Jeg kan ikke forandre verden. Ej heller kan jeg beskrive den. Jeg ser rædslen i mange blikke - både her og på levende billeder fra for eksempel Syrien, Paris og Mali. Rædslen og frygten findes overalt, og ekstreme grupper sætter liv i disse følelser.
Efter terrorangrebet i Paris skal vi passe på ikke at undertrykke demokratiet og ytringsfriheden. Den eneste kur mod disse forbrydere af værste skuffe er mere demokrati, mere åbenhed, mere kritisk diskussion og mere fællesskab.
Verdens rædsler stoppes ikke med ulighed, og derfor kan jeg heller ikke tage partier alvorligt, hvis deres fundament og drivkraft er voksende ulighed.
Jeg tager heller ikke de partier alvorligt, som snakker om evig vækst, for de er lalle-optimistiske og kyniske. Vi lider af en forbrugspsykose og kan ikke finde andre veje.
Bruger vi alle fossile brændstoffer op, bliver vores jord måske ubeboelig for mennesker, og det bliver alt for varmt. Alligevel glæder olieselskaberne og mange politikere sig over, at isen smelter, så de nemmere kan komme til at bore efter den sidste olie.
Er disse mennesker ligeglade med kommende generationer? Der er så mange andre muligheder; men vi lever i nuet og fortrænger fremtidens katastrofe. Hvad miljø-flygtninge angår, har vi kun set begyndelsen.
Det danske samfund er stadig unikt, synes jeg. Vi tilbyder for eksempel borgerne gratis lægehjælp og uddannelse. Vi har et samfund, der finder det nødvendigt og har overskud til at støtte en kultur, der kaster lys over en fortælling om samfundet. Det er udviklende og godt. Hvorfor er der så mange mennesker, som vil nedbryde dette?
På en helt tilfældig dag kan det hænde, at jeg standser helt tilfældigt. Sætter mig og iagttager livet. Jeg sidder helt stille, men livet fortsætter, katastroferne fortsætter og katastrofernes årsager fortsætter. De syge vil altid have det dårligste helbred. Verden synes at være til for de rige og de raske, ikke for de andre. Jeg tænker, at det, vi kalder retfærdighed, er de svages ret til at være svage, og de stærkes ret til at være stærke!
Jeg sidder på en bænk. Jeg har standset min krop i forhold til andre kroppe, som bevæger sig forbi på denne roterende klode. Jeg lever og udfører en lang række handlinger hver dag.
At leve er at udfylde siderne i en bog, som pludselig ender. Bogen bliver ikke skrevet ned, men består af en lang række måske ulæselige øjeblikke, som følger efter hinanden.
Jeg har standset min krop i forhold til andre, men jeg kan ikke forandre verden eller stå af den.
Men jeg har et håb om nye, varme vinde, som fordriver kulden. Det sker også, at jeg kan skimte et lys, som fordriver mørket.
Poul Erik Pedersen, Rørkærsvej 5, Strib, Middelfart