Det går altid galt, når man kobler kristendommen til en isme

Man kan ikke være kristen i oprigtig forstand og gå ind for den myopiske nationalisme der lukker sig om sig selv. Kristendommen er universel og åbner sig mod Næsten. Det står i Bibelen, skriver debattør

Kors ved gravsted på Garnisons Kirkegård på Østerbro, København. Foto: Christian Lindgren

Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, biskop over Århus Stift, Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye

I disse tider gennembølger kristendommen snart den ene politiker, snart den anden. Det er ganske underholdende, når de går til offentlig bekendelse, især fordi partifæller lige så ivrigt insisterer på, at religion ikke må præge den offentlige debat. Således kan partierne lefle for ateister og troende alt efter behag. Halsende efter opinionens almagt minder de en del om ungerne ude på gaden, når de med udstrakt tunge spæner efter is-bilen, så snart klokken ringer.

Nu siger De Konservative (altså: nogle af dem), at kristendommen skal være et ”pejlemærke” for den førte politik. Hvis de selv ved, hvad det betyder, ud over en ekstra skoletime, har de glemt at informere publikum. Men kristendommen er tihvertifald den bedste religion i verden, meget bedre end islam, som højst er nummer to. Store mængder af floskelretorik sendes i æteren, hvor den langsomt fordamper. Der er snart valg.

Nu er det bare sådan, at kristendommen er svært forenelig med de politiske ismer der trives i Danmark. Man kan ikke være kristen i oprigtig forstand og gå ind for den myopiske nationalisme der lukker sig om sig selv. Kristendommen er universel og åbner sig mod Næsten. Det står i Bibelen.

Man kan ikke være kristen i oprigtig forstand og ukritisk hylde den rene profitlogik og den enøjede liberalisme, hvor individets lykke bliver sat over fællesskabets nødvendighed og ånden, der levendegør. Man kan slet ikke være kristen i oprigtig forstand og omfavne socialismens materialistiske historiefilosofi.

Kirken som krykke til folkenationalismen; kulturkristendom som appetitligt krydderi til liberalisme og indholdsløs konservatisme; den lidende og barmhjertige Kristus som forbillede for folkesocialisme og forsørgerstat. Hvilket antiklimaks. Spred jeres ideologiske gylle, som I bedst synes. Bare ikke i Kristi navn.

Det går altid galt, når man kobler kristendommen til en isme. Måske med én historisk undtagelse: personalismen. Personalismen er et filosofisk grundsyn, der fik en vigtig opblomstring i mellemkrigstidens Frankrig. Det gik op for nogle kloge hoveder, at valget mellem socialisme og liberalisme var et valg mellem pest og kolera. Der var brug for en tredje vej.

De samme hoveder så med gru, hvordan totalitære ideologier og ekstrem nationalisme var ved at styrte verden i grus. De konkluderede, at den kristne eksistens fordrer politisk engagement. Derfor måtte de finde frem til et værdiforankrende, demokratisk fundament. Svaret fandt de i personalismen.

Personalismen ser mennesket som et relationelt væsen, der formes og finder mening i konkrete fælleskaber såsom familie og lokalsamfund, men orienteret mod det globale perspektiv. Mennesket har en iboende værdighed, som aldrig kan relativeres. Mennesket udfolder sig ved i frihed at tage ansvar for egne handlinger, men også for sine medmennesker. Den, der søger at redde sit liv, vil miste det; den, der giver sit liv væk, vil vinde det. Frihed opnås gennem medmennesket, og Kristus er vejen.

Det var i den ånd, Robert Schuman holdt en opbyggelig tale om kul og stål den 9. maj 1950. Europa var blevet befriet fem år forinden - nu vandt hun freden. Fordi Schuman levede kristendommen med den inderlighed, der bærer et menneskeliv, plaprede han sjældent derom. Som kristendemokrat tog han det sekulære princip i politisk styring for givet.

Ved at betone det relationelle menneske udgør personalismen et alternativ til både liberalismens individualisme og socialismens kollektivisme. Derfor er den også et alternativ til tidens socialdemokratisme, der er socialistisk om morgenen, liberalistisk efter frokost og funktionelt holdningsløs inden sengetid. Personalismen udgør et ståsted, hvorfra man kan inkorporere det positive i markedsøkonomi og socialt engagement uden at give køb på sig selv.

Med personalismen vandt den kristendemokratiske bevægelse terræn i Europa efter Anden Verdenskrig, førende til det europæiske fælleskab, vi fejrer i dag. Personalismen blev i samme periode officiel doktrin for den katolske kirke. Personalismen har derimod haft det svært i Norden, givetvis på grund af den filosofiske udhuling af selvet, der fandt sted efter Reformationen.

Hvor kristendemokratiet andetsteds udviklede sig som en bred bevægelse og demokratisk grundblok, kom det til protestantiske Europa via minoritære modbevægelser. De danske kristendemokrater overtog personalismen, men protesten mod den radikale sekularisering forblev det egentlige udgangspunkt. Derfor lykkedes det aldrig at positionere kristendommen som et meningsgivende forankringspunkt for det sekulære demokrati.

Således forarmede ser vi på, mens socialister, liberalister og nationalister tager munden fuld af det kristne fundament, de så håbløst vil gøre til deres eget. Vi lægger ører til de religiøst forskrækkede, der ser sorte skyer over demokratiet, hver gang kristendommen nævnes ved navn. Snarere end en gensidig befrugtning af kristendom og demokratisk ånd er vi vidner til en eroderende banalisering af det nobleste i kulturarven: de tanker, der i den græske antik førte til det demokratiske gennembrud; det evige eksempel, Personen i centrum satte, dengang han for 20 århundreder siden vandrede på jorden.