Daginstitutionsforsker: Det får alvorlige følger, hvis små børn ikke har nok voksne omkring sig

Det voksende antal børn pr. pædagog er på ny til debat. Ifølge daginstitutionsforsker Kim Rasmussen, som er på vej med en bog om daginstitutioner, er der en alt for stor en del af tiden i vuggestue og børnehave, hvor børnene ikke får opmærksomhed og hjælp nok, fordi pædagogerne kun har tid til de helt akutte opgaver

Gennem årtier er der med jævne mellemrum kommet kritik frem i medierne om, at nu er det blevet for presset i daginstitutionerne. Men der bliver ikke ændret på normeringerne. I stedet skrues der op for en politisk retorik om at hæve kvaliteten. Det er et besynderligt paradoks, siger daginstitutionsforsker Kim Rasmussen. Senest har der været kritik i dokumentaren ”Hvem passer vores børn?”, hvorfra billedet også stammer.
Gennem årtier er der med jævne mellemrum kommet kritik frem i medierne om, at nu er det blevet for presset i daginstitutionerne. Men der bliver ikke ændret på normeringerne. I stedet skrues der op for en politisk retorik om at hæve kvaliteten. Det er et besynderligt paradoks, siger daginstitutionsforsker Kim Rasmussen. Senest har der været kritik i dokumentaren ”Hvem passer vores børn?”, hvorfra billedet også stammer. . Foto: DR.

Sammen med tre kolleger er du på vej med en bog med titlen ”Har du det godt?: Om at have det godt i daginstitutionens hverdag”. Hvad vurderer du der skal til, for at børn i vuggestuer eller børnehaver har det godt?

"Det afhænger af, hvilket perspektiv vi ser tingene i. Man kan se det ud fra relationen mellem børnene og mellem børn og pædagoger. Man kan også se det i forhold til den kommunale plan eller de krav, staten stiller."

"Men hvis vi simpelt betragter det første, kan man sige, det handler om de tre t’er, tryghed, tillid og tid, og de tre a’er, anerkendelse, autonomi og atmosfære. Men ofte bliver bestræbelserne i dén retning underløbet af virkeligheden."

Der har netop været en del debat om DR-dokumentaren ”Hvem passer vores børn?”, som rummer iagttagelser fra to daginstitutioner. I er på vej med en hel bog baseret på feltstudier fra daginstitutioner. Svarer jeres iagttagelser til det billede, tv-udsendelsen tegner?

"Udsendelsen har afsæt i to institutioner, hvor jeg oplever, at pædagogerne gør deres bedste, selvom de er sat i en mere eller mindre umulig situation. I andre institutioner ser man andre ting, Der er store forskelle mellem de institutioner, vi beskriver i bogen."

"Min kollega aflagde en række besøg i en vuggestue og var hver gang deprimeret over den virkelighed, han så. Jeg selv har foretaget feltstudier i en børnehave, som hører til de mest velfunderede. Så det er ikke lige slemt alle steder, men det er vigtigt, at der bliver gjort noget de steder, hvor der er store problemer, og børnene ikke har det godt."

Problemerne kædes i tv-udsendelsen tæt sammen med normeringen, altså antallet af pædagoger i forhold til antallet af børn. Er du enig i påstanden om, at der bare ikke er voksne nok til børnene?

"Det er helt åbenlyst, at hvis der om eftermiddagen kun er én voksen til en hel vuggestuegruppe, bliver pædagogens arbejde ren brandslukning, og uanset hvor dygtig pædagogen er, går det ud over børnene, for små børn har brug for voksne omkring sig. Enhver småbørnsfamilie ved det godt. Hvis man for eksempel er en familie med fire børn, og far eller mor er væk fra hjemmet, magter den tilbageværende forælder kun at tage sig af det, der er allermest akut."

Men normeringen i vuggestuen er jo også dobbelt så god som i børnehaven. Statistisk beregnet er den 3,1 børn pr. voksen for de nul- til toårige og 6,2 børn pr. voksen for de større børn i børnehaven.

"Ja, og statistisk set, set fra ministerens bord, ser det slet ikke så tosset ud. Men den virkelighed, som opleves i en daginstitution, er en anden. Meget af tiden er der langt flere børn pr. voksen."

"Blandt andet på grund af måden, normeringen beregnes på, men også fordi pædagoger i dag skal foretage sig meget, som går fra det almindelige samvær med børnene. For eksempel udarbejde læreplaner, skaffe dokumentation og foretage tests. Sådan bliver pædagogernes tid og opmærksomhed bundet på bestemte ting."

Hvis der nu ikke er penge til at ansætte 9000 ekstra pædagoger i danske dag- institutioner, handler det så ikke om at have nogle veluddannede og robuste pædagoger, der er dygtige til at holde mange bolde i luften på én gang og ikke gå i panik? I tv-udsendelsen vises for eksempel en vuggestuepædagog, der faktisk håndterer de pressede situationer rigtig godt.

"Ja, men der vises også en leder, som har sagt op, fordi hun ikke længere kan tage ansvaret for de forhold, der er. Det bedste, de dygtige pædagoger kan præstere, er ikke godt nok. Og den historie er ikke ny. Den har jeg hørt mange gange før i mine 30 år som daginstitutionsforsker."

"Gennem årtier er der med jævne mellemrum kommet kritik frem i medierne om, at nu er det blevet for presset. Men der bliver ikke ændret på normeringerne. I stedet skrues der op for en politisk retorik om at hæve kvaliteten. Det er et besynderligt paradoks."

Er der andet end normering, der spiller ind i forhold til, om børnene har det godt?

"Ja, der er mange ting. Bygningernes arkitektur og indretning betyder noget. Det betyder for eksempel meget, hvis der er alt for få vinduer, der kan åbnes. Det betyder også noget, hvilke normer og regler der er. Kan børnene bevæge sig så frit, at de på eget initiativ kan gå væk fra det, der ikke er så godt?"

"Hvis reglerne bliver alt for snævre for, hvor man må opholde sig, og hvad man må foretage sig, kan daginstitutionen føles som at være i fængsel. Men mange af disse forhold griber tilbage til, om normeringen er god nok."

I udsendelsen antydes det, at de få voksne i daginstitutionen er med til at producere børn, som har svært ved at forholde sig til hinanden, være rolige og følge de voksnes anvisninger, hvilket mildt sagt bliver en udfordring senere hen i skolen. Er det generelt det, der foregår i danske institutioner?

"Min uddannelsesbaggrund er ikke psykologi, men kultursociologi, så jeg er måske ikke den rette til at vurdere det. Men der er for mig at se ingen tvivl om, at en stor del af børnenes selvfølelse og selvidentitet skabes i alle de timer, de er i institution. Og hvis de lades i stikken af de voksne, ved at de får for lidt støtte og opmærksomhed, producerer vi et stort antal børn med psykiske vanskeligheder. Det er stærkt bekymrende."