsminister og hans tro.
Emma Johanne Sørgaard, cand.mag. i filosofi, Landskronagade 11, st. th., København Ø