Birthe Rønn Hornbechs bekendelser: En højmessefundamentalist taler ud

Netop i en tid, hvor mennesket søger faste holdepunkter, er der brug for, at der i folkekirken ikke er tvivl om, at der er forskel på hverdag og festdag, skriver den tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V)

Illustration: Søren Mosdal.
Illustration: Søren Mosdal.

Min opdragelse og vanen tro var jeg til højmesse i søndags og følte mig både fyldt af frimodighed og nye indsigter, da jeg gik ud af kirken. Der er meget at tænke igennem efter en højmesse, hvor man mærker, at der er en tænkt sammenhæng mellem gudstjenestens forskellige led, mellem tekster, prædiken og salmevalg.

Teksterne formidlet gennem en dygtig prædikant, der virkelig vil forkyndelsen, rammer altid i solar plexus. Det drejer sig om vores vilkår for at eksistere, om hvordan vi er, og om hvordan der hele tiden gennem evangeliet bliver vendt op og ned på vort liv.

På vej hjem fra højmessen tænkte jeg atter på, hvordan vi i den danske højmesse får alt, hvad hjertet kan begære. Tankerne gled videre til en artikel, jeg havde læst, skrevet af en ung præst.

Han er slet ikke tilfreds med den danske højmesse. Blandt andet kan han ikke se formålet med, at der på samme tid overalt i Danmark søndag efter søndag holdes den samme form for gudstjeneste, der, som han mener, er ”formaliseret”.

Hvorfor ikke gå ned i bodegaen og holde en gudstjeneste efter præstens eget velbefindende, spørger han. Og man må forstå, at han vil kunne gøre det hele meget bedre med sit eget ritual, der vil passe til bodegastemningen. Og så er der jo det, som den unge præst skriver, at man kommer i øjenhøjde med de mennesker, man møder.

Hvis denne unge præst havde gjort sig den ulejlighed at lytte til højmessens indgangsbøn kunne han få det første svar på sit spørgsmål om, hvorfor vi holder højmesse i kirken og ikke i bodegaen.

Vi samles i kirken for netop at blive fri for bodegaens larm, for at høre Herrens tale gennem de ord, der bedes, synges, prædikes, og som lyder ved nadverbordet.

Allerede i indgangsbønnen gøres den præst, der mener, at han selv kan det hele, opmærksom på, at det er Herrens ord og ikke præstens selvhævdelse, gudstjenesten drejer sig om. Der er ikke noget med, at nogen præst i nåde skal bøje sig ned i øjenhøjde med menigheden. For vi er på forhånd alle i samme øjenhøjde over for kirkens Herre.

Der er andre præster, som har ønsker, der går i helt andre retninger end bodegagudstjenester. De indkalder til meditationsgudstjenester, og mindfulnessgudstjenester.

Meningen må vel være, at menigheden skal tænke på smarte mænds smarte ord, når der indkaldes til kurser i erhvervslivet. Menigheden skal vide, at de også kan få den slags tilbud i kirken. Kirken forsøger at abe efter noget moderne.

Men faktisk kom kirken først. Det er erhvervslivet, der aber efter kirken. Højmessen er både meditation og mindfulness. Den ligner erhvervslivets kurser på den måde, at også erhvervslivet søger ind i særlige rum på internatkurser for at blive fri for bodegaens og byens øvrige larm.

Men højmessen adskiller sig til gengæld helt grundlæggende fra alle disse selvcentrerende bevidsthedsudvidende kurser ved, at menigheden er under ordets tiltale. Eftertanken ender ikke i den rene selvoptagethed, for du ved, at der var en før dig, der langfredag ofrede sig for dig.

Et andet svar til de moderne præster, der finder søndagens højmesse gammeldags og så gerne vil gøre det hele bedre for at hjælpe Vor Herre, er, at der hele ugen er frit slag for den energiske og flittige præst til at holde alle mulige slags gudstjenester og bevæge sig ud i menigheden og dele vilkår med den.

Masser af flittige og uegennyttige præster har da også hænderne fulde med hverdagsgudstjenester og andagter i kirken og på plejehjem, med kirkelige handlinger og husbesøg, med minikonfirmander, mikrokonfirmander og babysalmesang.

Mange steder er der tilbud med de populære spaghettigudstjenster og andre specielle gudstjenester rettet mod specielle grupper i menigheden. Alt sammen så glimrende og i et omfang som vist aldrig før.

Men alle disse aktiviteter bør vise hen til højmessen på opstandelsens søndag. Højmessen er og skal være det faste holdepunkt med den genkendelighed, som netop det fælles ritual bidrager til.

Vi fører en gammel tradition videre, men uden at slumre hen i nostalgi, konservatisme eller stilstand. Allerede det evigt aktuelle, provokerende, radikale evangelium forhindrer os i at svømme hen i en ansvarsfri fornemmelse for hyggelig tilbageskuen.

Netop i en tid, hvor mennesket søger faste holdepunkter, er der brug for, at der i folkekirken ikke er tvivl om, at der er forskel på hverdag og festdag, og at ugens forskellige kirkelige aktiviteter fører frem til den fælles og genkendelige højmesse, der ikke blot er ugens højdepunkt, men et led i en dynamisk proces, der med kirkeårets inddeling og tilhørende tekster bestandigt leder os videre i livet.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye