Tidligere rektor: Ens horisont ville være snæver uden P1

DR er min livsledsager, som har fulgt mig fra min barndom i en lille provinsby til min radio i bilen og huset og nu på app'en på mobiltelefonen. Og der er mange grunde til at værne om et stærkt DR, mener Knud Munksgaard, som er forhenværende seminarierektor

I dag står min radio i huset og i bilen altid på P1. Her er udsendelserne for det meste af høj kvalitet formidlet af vidende medarbejdere.
I dag står min radio i huset og i bilen altid på P1. Her er udsendelserne for det meste af høj kvalitet formidlet af vidende medarbejdere. . Foto: Mads Claus Rasmussen/ ritzau scanpix.

DANMARKS RADIO HAR fulgt mig gennem hele livet. I min barndom var radioen med til at udvide min horisont og skabe adspredelse i mit liv i en lille provinsby, hvor der ikke skete alverden. Jeg hørte børneudsendelsen ”For piger og drenge” mange eftermiddage. Hver eneste dag skulle der være stilhed i familien, når der skulle høres nyt fra ”Pressens Radioavis”.

”Giro 413”. Fodboldlandskampe med Gunner Nu Hansen. Ja, nostalgien har ingen grænser. Senere kom fjernsynet til med ganske få timers udsendelser hver dag. Her var både nyheder, oplysning og underholdning.

I dag står min radio i huset og i bilen altid på P1. Her er udsendelserne for det meste af høj kvalitet formidlet af vidende medarbejdere. Det er slet ikke til at forestille sig, hvor snæver ens horisont ville være, hvis P1 ikke fandtes. Der er situationer, hvor jeg har været utilfreds med og uenig i udsendelser, men det ville også være uhyre kedeligt, hvis ens livsledsager var en tandløs, eftersnakkende ven.

Som næsten alle andre i dette land, har jeg et væld af tv-kanaler at vælge imellem, men det er alligevel DR og TV 2, som fjernbetjeningen hyppigst slår over på. Hver eneste aften ser jeg ”Deadline”, der går i dybden med aktuelle begivenheder. Men selvfølgelig tager jeg også for mig af underholdningstilbuddene, især gode dramaudsendelser.

Som det sidste nye er det blevet en del af min vane at bruge DR’s forskellige apps på mobiltelefonen og iPad’en. Her er altid de seneste nyheder til rådighed og adgang til tidligere udsendelser.

Men nu er der nogen, som vil min livsledsager det ondt. Dansk Folkeparti er sure på DR, fordi udsendelserne ikke altid falder i partiets smag. Kulturministeren søger at finde veje til at begrænse DR, og Venstre er klar til at hente flere hundrede millioner af kroner fra institutionen.

Men der er af mange grunde til at værne om DR. Vi lever i en international tid, hvor vi udfordres af alverdens problemer, og derfor bliver interessen for vor danske identitet stigende. Her er det netop vigtigt, at vi har en national public service-institution, hvor en af hovedopgaverne er at producere udsendelser, som giver os indsigt i, hvad det særligt danske er.

En anden grund til at bevare et stærkt DR er, at vi dagligt overdænges med falske nyheder. Det er frigørende, at der findes dygtige journalister, som døgnet igennem bestræber sig på at levere faktabaserede nyheder. Vi har alle brug for en livsledsager, som vi kan stole på.

En tredje grund til bevarelse af et stærkt DR er, at vi har en fælles basis for vort kendskab til verden. Vi kan meget let i disse tider, fyldt med sociale medier, være tilbøjelig til kun at hente vores viden fra de grupperinger, som vi selv er en del af. Det skaber splittelse i et samfund.

Vi har aldrig haft så stærkt behov for en livsledsager som DR, derfor synes det tudedumt at amputere institutionen.

Knud Munksgaard er forhenværende seminarierektor.