”I krig er sandheden det første offer." Havde jeg 100 kroner for hver gang, det er blevet citeret i forbindelse med krigen i Ukraine, ville jeg kunne give et klækkeligt bidrag til landets våbenindkøb. Når David kæmper mod Goliat, har han nu om stunder brug for mere end en stenslynge. Under alle omstændigheder er det rigtigt, at sandheden er krigens første offer. Det er i øvrigt den græske tragedieforfatter Aischylos, som er citatets ophavsmand, og han tog selv del i det navnkundige søslag ved Salamis i 480 f.Kr., hvor grækerne besejrede den persiske invasionshær.
Der er med andre ord tale om en gammel og dog aktuel observation. Krig er jo ikke kun krig med våben, det er også en krig på ord. Den fortælling om krigen, som vinder mest gehør, kan medvirke til krigens udfald. Propaganda er også krigsførelse. Det er på en måde fuldt forståeligt. Den, som kæmper en kamp på liv og død, har brug for stærke ord til at holde sig oppe. Nuancer og tvetydigheder fortoner sig på slagmarkerne. På den anden side er det afgørende, at sandheden ikke begraves af krigspropaganda. Hvor løgn og fortielser om krigen går af med sejren, går der noget helt afgørende tabt. Falskhed avler ensidighed, og ensidighed avler fanatisme og brovtende selvretfærdighed. Under krig skulle sandheden så at sige udstyres med fragmentationsvest til beskyttelse mod de løgne og falske rygter, som farer rundt i krigszonen.
Det er vel også derfor, at vi har krigskorrespondenter, som bestræber sig på at levere uafhængige reportager vel vidende, at objektivitet er et ideal, aldrig den fulde virkelighed. En sådan krigskorrespondent er TV 2's Rasmus Tantholdt, og for nyligt kunne man se programmet ”Kernen: Tantholdts 40 dage” om de 40 dage, hvor Rasmus Tantholdt blev i Ukraine, mens andre journalister rejste væk, da krigen brød ud.
Rasmus Tantholdt blev flere gange følelsesmæssigt berørt ved mødet med krigens ofre, og det fik værten Joachim Claushøj Bindslev til at spørge om hans objektivitet? Rasmus Tantholdt fortalte, at der var forskel på medfølelse med det enkelte menneske og det at blive følelsesmæssigt berørt på hele Ukraines vegne, så det kom i vejen for den objektive reportage. Rasmus Tantholdt ville i øvrigt hellere vise folk, hvad der foregik, frem for at fortælle, hvad der foregik. Da han besøgte et pulveriseret indkøbscenter i Kyiv, var det imidlertid en afgørende oplysning, at ødelæggelsens omfang skyldtes, at indkøbscenteret, som i øvrigt havde været lukket siden krigsudbruddet, var nabo til et ammunitionsdepot. Andre medier var hurtige til at meddele, at russerne igen havde ramt et civilt mål, men Rasmus Tantholdt insisterede også på at fortælle det, ”som ikke passede ind i historien om de onde mod de gode”.
Det er hvad, man kan forvente af en ordentlig korrespondent, ligesom man kan forvente sans for de store linjer. ”I krig er sandheden det første offer”, men det er uomtvisteligt sandt, at det er Ukraine, som er offer for aggression og invasion. Mariupol ligger sønderbombet, det gør Sankt Petersborg ikke.
Jesper Bacher er sognepræst.