Vi kan ikke sige noget om, hvad der sker med os, efter at vi dør. Men i livet kan vi i det mindste tage stilling til, hvordan vi ønsker at blive bisat.
Folkekirkens monopol på begravelse har efterhånden længe været under pres. 17 procent bliver i dag begravet uden deltagelse af en af folkekirkens præster. Over en million danskere tilhører ikke folkekirken.
Præsterne Ulla Salicath og Peter Nejsum opfordrede i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 31. august præster til at sige nej til at begrave personer, som ikke var medlemmer af folkekirken, mens de var i live. Også selvom det er de pårørendes ønske, at den afdøde skal kirkeligt begraves.
Argumentet er, at præsterne bør respektere den afdødes ønske om ikke at være med i folkekirken. At afholde et kristent ritual for en person, som måske havde vendt kristendommen ryggen i livet, ville ikke være redeligt over for afdøde.
Kristeligt Dagblads lederartikel samme dag tog også stilling til spørgsmålet og holdningen lød her, at præsterne bør sige ja til at begrave folk, som ikke har været medlemmer af folkekirken. Som der står, så vil det ikke gavne kirkens sag at støde efterladte fra sig.
Men den holdning gavner hverken folkekirken eller samfundet.
Ceremonier er en alvorlig ting. Det er der, vi udtrykker vores livssyn. Jeg forestår selv begravelser for ikke-troende i Humanistisk Samfunds regi.
I begravelserne kommer en humanistisk tolkning af tilværelsen til udtryk. Jeg siger til de efterladte, at midt i sorgen over tabet af afdøde kan de glæde sig over at have kendt vedkommende, mens han var i live.
Jeg siger til dem, at de sammen har et fællesskab, hvor de kan støtte hinanden i en svær tid. Hele ceremonien er tilrettelagt, så den afspejler afdødes liv. Der spilles musik, som afdøde holdt af, i stedet for salmer, som vedkommende ikke forbandt noget med.
I min ceremoni er jeg nødt til at afstå fra kristne tilværelsestolkninger; jeg kan ikke tale om et liv efter døden, ligesom jeg ikke kan sige, at Vorherre kender de efterladtes smerte, fordi Vorherre egen søn døde på korset.
Sådan en begravelse vil jeg gerne selv have, for den afspejler det liv, jeg har levet. Den er udtryk for mit aktive valg. Hverken folkekirken eller samfundet er tjent med, at vi lader, som om der ikke er et livssyn på spil ved ceremonier.
I stedet bør vi hver især tage aktivt stilling til, hvilket livssyn der bør komme til udtryk ved for eksempel ens egen begravelse. Vi skylder os selv at tage de store spørgsmål alvorligt.
Af samme årsag er det en meget dårlig idé, hvis folkekirken blot påtager sig enhver begravelse, uanset om det var afdødes ønske. Man skjuler, at det er væsentligt at forholde sig til, hvilket livssyn man har. Det er hverken til gavn for folkekirken eller for samfundet.
Ole Wolf er talsmand og ceremonileder i Humanistisk Samfund