Prøv avisen

Det Etiske Råd bør tage stilling til ramadanen

Ved at afstå fra at undersøge, om der overhovedet er belæg for formodede skadevirkninger af ramadanen blandt muslimske skoleelever, har Det Etiske Råds formand spillet sig en saglig mulighed af hænde, mener tidligere medlem af rådet Morten Kvist. Foto: Francis Dean

I værre fald stikker formand for Det Etiske Råd halen mellem benene, for Naser Khader har en pointe, siger valgmenighedspræst og tidligere medlem af Det Etiske Råd Morten Kvist

Naser Khader (K) går fejl i byen med sit forslag om at oprette et samfundsetisk råd. Ikke fordi der ikke kunne være brug for den rådgivning, han efterspørger. Det er rigtigt, at debatten blandt politikere om islam ikke er præget af dyb indsigt i, hvad den muslimske umma, fællesskabet, er for en tvangsmæssig foranstaltning.

Det er imidlertid principielt forkert at oprette et samfundsetisk råd, fordi det vil styrke den forkerte forestilling, at der findes forskellig slags etik til forskellige politiske departementer, altså en særlig etik for sundhed, én for religiøse anliggende, én for økonomi og så videre.

Der er etik i alle politiske forhold, helst den samme grundlæggende, og det skal selvfølgelig tages i betragtning i alle sammenhænge. Et samfundsetisk råd vil på én gang ophøje og reservere etikken til særlige områder.

Når vi overhovedet har et etisk råd, hvis opgave er koncentreret om den medicinske og genteknologiske udvikling med grænseområder, herunder menneskelig sundhed og fødevarer, skyldes det forvirring og frygt i forhold til denne udvikling og selvfølgelig en vilje til at møde den så sagligt som muligt.

Med indsigten i genernes hemmelighedsfulde liv tilsat et væld af teknologiske muligheder, med udsigten til måske at kunne lave svin om til hyldebærsaft, stod vores menneskelighed tilsyneladende på spil. Det måtte diskuteres, og det er det blevet regelmæssigt siden rådets oprettelse. Med saglige input fra Det Etiske Råd. Rådets status skyldes efter mit skøn netop dets saglighed.

Det er med samme saglighed, at rådets nuværende formand, Peder Agger, forsøger at argumentere mod Naser Khaders henvendelse til rådet om at lave en redegørelse om det etisk forsvarlige i lade muslimske skolebørn gennemføre ramadanen efter forskrifterne. Det er ikke en opgave for rådet, siger Peder Agger. Den er for politisk, forstås. Men her er han i bedste fald i grænseland. I værre fald stikker han halen mellem benene, for Naser Khader har en pointe.

Som også andre har fremført, har Det Etiske Råd tidlige debatteret politisk betændte, religiøse spørgsmål, kvindelig og især mandlig omskæring.

Jeg husker debatten i rådet, da vi blev spurgt, om vi ville forholde os til det problematiske i mandlig omskæring.

Der var mange betænkeligheder, ikke mindst fordi henvendelsen lugtede af, at Det Etiske Råd skulle bruges i et antireligiøst ærinde. Selv hørte jeg til dem, der ikke ville lade mig bruge hverken politisk eller antireligiøst og derfor ville sidde henvendelsen overhørig. Lad dog muslimer og jøder have deres omskærelse i fred, var mit første synspunkt.

Der viste sig imidlertid at være sundhedsmæssige aspekter, som man ikke kunne lukke øjnene for. Samtidig var den almindelige holdning, deriblandt min egen, at Det Etiske Råd ikke skulle holde sig tilbage fra en saglig drøftelse af noget som helst, der kunne ligge inden for rådets område eller tæt på.

Resultatet blev en konference, arrangeret sammen med Børnerådet, om piercing, tatovering og omskæring med videre, om æstetisk eller religiøst begrundede indgreb eller udsmykning af kroppen. Konferencen forsøgte at nedtone de religiøst betingede vanskeligheder for at give plads til den medicinske fornuft. Konferencen var oplysning og drøftelser, der ikke løste noget problem. Men man blev klogere.

På samme måde kunne sagen om eventuelle sundhedsmæssige problemer i forbindelse med muslimernes ramadan have været grebet an. Det ville have været en god anledning til at blive klogere på ramadanen og dens stilling i et moderne samfund uden at skulle forpligtes til at mene noget om det religiøse.

Man kunne som vanligt have begyndt med en redegørelse for ramadanens historie og betydning og så videre, derpå have beskrevet sundhedsmæssige aspekter og luftet eventuelle betænkeligheder eller netop ikke. Det kunne være endt som et meget tyndt skrift, men ville ikke desto mindre have eksisteret.

Ved at afstå fra at undersøge, om der overhovedet er belæg for formodede skadevirkninger af ramadanen, har formanden spillet sig en saglig mulighed af hænde. Eller rådet er gået i selvvalgt åndelig ramadan. Selvfølgelig kan sagen blive farlig, ja, den er det vel allerede, men det er ikke en god begrundelse for at afvise den.

Morten Kvist er valgmenighedspræst og tidligere medlem af Det Etiske Råd