Det fortrængte folkemord

AUSCHWITZ-DAG: Ud over at mindes ofrene for Holocaust, er på for er det også vigtigt at huske ofrene for andre folkedrab, mener kronikøren. For eksempel tyrkernes folkedrab på armenierne under Første Verdenskrig

Det fortrængte folkemord

I de sidste måneder af Anden Verdenskrig nåede de sovjetiske tropper den 27. januar 1945 frem til den tyske koncentrationslejr ved den sydpolske by Auschwitz. Det var herefter aldeles åbenbart, hvilken uhyrlig forbrydelse der skjultes bag nationalsocialisternes fantasier om et arisk tusindårsrige. I adskillige lande er den 27. januar derfor blevet udpeget som en dag til at mindes ofrene for folkedrab og til at advare mod tilsvarende forbrydelser i fremtiden. På foranledning af Kristeligt Folkeparti har regeringen besluttet, at også i Danmark skal dagen fremover markeres som en særlig Auschwitz- og folkedrabsdag.

Nogle vil måske mene, at en sådan markering er overflødig. Er bevidstheden om koncentrationslejrenes massemord ikke fortsat så levende, at en yderligere påmindelse nærmest forekommer anmassende?

Imidlertid viser erfaringen, at ikke blot er den menneskelige hukommelse sørgelig kort men også, at en målbevidst indsats faktisk er i stand til at fortrænge erindringen om et folkedrab fra den almindelige bevidsthed. Et eksempel på en sådan fortrængning er Tyrkiets håndtering af folkedrabet mod armenierne under Første Verdenskrig.

Det er en udbredt forestilling, at islam skulle være en særlig »tolerant religion«. I det gamle osmanniske rige, Tyrkiets forløber, var undertrykkelsen af de kristne armeniere og andre religiøse mindretal imidlertid massiv. Armenierne var underlagt strenge begrænsninger med hensyn til for eksempel giftermål og ejendomsret. Juridisk havde deres ord ikke så meget vægt som en muslims, og de var selvfølgelig også underlagt den særskat, »jizya«, som det ifølge Koranen tilkommer det muslimske samfund at opkræve af ikke-muslimer. Såvel i almindelig omtale som i officielle dokumenter benævntes de som »rajah« eller kvæg.

Især i Osmannerrigets nedgangsperiode kom dertil regelmæssige tvangsdeportationer og massemord. Således kostede massakrer i 1894 til 1896 og 1909 hundredetusinder af armeniere livet. Massakrerne udviklede sig til et regulært folkedrab under Første Verdenskrig, hvor tyrkerne støttede den tyske alliance. Efter at den tyrkiske hær havde lidt et ydmygende nederlag på den russiske front, blev det armenske mindretal udpeget som syndebuk og anklaget for illoyalitet. Natten mellem den 23. og den 24. april 1915 - den sidste dato er siden blevet højtideligholdt som mindedag for folkedrabet - iværksatte man fra myndighedernes side en storstilet aktion, hvor man først likviderede den armenske intelligentsia og gejstlighed. Derefter udgik ordren om dels at nedslagte, dels at deportere befolkningen til et ørkenområde. Til at udføre massemyrderierne organiseredes særlige korps af løsladte kriminelle under militær kommando. Særlig berygtet blev massakrerne ved Vansøen ved Eufrats udspring. Det er i dette område, den bibelske tradition placerer Edens have, men nu blev Vansøen benyttet til at aflive tusindvis af armenske børn i. Almindeligvis angives antallet af dræbte til en million, men nogle opgørelser angiver det dobbelte.

I tiden umiddelbart efter krigens afslutning syntes de tyrkiske myndigheder i det mindste indstillet på, at forbrydelserne krævede et forsvar. Siden proklamationen af republikken Tyrkiet i 1923 har man derimod grebet til den pure benægtelse. Historikeren Torben Jørgensen har sammenfattet den tyrkiske taktik i tre punkter. For det første benægtes det, at der overhovedet findes et armensk folk. For det andet påstås det, at der slet ikke skete armenierne noget - og for det tredje, at det i øvrigt var deres egen skyld! Forvirringen bliver ikke mindre af, at de tre argumenter ofte bruges samtidigt (»Historisk Tidsskrift« 1000/1, København 2000).

Desuden har man effektivt udnyttet Tyrkiets handelsmæssige og militærstrategiske position. Nidkærheden, hvormed der vogtes over enhver hentydning til det armenske folkedrab, gør sig gældende i stort og småt. Da filmselskabet MGM i 1934 ønskede at filmatisere Franz Werfels dokumentariske roman »De fyrre dage på Musa Dagh« (1933), truede Tyrkiet USA med bl.a. handelsboykot, hvorefter MGM opgav planerne efter pres fra det amerikanske udenrigsministerium. Et nyt forsøg i 1938 led samme skæbne. Forløbet gentog sig i stort format, da FN i 1973 påbegyndte udarbejdelsen af en rapport om folkedrab, herunder folke-drabet på armenierne. Atter iværksatte Tyrkiet en voldsom pression, og da den færdige rapport forelå i 1978, figurerede nazisternes etniske udrensninger som det første tilfælde af folkemord i det 20. århundrede. I rapportens forord gøres der forsigtigt opmærksomt på, at visse sager var blevet udeladt, »fordi det var vigtigt at fastholde sammenholdet i det internationale samfund, og fordi en fordybelse i fortiden i mange tilfælde ville rive gamle sår op, der nu var ved at hele.« Bedre gik det ikke i 1990, da der i den amerikanske kongres blev stillet forslag om at markere 75-året for folkemordet. Foruden de sædvanlige trusler om handelsboykot hindrede Tyrkiet derefter amerikanske fly i at benytte NATO-baser på tyrkisk territorium, og forslaget blev henlagt. Denne hensyntagen må næsten undre. Ville man tilsvarende vige tilbage for at omtale nazisternes jødeforfølgelse af frygt for at »rive gamle sår op«, eller kunne man forestille sig, at Tyskland truede med at lukke landets NATO-baser, hvis det blev antydet, at det nazistiske styre havde begået folkedrab?

Ved siden af denne hårdhændede pression har Tyrkiet finansieret oprettelsen af særlige »videnskabelige« lærestole og »forskningscentre« bemandet med håndplukkede folk. Personer, der lader sig korrumpere af politiske eller erhvervsmæssige interesser, er jo desværre heller ikke ukendte i videnskabelige kredse. I 1982 etableredes således i USA The Institute of Turkish Studies, betalt af den tyrkiske regering og af tyrkiske og amerikanske erhvervsinteresser, især våbenindustrien. Instituttets præg af en ren propagandacentral viste sig i 1990, da den tyrkiske ambassade sendte en protest til en forfatter, der havde nævnt folkedrabet på armenierne på linje med nazisternes jødeudryddelse. Ved en fejltagelse havde ambassaden nemlig vedlagt det såkaldte »forskningsinstituts« vejledning om, hvorledes man bedst kunne omgå sagen. De afslørende dokumenter er gengivet i »Holocaust and Genocide Studies« 9/1, Oxford 1995.

Trods disse ihærdige bestræbelser indtager massemordet på armenierne i dag en fremtrædende plads i alle seriøse studier over folkedrab. I den almindelige offentlige bevidsthed har den tyrkiske indsats derimod haft en vis succes. Da Storbritannien i 2001 udpegede den 27. januar som mindedag for »ofrene for folkedrab«, således som det nu også sker i Danmark, ytrede armenske eksilgrupper ønske om også at blive nævnt. Efter langvarig polemik fik de deres ønske opfyldt - men på listen over mindeværdige folkedrab blev det armenske dog kun trykt med småt!

Om nazisternes folkemord skriver Uffe Østergaard, direktøren for Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, at »erkendelsen af at det skete og fast vilje om at forhindre det i at ske igen, næsten er blevet den politiske hovedbetingelse for at kunne søge om optagelse i EU« (Information den 6. august 2001). Man skulle derfor mene, at hans holdning til Tyrkiets ambitioner om at blive EU-medlem også måtte være negativ. Men tværtimod! I Kristeligt Dagblads netavis den 20. oktober ivrer han netop for Tyrkiets optagelse. Ved siden af sin stilling som direktør ved Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier besidder Uffe Østergaard nemlig den tvivlsomme ære af at være en EU-finansieret Jean Monnet-professor. Kollisionen mellem de to funktioner træder frem, når han i en skrivelse til regeringen den 8. oktober 2001 henstiller, at den påtænkte mindedag den 27. januar ikke bør dreje sig alment om folkedrab, men udelukkende om Auschwitz. Med direkte henvisning til, hvorledes armeniere i Storbritannien ønskede, at også drabet på deres folk skulle blive mindet, anfører Uffe Østergaard, at man jo helst skulle undgå »pinlige debatter«.

Pinlige - for hvem?

Knud Bjarne Gjesing er lektor

ved Center for Nordiske Studier

ved Syddansk Universitet