Mor bag borgerforslag: Det er urimeligt, man forventes at gå på arbejde, lige efter man har begravet sit barn

Pernille Møller Jensen mistede sin 15-årige søn i 2019. Hun har taget initiativ til et borgerforslag, hvor forældre får ret til mindst seks måneders sorgorlov, hvis de mister et barn under 18 år. Læs eller genlæs interviewet i anledning af, at et enigt folketing nu vil stemme for forslaget

Der er et tomrum hos familier, der mister et barn, mener Pernille Møller Jensen, som har stillet et borgerforslag om sorgorlov. Da hun mistede sin 15-årige søn til leukæmi, oplevede hun et uretfærdigt system, som ikke tog hensyn til sorgen. – Foto: Adam Garff.
Der er et tomrum hos familier, der mister et barn, mener Pernille Møller Jensen, som har stillet et borgerforslag om sorgorlov. Da hun mistede sin 15-årige søn til leukæmi, oplevede hun et uretfærdigt system, som ikke tog hensyn til sorgen. – Foto: Adam Garff. .

Det bør være lovligt muligt for alle forældre, der mister et barn, inden det fylder 18 år, at tage et halvt års såkaldt sorgorlov. Det mener 42-årige Pernille Møller Jensen, der har stillet forslaget som et borgerforslag, som lige nu har mere end 27.000 underskrifter. Hvis hun når 50.000 underskrifter inden et halvt år, skal forslaget til afstemning i Folketinget.

Pernille Møller Jensen, hvorfor har du stillet borgerforslaget om sorgorlov?

”Det har jeg, fordi min søn døde for 10 måneder siden, og selvom min mand og jeg rent sorgmæssigt har haft det ens – altså helt forfærdeligt – har vi rent økonomisk haft meget forskellige muligheder. Og det blev jeg overrasket over. Min søn blev diagnosticeret med leukæmi i slutningen af 2018, og jeg tog sygeorlov for at passe ham. Det kan man få i et år. Og da han døde i slutningen af marts 2019, kunne jeg efter gældende regler forlænge min orlov med tre måneder, mens min mand ingenting kunne. Han var blevet sygemeldt under min søns sygdom, og den dag vores søn døde, var min mand blevet indkaldt til møde i jobcenteret. Det var uretfærdigt, at jeg kunne gå hjemme i tre måneder, mens min mand skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet og skulle forholde sig til jobcenter og kommunen. Vi stod jo i samme situation: Vi havde begge mistet vores barn.”

Hvordan påvirkede det din mand og dig i tiden efter jeres søns død, at du havde orlov, og din mand ikke havde?

”Det var jo uretfærdigt. Man er bekymret for økonomien, det sniger sig jo ind, og vi tænkte på, om vi kunne betale husleje og sørge for mad til de to andre børn, vi har. Og oven i det er man jo lammet af sorg, så man nærmest ikke fatter hverken ud eller ind. Vi kunne ingenting; vi kunne ikke se, om himlen var blå. Man kunne sige noget til mig, og jeg kunne ikke forstå det. Så det giver jo ingen mening, at man skal gå på arbejde i den situation, for man kan jo ingenting. Der går jo noget tid, inden man begynder at mærke helt basale ting som sult, træthed, andet end smerte.”

Hvordan reagerede jeres arbejdspladser?

”De var meget forstående begge steder, men problemet er, at når du sygemeldes, kommer du ind i systemet. Så er det ikke arbejdsgiveren længere, der betaler sygedagpenge; så er det kommunen. Og de er ikke særlig forstående over for, at man ikke kan gå på arbejde, fordi man har mistet sit barn. De putter én i samme kasse som dem, der har brækket et ben. De ser ikke på årsagen til, at man er syg. Når man har brækket sit ben, er man jo frisk igen efter seks uger, men efter at have mistet et barn er man jo fuldstændigt ødelagt.”

Hvordan kom borgerforslaget så ind i billedet?

”I dag gælder reglerne, at man får sorgorlov, hvis man har født et dødt barn, eller hvis barnet dør, inden det er syv måneder. Så jeg sad i min frustration og sorg og vrede over forskellen på situationen for min mand og mig og tænkte, at det kan ikke passe. Det kan ikke passe, at der ikke er noget hjælp, når vi har sådan et fantastisk velfærdssystem, som skal hjælpe borgere, der har det svært. I min sorggruppe med andre forældre, der har mistet børn, kom vi ind på emnet, og flere havde problemer med, at de skulle på arbejde eller forholde sig til en socialrådgiver i kommunen, når de knapt nok kunne forholde sig til sig selv. Jeg tror, at tiden er inde til, at man kigger på det, for det viser sig, at der er flere, der har været i gang med det samme på forskellige måder. Jeg er for eksempel blevet kontaktet af forældreforeningen 'Vi har mistet et barn', der har været i gang med kontakt til ministre.”

Hvorfor tror du, det er et emne, der vækker genklang?

”Fordi der er et tomrum hos familier, der har mistet et barn. Både i forhold til arbejdsforhold, men også bare hjælp i det hele taget. Der mangler psykologisk hjælp til søskende. I dag er det meste drevet af frivillige, men hvorfor er det ikke kommunen, der hjælper her? I vores kommune er der psykologhjælp til min afdøde søns lærere, men ikke til hans søskende. Det giver jo ingen mening.”

I dit forslag gælder sorgorloven for forældre, der mister et barn, inden det er fyldt 18 år. Hvorfor lige den grænse?

”Det skulle jeg også have ladet være med, det har skabt meget debat, for et barn er jo også et barn for forældrene, når det er 20, 30, 40 år. Man er juridisk set et barn, indtil man fylder 18 år, men det betyder jo ikke, at jeg ikke ville blive ødelagt og have brug for en sorgorlov, hvis jeg mistede min datter på 21 år.

Men vi skulle jo starte et sted. Og jeg ville gerne sætte fokus på sorgen, for man ændres jo af den, man tager skade. Man burde melde det til forsikringen, for det gør noget ved én at se sit barn dø, og selvom jeg har andre børn, jeg skal være noget for, hænger sorgen i lang tid. Den forandrer én.

Jeg mistede min far, da jeg var ung, og det var forfærdeligt, men det her er noget andet. Sorgen er så kvalmende og invaliderende. Jeg tænker: ’Hvorfor skal jeg stå op om morgenen? Hvorfor skal jeg gå på arbejde?’. Sådan har man det i lang tid, også selvom man elsker sit arbejde. Det er altændrende, når ens barn dør.”

Men er der ikke forskel på, hvordan folk sørger, og hvad de har brug for? Hvad hvis det netop hjælper at komme tilbage på arbejde?

”Jo, helt bestemt, og derfor skal sorgorloven også være et tilbud og ikke noget, man skal. Det skal være et tilbud om ikke at få breve i sin e-boks om, at man skal til samtale i jobcenteret, 14 dage efter, man har begravet sit barn. Hvis man føler, at man kan starte på arbejde igen efter en måned, skal man gøre det, men jeg tror, at mange vil have behov for at have orlov i noget tid, for det er afsindigt hårdt. Jeg siger ikke, at det er slemmere end at miste forældre eller søskende, men jeg synes, at man skal have tilbuddet om ikke at blive jagtet af systemet og kommunen i de første par måneder. Det andet er ikke rimeligt.”